Dengang en borgerlig regering turde mene noget

Slettet Bruger,

07/11/2007

Af Jarl Cordua

Der var engang, da landet standede i våde, stormen susede, og alting var gråt og trist. Nationen nærmede sig statsbankerotten, intet initiativ viste sig, og fagforeningerne satte alting i stå. Anker Jørgensen smed tøjlerne og en parfumesælgende ulvesmilende charmør ved navn Poul Schlüter med indbygget Højben-effekt tog over. Det var i september i det Herrens år 1982. Regeringen skulle bare sidde nytåret over, så ville det se pænt ud i årbøgerne, lod Schlüter sine ministre forstå. Men den borgerlige regering sad i ti og et halvt år.

Danmark blev bragt på ret køl - i hvert fald økonomisk. Initiativet blomstrede som aldrig før, beskæftigelsen blev bedre og arbejdsløshedskøen mindre. "Optimysmen" tog over, hvorefter det gik "ufatteligt godt". Men var Schlüter-regeringen sådan en stor succes, som myten fortæller, eller var det i virkeligheden blot et "justeringsprojekt", som salig Henning Fonsmark mente?

En række folk med tilknytning til tænketanken CEPOS har sat sig for med den lille antologi, På ret kurs - Et tilbageblik på systemskiftet i 1982, at samle nogle vurderinger af Schlüter-regeringernes bedrifter i årene 1982-1993. Bidragene kommer fra flere af de daværende borgerlige politikere, men også fra en række nutidige meningsdannere, økonomer, skribenter og erhvervsfolk hovedsageligt af borgerlig observans.

Hvis man skal være flink ved udgivelsen, så er der tale om en blandet landhandel med alt godt fra havet. Det er formentlig også bogens problem, at den breder sig for meget og ind imellem er der nogle ret spøjse, ikke specielt vedkommende og egentlig lidt skuffende bidrag. Så langt og mest interessant er de personlige bidrag, der evner at fange tidsånden. Især Henrik Gade Jensens levende beretning om kommunisternes og andre venstreorienteredes aktivisters manglende konkrete respekt for ytringsfriheden, da de i 1985 kastede æg og tomater på Schlüter, da han talte på Rådhuspladsen i anledningen af 40 års dagen for befrielsen. Gade husker os på, hvordan venstreorienterede meningsmagere så som forfatteren Carsten Jensen og den snart kommende professor i strafferet Jørn Vestergaard stod i kø bagefter for at bagatellisere episoden. De lod folk forstå, at æg-og grøntsags-attentatet hin skammelige aften faktisk var Schlüters egen skyld, ja en provokation, da regeringen bare kunne lade være med at føre en sådan forfærdelig politik overfor de unge osv.

Reklamemanden Morten Holms bidrag giver et lille, men både sjovt og interessant indblik i, hvordan den første større generation af borgerlige intellektuelle efter 68 tænkte, hvad de læste, og hvilke forhåbninger de gjorde sig til den borgerlige regering. Ligesom mange andre bidrag når Holm frem til den konklusion, som Schlüter selv formulerede i sætningen, "Ideologi er noget bras", at regeringen var lidet ideologisk fokuseret. Hvad Milton Friedman, Ludwig von Mises, Ayn Rand og alle de andre berømte liberalistiske forfattere tænkte, det interesserede ikke "Pølle" en døjt. Men som den tidligere finansminister Henning Dyremose bemærker i sit bidrag, så var det faktisk netop under Schlüter, at der kom gang i privatiseringerne.

En anden ung-konservativ, dengang stud. jur., Dan Terkildsen, gennemgår og kommenterer hovedpointer fra Schlüters første åbningstale, som Terkildsen mener udtrykte radikalt nye og sammenlignet med i dag ret klare holdninger. Flyttede de borgerlige regeringer dengang så holdninger i samfundet? Det interesserer også Christopher Arzrouni, der blandt andet med udgangspunkt i åbningstaler konkluderer, at netop klar tale fulgt af politiske reformer faktisk - set over hele perioden - flyttede holdninger i samfundet.

