Af Jeanette Serritzlev
Scenen: Lærerværelset på den lokale folkeskole kort før efterårets folketingsvalg. Det er spisefrikvarter. Snakken går over leverpostej og økologisk letmælk. Om valg og vind. En kvinde kigger op og siger: "Jeg tænker på at stemme på SF." Stolen ved siden af rykker. Væk. Tænk, hvis det smitter ...Virker det som et troværdigt scenario? Nej, det gør det ikke. Men lad mig beskrive et andet, som er taget ud fra den virkelige virkelighed. Jeg ved det, for jeg var der selv.
"Jeg stemmer sgu på Pia Kjærsgaard. Hun er god." Sådan lød det bramfrit fra en kollega et par dage før valget. I sig selv er der intet odiøst i en udmelding om, hvad man vil stemme. Det er vel meget naturligt at diskutere på arbejdspladsen. Det, der var interessant, var da heller ikke så meget min kollegas udmelding som mine øvrige kollegers reaktion. De rykkede fysisk væk.
Jeg stemmer ikke på Dansk Folkeparti, men jeg kan ikke lade være med at blive provokeret over en "uha, vi må nok hellere vise modstand"-refleksholdning hos mangt en dansker, hvis denne opdager at være i stue med en DF-vælger.
Man skal jo næsten falde i svime over Enhedslistens nye, unge talent. Bevares, hun virker dygtig. Men anerkender man Pia Kjærsgaards evner i en debat, har man næsten samtidig erkendt sine fascistoide tendenser. Hvorfor man naturligvis skal skynde sig at sige, at hun ud fra en faglig betragtning har visse styrker, men - naturligvis - er noget populistisk i det.
Er der noget nyt i det her, eller er det ikke bare velkendt stof? Tjo ... Emnet har, som så meget andet, været behandlet før, men det slår mig gang på gang, at selv om partiet har været parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering siden 2001 og har flere mandater, end de Radikale og de Konservative ser ud til at kunne drømme om mange valg frem, så gælder Poul Nyrup Rasmussens ord om ikke for altid, så til dels stadig. Stuerene er de stadig ikke helt.
En nær ven sagde i ramme alvor for nylig, at han ikke ville bryde sig om, hvis jeg inviterede Dansk Folkeparti-bekendte sammen med ham. Manden er ikke politisk engageret, men helt almindelig borgerlig. Jeg blev noget overrasket, og jeg kan da også røbe, at det gav grundlag for en diskussion ... Han ville jo aldrig nogen sinde have sagt noget tilsvarende, hvis det gjaldt den yderste venstrefløj. Men "DF har jo et ubehageligt udlændingesyn."
Ja tak, og socialismen har et ubehageligt menneskesyn, men det taler vi ikke om, eller hvad?
For mange år siden, da jeg var ung og aktiv i Konservativ Ungdom, og Dansk Folkeparti kun havde et par år på bagen, var det samme plade, der spillede på grammofonen. Jeg husker nogle KU-piger, der sad og bekræftede hinanden i, at Dansk Folkeparti var nogle rigtigt væmmelige mennesker. Dem kunne man i hvert fald ikke lide.
Da jeg kendte en ganske flink og i øvrigt fornuftig gut fra De Slemme, satte jeg mig for at lade fordommene få frit løb - og lade ham komme på besøg i foreningen og forholde sig til dem. Det blev ganske interessant.
Han lignede en af os. Han talte pænt. Kunne argumentere fornuftigt. Og mente i høj grad det samme som de folk, der mere og mere desperat forsøgte at nå til uenighed med ham. "Kan du ikke godt forstå, at jeg synes, at det er underligt, at min søn ikke kan få lov til at få frikadeller i børnehaven, fordi der er svinekød i?" spurgte han den pæne pige fra Virum. Det kunne hun godt.
I det hele taget var der en høj grad af forståelse den aften. Det kunne jo, kunne man foranlediges til at tro, føre til, at fordommene blev fortrængt af et mere nuanceret syn på det unge parti og dets folk. Men niksen biksen. Der måtte nemlig være en anden forklaring. Han var ganske vist ganske fornuftig - og kunne jo i grunden lige så godt være konservativ - men det måtte også være et særtilfælde. For de var, havde man én gang besluttet, nogle væmmelige karle. Man kunne stadig ikke lide dem, og man rykkede stadig stolen væk, hvis man kom for tæt på nogen, der kunne.
Jeg må hellere sige det igen: Jeg støtter ikke det parti, men jeg har svært ved at se det selvindlysende i, at man som borgerlig automatisk skal mene, at Villy Søvndal er en helt, mens Pia Kjærsgaard er en heks.
Jeg vil kunne tillade mig at anerkende begges dygtighed.
Dansk Folkeparti er det eneste parti, jeg gang på gang oplever at skulle forsvare ikke at have noget imod. Det er da spøjst. Ny Alliance kunne få folkemasser til at falde i svime, før de overhovedet havde fortalt, endsige formuleret, hvad de stod for. Det holdt så op, da de rent faktisk begyndte at formulere det, men det er en anden historie.
Det, der skabte den store samling omkring og støtte til Ny Alliance var - desværre - ikke primært skattepolitikken, men det at være imod Dansk Folkeparti. Og det er vel, som nystartet parti, noget tyndt at basere sin eksistensberettigelse på.
Budskabet er ikke, at Dansk Folkeparti er et stakkels misforstået parti, der ikke kan få lov til at komme med i det pæne selskab. Det kunne bare være interessant, hvis blot nogen af de mange gode borgerlige mennesker, der hver dag viser deres ubehag ved Dansk Folkeparti og alt dets væsen, ville spørge sig selv, om de reagerer på samme måde, når det gælder vennerne fra Enhedslisten. Og hvis ikke, så spørge sig selv hvorfor.
Jeanette Serritzlev er cand.mag. i dansk og arbejder som informationschef i en del af forsvaret
