Af Niels Westy Munch-Holbek
Når modige iranere i disse dage med fare for eget liv demonstrerer, kræver de retfærdighed og frihed. Når de er villige til at ofre livet, er det ønsket om mere frihed, der driver dem mere end noget andet - ikke nødvendigvis en ide om et demokrati som det danske. Set fra Teheran er Danmark naturligvis et umanerligt frit land, men skyldes det, at vi har et repræsentativt demokratisk system? Tjah, for en schweizer for eksempel har vi vel ikke en gang et "rigtigt" demokrati, mens andre lande uden demokratiske valg har haft mere frihed (f.eks. Hong Kong under britisk styre).Historisk har der været mange indvendinger mod den demokratiske styreform, forstået som afgørelse ved stemmeflerhed. Disse har selvfølgelig ofte været begrundet i nære forhold, som bibeholdelse af sine privilegier. Men også frygten for, at demokratisk styreform ville indebære tabet af frihed, har været væsentlig. Det var f.eks. en bekymring blandt USAs "founding fathers" ved udformningen af den amerikanske forfatning.
Det er her nok på sin plads, at jeg understreger, at jeg på ingen måde er ude på at sammenligne præstestyret i Iran med vores eget repræsentative demokrati. Det ville naturligvis være absurd. Jeg argumenterer heller ikke for, at indførelsen af demokratiske styreformer historisk har været negativt for menneskers frihed. Som oftest har demokratiske regimer afløst det, der var værre. Til gengæld er det også væsentligt at understrege, at det ikke er demokratiet og dets aktører, der garanterer vores frihed, men derimod styrken af de rammer/spilleregler, der er lagt for "spillet om magten", og hvorledes den kan anvendes, når den er vundet.
Netop af denne grund er det beklageligt, at demokrati i sig selv herhjemme synes at være blevet hævet op på et kvasireligiøst niveau, og dyrkes som et mål i sig selv, mens sælgerne på det politiske marked ikke holder sig tilbage for at spille rollen som det nye præsteskab, der skal frelse os fra os selv. Det er selvfølgelig, hvad jeg forventer fra den del af det politiske spektrum, for hvem individuel frihed og mangfoldighed er en trussel mod deres socialistiske utopi. Men det er bedrøveligt, når man finder samme tendenser hos politiske sælgere, der ellers gerne ved højtidlige lejligheder netop priser de individuelle friheder. Til tider i sådan en grad, at de er parat til at sende danske soldater i kamp for, at også andre skal have del i disse.
For hvad skal man ellers mene om følgende svada fra Søren Pinds grundlovstale:
"Jeg genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider - nemlig ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed vi nyligt har set udfoldet. En mekanisme som mere og mere appellerer til de ubehagelige, mørke og svage dele af menneskets underbevidsthed. De vulgære, ens facader, discount overalt - laveste fællesnævner. Mediernes modbydelige magtkamp for at udstille og fremvise de mørkeste og mindst flatterende sider af menneskeheden. Internettet med dets ubegrænsede frihed, hvor alt kan findes."
Det skal retfærdigvis medtages, at mens Søren Pind åbenbart forstår og deler den socialistiske kritik af markedet, så understreger han, at socialisternes metoder og svar er uacceptable. Deres "svar, og deres færd, fører til fascisme og kommunisme, til diktatur. Deres svar fører til autoritære kollektivistiske samfundsmodeller, hvor en lille selvbestaltet elite mener sig i stand til - og mener at have retten til - at lede, planlægge og kontrollere alle dele af vores fællesskab og færden," skriver Pind.
Uanset afstandtagen fra metoder mener Hr. Pind altså åbenbart, at markedet med dets frivillige transaktioner mellem mennesker, og heraf følgende valg af foretrukne butikker, underholdning osv. er at opfatte som udtryk for "ubehagelige, mørke og svage dele af menneskets underbevidsthed", og han beskylder markedet for at være en "moralsk korrupt økonomisk mekanisme". Så hjælper det lidet, at han i forhold til rødgardisternes vision angiver, at "friheden, folkestyret og markedsøkonomien altid - altid ubetinget - er at foretrække" - det minder i denne sammenhæng mest af alt om en religiøs besværgelse.
For Søren Pind afslører sig selv som netop en typisk intellektuel (der her bestemt ikke er at opfatte som et plusord), der har det mere end almindeligt svært med at acceptere konsekvenserne af andres frihed, når det ikke harmonerer med hans egne præferencer eller utopiske forestillinger om, hvordan mennesket burde være indrettet.
Religiøst og kulturelt betinget skyldfølelse synes at spille en ikke ringe rolle, og med mindre han mener, at de folkevalgte ikke "lider" under samme grumme egenskaber som os andre "dødelige" er det unægtelig svært at se, hvorledes folkestyret skal kompensere for alle de ulykker, den skrækkelige frihed og menneskets "natur" afstedkommer. Reelt ender han med at stille krav om, at vi som mennesker skal erkende vores skyld og underkaste os kollektivets ypperste, der er ... gæt selv hvem.
Det er selvfølgelig ikke så underligt. Vi er jo trods alt danskere med en lang historisk tradition for både kronisk skyldfølelse, underkastelse og (ikke erkendt) elitær styreform. Det har vi lært og er blevet opdraget til gennem generationer. I bund og grund er forskellen mellem den første folkeskolelov fra 1814, hvoraf det fremgik, at formålet med børnenes skolegang var "at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borgere i Staten" og den nuværende, hvori det formuleres som, at børnene skal forberedes "til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre", måske i virkeligheden til at overse.
Sikke et held det så er for Søren Pind og andre, der opererer i det demokratiske politiske marked, at kravene til varedeklarationen her ikke skal overholde samme standarder som på de almindelige "gemene" varemarkeder. Og sikke et held det er for dem, at "forbrugerne" ikke kan gennemskue, at de ofte i bedste fald får dyre kalktabletter, når politikerne lover dem virksom medicin. Men først og fremmest, sikke et rædselsfuldt menneskesyn der er tale om, når menneskers frie valg fremstilles som vederstyggeligheden selv - og det må det jo være for Søren Pind.
For de "vulgære" discountbutikker eksisterer kun, så længe vi vælger at handle i dem. Og ærligt talt, så besidder discountbutikker i det mindste én egenskab, jeg godt kunne savne hos en del politikere - de gør sig ikke ud for mere og andet, end de er. Det samme kan sjældent siges om de fleste politiske sælgere.
Selvfølgelig kan man anføre, at vores demokratiske valg af repræsentanter på den politiske markedsplads er udtryk for et frit valg, det erkender jeg fuldt ud. Hertil er dog at bemærke, at der næppe eksisterer andre markeder med så ringe gennemskuelighed. Der eksisterer åbenlyst ej heller hverken interesse eller vilje til at øge gennemsigtigheden. Men at forvente det af aktørerne selv, svarer selvfølgelig også til at forvente, at tidligere tiders omrejsende i mirakelmedicin frivilligt og ærligt skulle fortælle, hvad de hemmelige ingredienser i trylledrikken egentlig gjorde godt for.
Niels Westy Munch-Holbek er præsident i Akademiet for Fremtidsforskning