Antologien er på ingen måder alene fuld af roser. Snarere tværtimod. Der er masser af torne. Politikerne selv er befriende ærlige omkring, at det slet ikke lykkedes at få nedbragt arbejdsløsheden i noget imponerende omfang. Den helt sorte pensel maler professor Peter Kurrild-Klitgaard med i sit bidrag, der blandt andet fremhæver, at skattetrykket samlet steg med ca. syv procent under Schlüters regeringer. En anden gammel KU-politiker, Otto Brøns-Petersen, har også en særdeles nøgtern og kritisk skildring af Schlüter-regeringens reelle fiaskoer og succeser, når det drejer sig om den økonomiske politik.

Mads Lundby Hansen fra CEPOS har kastet sig over Schlüters meget Anders Fogh den Yngre-inspirerede, men kuldsejlede "Århundredets plan" fra 1989, der indeholdt forslag om en laveste øvre marginalskat på 52 pct., store offentlige besparelser og øget brugerbetaling. Lundby Hansen har blandt andet lavet økonomiske fremskrivninger af planens forslag, hvis regeringen dengang havde gennemført den, men han har også regnet lidt på tallene, hvis den nuværende regering hev den op af skuffen og genbrugte de ubrugte forslag. Det er bestemt en sjov, kreativ og oplagt idé, og synspunkterne matcher ikke overraskende CEPOS' almindelige dagsorden om fortræffelighederne ved en lavere skat, mindre stat og mere privat.

Nogle politikerne fra dengang medvirker også, men de disker i reglen op med gammelkendt stof. Det er fint nok, men det bidrager ikke til at gøre antologien unik, og i sagens natur er gentagelserne uendelige. Bertel Haarders indlæg formår at fange lidt af "ånden fra 82". En række økonomer redegør fint, men lidt tørt og kedeligt for den økonomiske politik med den faste kronekurs, afskaffelse af den automatiske dyrtidsregulering, let stramme finanspolitik osv.

Flere indlæg, blandt andet fra de tidligere ministre Bernt Johan Collet, Knud Enggaard og Anne Birgitte Lundholdt, fremhæver sammen med Ditlev Tamm især Schlüters næse for politiske forlig og ledelsesstil som grundene til, at der blev udrettet noget, samtidigt med at det lykkedes at holde sammen på regeringen i så mange år. Schlüters taktik over for de konservative ministre var eksempelvis den, at blev de uenige med Venstres ministre og sagen endte i regeringen, så holdt han med Venstre-folkene. Så fandt K-ministrene selv en løsning, inden sagen nåede så langt, og den gode stemning i regeringen forblev god længe.

Morsomt er i øvrigt også den blandt venstrefolk tidligere så forkætrede finansminister Palle Simonsens læseværdige bidrag. Til sidst i sit indlæg ironiserer Simonsen med en underspillet ironisk humor over venstrefolkene som dengang mente, at han var en forklædt socialdemokrat og midtsøgende. "Når man ser tilbage på den tid og sammenligner med den nuværende regering med en Venstre-statsminister, så kan man godt undre sig". Og han er ikke den eneste med små hip til Anders Foghs enten flip-flop-agtige eller holdningsløse VK-regeringer. En lang række af bogens bidragsydere har en fælles underliggende dagsorden om at udstille forskellen på den lidt modige Schlüter-regeringer, der ind imellem turde mene noget, og de skuffende og ferske Fogh-regeringer, der har kørt holdningerne på Vestforbrændingen.

Det er der ingen grund til at gøre med denne bog, der trods sine nævnte svagheder rokker ved nogle af myterne, men samtidig fremhæver andre oversete kvaliteter ved Schlüters regeringer.

Bogen udkom 31. oktober og i den anledning afholdt CEPOS en konference, hvor flere af bidrageyderne blandt andre Poul Schlüter havde indlæg. Dem kan man høre på CEPOS' hjemmeside.

Jarl Cordua er freelanceskribent og cand. polit.

Christopher Arzrouni, Kasper Elbjørn, Mads Lundby Hansen og Henrik Gade Jensen: "På ret kurs - Et tilbageblik på systemskiftet i 1982", People's Press, 249 kr. Klik her for at bestille bogen hos saxo.com

Kilde: