Af Lisbet Røge Jensen og Eva Agnete Krzeminski
De norske kvinder stormer ind i bestyrelserne! Således vurderes det af flere danske politikere, erhvervsfolk og journalister, at den norske "operation kønskvote" er en succes. Men hvad med patienten?"Vi regner med, at selskapene vil oppfylle lovens krav, og at problemstillinger knyttet til tvangsoppløsning derfor egentlig er teoretisk," sagde Norges justitsminister, da Ligestillingsdepartementet annoncerede tiltaget tilbage i 2005. Kravet er som bekendt, at 40% af en bestyrelse skal bestå af kvinder, ellers tvangsopløser staten virksomheden.
Patientens overlevelse er altså med ministerens ord en teoretisk problemstilling, og derfor behøver vi ikke forholde os til den. Operationen er vigtigere. I Ligestillingens navn.
"Ligestilling" er iøvrigt et herligt begreb. Det kan betyde mange forskellige ting; for børnehavebørn betyder det, at der ikke må sættes skel mellem kønnene, mens det for voksne betyder, at der skal sættes skel mellem dem.
Børnehavebørn skal læse bøgerne Den dag da Frederik var Frida og Den dag da Rikke var Rasmus og lære, at køn ikke er andet end en social konstruktion, som kan og bør nedbrydes for at undgå, at vi sætter "skel" mellem dem. De voksne skal lære, at erhvervslivets (mandlige) ledere skelner for lidt mellem kønnene og kun ansætter på baggrund af kvalifikationer.
Med kig til succesen i Norge vil Helle Thorning, Lone Dybkjær, Susanne Larsen og Lisbeth Knudsen adoptere kvoteordningen. "Det går for langsomt!" siger de. Private virksomheder forventes at være statens forlængede ligestillingsarm, og erhvervslivet må påtage sig et socialt ansvar. Dette ansvar består åbenbart i, at de enkelte bestyrelser ser mindre på kvalifikationer og mere på køn i valget af medlemmer.
Og er det ikke godt? Hvis et lovgivningskrav kan bane vejen for, at der er lige mange mænd og kvinder ved magten i bestyrelserne, så er det vel retfærdigt nok, givet at det bedre afspejler befolkningssammensætningen?
Flere spørgsmål trænger sig på. For det første: Hvorfor kun 40% kvinder? Det er jo ikke helt lige? Er tanken, at flere kvinder i bestyrelserne vil gøre, at der i fremtiden ansættes flere af deres eget køn, så vi når op på 50%? Skal det forstås således, at kvinder af natur er nepotister?
For det andet: Hvad er kvaliteten i, at en bestemt andel af en bestyrelse er kvinder? Er det en ulempe at være mand? Det kunne jo lyde som kvindechauvinisme!
For det tredje: Hvorfor ikke udvide konceptet, så der er lige mange af alle nationaliteter, kulturelle minoriteter (vi foreslår ydmygt mindst een autonom pr. bestyrelse) og religioner ved beslutningsbordene? I alle andre tilfælde kaldes det diskrimination at ansætte folk på baggrund af et bestemt træk, men det er måske okay i Ligestillingens navn?
Det mest interessante spørgsmål er, hvordan Helle & Co. egentlig retfærdiggør sanktionssystemet. Vil de damer med glæde tvangsopløse eksempelvis Mærsk og Saxo Bank, hvis ikke de snart får indsat 40% kvinder i bestyrelserne? Hvad hvis det ikke lader sig gøre at finde kvinder nok? Danske erhvervskvinder er i hobetal sendt op til Norge som kvotefyld; hvor skal de hjemlige virksomheder finde deres andel?
I Norge er operationen lykkedes, men vi ved endnu ikke, om patienten overlever. Nedprioriteringen af kvalifikationer og relevant erhvervsmæssig profil kan få alvorlige konsekvenser. Vi lever alle af virksomheder, og virksomheder lever af at tjene penge, og pengene tjenes ved at ansætte dem, der er bedst. Forskydes ansættelseskravene fra kvalifikationer hen mod eksempelvis køn, fjerner man en virksomheds vigtigste forudsætning for at tjene penge, ja, endsige for at overleve.
Vi har brug for flere bestyrelsesformænd m/k, der siger som denne: "Om bestyrelsesmedlemmerne er skaldede, gråhårede, kvinder eller mænd betyder ikke noget. Det handler om at finde de mest kvalificerede. Vi er en virksomhed, der konkurrerer globalt, og det drejer sig ikke om hverken køn, kultur, politik eller religion, når man sammensætter en bestyrelse, men om at finde de rigtige kompetencer."
At kræve kønskvoter er enten et udtryk for foragt for kvinders evner eller uvidenhed om markedets mekanismer. Foragt, hvis begrundelsen for kvoterne er, at kvinder simpelthen ikke er lige så dygtige som mænd og derfor må have lovgivning til at bane vejen ind i bestyrelsen. Uvidenhed, hvis det antages, at en succesfuld virksomhed har fået sin succes ved ikke at ansætte den, der er bedst kvalificeret. I begge tilfælde vidner det om en total mangel på respekt for privatejede virksomheders frie valg.
Kønskvotering er systematiseret sexisme. Med mindre sigtet er en de facto nationalisering af privatejede virksomheders beslutningsorganer, er der ingen fornuft i damernes forslag. Men fornuft er måske også bare en mandschauvinistisk konstruktion, som vi snarest bør gøre op med? Vi lader spørgsmålet stå åbent - og gerne til besvarelse fra kvotefolket.
Sluttelig vil vi give Frederik og hans venner følgende råd, hvis det norske eksempel skulle kopieres til danske forhold: Skift hellere navn til Rikke eller Frida - det fremmer karrieren!
Eva Agnete Krzeminski er stud. mag. i filosofi. Lisbet Røge Hermansen er stud. merc. og blogger på KapitaLisbet.blogspot.com
