Den søde smag af Coca-Cola og en ny mobiltelefon

Af Niels Westy Munch-HolbekI sidste uge viste Danmarks Radio i dokumentarfilmen "Den bitre smag af te", at forholdene for landarbejdere på plantage...

Slettet Bruger,

01/12/2008

Af Niels Westy Munch-Holbek

I sidste uge viste Danmarks Radio i dokumentarfilmen "Den bitre smag af te", at forholdene for landarbejdere på plantager under fair trade-mærket ikke adskilte sig fra forholdene på traditionelle teplantager.

Selve udsendelsen lignede andre udsendelser, der tidligere har været sendt med "normale" virksomheder som skydeskive. Denne gang var der dog den ekstra krølle på halen, at det handlede om produkter solgt under fair trade-mærket, der skal være forbrugerens garanti for, at producenterne ikke har opført sig som "gemene", profitmaksimerende virksomheder på det "skrækkelige" marked, som fair trade grundlæggende definerer som årsagen til verdens fattigdom og uretfærdighed.

Desværre forholdt man sig ikke til det virkeligt skandaløse ved fair trade: At det i årevis har været muligt, under mærkningsordninger som fair trade og Max Havelaar og med uholdbare og udokumenterede påstande om at ville og kunne gøre godt, stort set uimodsagt at propagandere for produktegenskaber, der ganske enkelt ikke er belæg for. På den led er fair trade ikke anderledes end den uendelige strøm af slankemidler, helbredende krystaller og anden humbug. At dette bl.a. er sket med tvangsudskrevne skattemidler, gør naturligvis ikke skandalen mindre.

Fair trade har lige så meget med økonomisk udvikling og bekæmpelse af verdens fattigdom at gøre, som regndans har med metrologi at gøre. Når man på fair trades hjemmesider kan læse, at "Fair trade sikrer dig varer af god kvalitet, som du kan købe med god samvittighed", er hovedargumentet formentlig det med at købe med "god samvittighed". Hvorfor skulle forbrugerne ellers købe et produkt til overpris, der på ingen måde er objektivt bedre end alle andre lignende produkter, tværtimod er det krone for krone ringere?

Det er som sagt bemærkelsesværdigt, at man i efterhånden mange år har kunne afsætte de fair trade-mærkede produkter uden nogen form for dokumentation for, at man rent faktisk gør en positiv forskel. De forbrugere, der efterspørger "god samvittighed", må enten besidde en grænseløs (og naiv) tiltro til folkene bag fair trades moral og evner, eller også er de muligvis bare ligeglade? Måske er det alene det at fremstå som et "godt menneske der tænker på andre", der tæller, og så er der selvfølgelig god grund til ikke at afdække, om det rent faktisk er tilfældet.

Men det nytter heller ikke noget at efterlyse data, der underbygger fair trades påstande, for de eksisterer ganske enkelt ikke. Spørger man de ansvarlige bag mærkningsordningerne - hvilket en af mine bekendte har prøvet - om hvor meget bønder og arbejdere under fair trade egentlig får ud af mærkningsordningen, er svaret, at det ved man ikke.

Det nærmeste man kan komme er anekdotiske forsikringer fra de involverede om, at det skam gør en forskel, for "det har de selv set". Jeg er sikker på, at Judith Kyst, generalsekretær for Max Havelaar, har mødt masser af smilende børn og med egne ører hørt om alt det gode, fair trade-ordningen har været skyld i - men det er og bliver anekdotisk og i sidste ende absurd ligegyldigt i forhold til alt det gode, som det grumme kapitalistiske marked og den internationale handel, som fair trade-organisationen dæmoniserer, kan tage ansvaret for.

En rejse til nogle af den globale kapitalismes triumfer begrænser sig ikke til et kooperativ her og en plantage der. Mens Judith Kyst viser et par smilende børn og måske et kulturhus frem, inviterer jeg gerne på en tur til f.eks. Hong kong, Singapore, Taipei, Seoul og Santiago, eller Helsinki, Dublin, Tallinn og Madrid for den sags skyld.

Og lad det være slået fast en gang for alle; ideen om, at man gør en særlig positiv forskel for "nogle af verdens fattigste mennesker" ved at købe fair trade-produkter, er nonsens - det kan man stort set være sikker på, at man ikke gør ved at købe fair trade-mærkede produkter.

Et er, at det ikke er gratis at deltage i ordningerne, hvilket i sig selv udelukker de fattigste. Noget andet og mere grundlæggende er, at det er umuligt at tilrettelægge sit forbrug, så man gør mest godt for de involverede bønder og arbejdere. Det ville kræve, at man på forhånd kendte konsekvenserne for de pågældende ved, at man ikke købte deres produkter. Og hvis det var praktisk muligt at opnå denne viden, ville den medføre, at man skulle forlange kaffe, te, bananer, tekstiler osv., hvor man insisterer på, at der både indgik børnearbejde, så lave lønninger som muligt og stærkt nedslidende arbejdsmetoder. Det skulle man af den simple grund, at jo mere forfærdelige arbejdsforholdene er, jo mere sikker kan man være på, at alternativet er endnu værre for de pågældende bønder og arbejdere, børn som voksne.

Derfor kære læser, vil du gerne vil gøre godt for verdens fattige, vil jeg foreslå at du nøjes med at arbejde hårdt, og bruger dine penge penge på at forsøde dit eget liv. Og skulle du vælge f.eks. at købe dig en ny mobiltelefon, må du da hjertens gerne varme dig ved tanken om, at du hermed er med til at sikre beskæftigelse og indkomst til fattige mennesker i andre dele af verden. Mens du læser manualen kan du jo eventuelt skåle i Coca Cola, der - hvis det blev markedsført på samme måde som fair trade - ville sælges som en livseliksir, der sikrede evig ungdom, stram hud og en altid frisk replik på læben.

Jeg vil foreslå en skål for det "skrækkelige og væmmelige" marked med dets profithungrende producenter og "tilbudsliderlige" forbrugere, der er med til at sprede velstand og fremtidshåb - også til jordens fattige.

Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handels
og Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning

Kilde: