Af Lars Pilegård
Ikke bare i blogosfæren, men også i mainstreammedier vinder synspunktet frem, at "der er noget galt med islam", og at enhver ballade, der på en eller anden måde involverer muslimer, kan spores tilbage til én kilde: Koranen og dens tilhørende skrifter.Det ville være dumt at benægte, at den muslimske verden i disse år fremstår som en af reaktionens, terrorens og radikalismens højborge, og at "islamkritikerne" derfor har fat i et eller andet. De tager imidlertid også let på mange historiske fakta, for i dagens debatklima er det muligt at sige ting om islam, som ikke fordrer nævneværdig refleksion, argumentation eller dokumentation.
Man kan f.eks. uden modsigelse fremhæve, at alle muslimske lande er fattige og underudviklede, og at det er "islams skyld det hele", på trods af at blot få minutters googling vil afsløre, at der blandt verdens 10 fattigste lande faktisk er flere kristne end muslimske.
Man kan også næsten uimodsagt antyde, at muslimer er usædvanlig meget dummere end alle andre mennesker på denne jord, for det må de jo være, når de kun har skrabet otte nobelpriser sammen, mens jøder har modtaget 169. Men sammenligner man kinesere og indere på den ene side med muslimer på den anden, så viser regnskabet, at muslimer faktisk har modtaget flere priser end de to andre civilisationer tilsammen.
Meget kan i disse år, og med den sunde fornuft koblet totalt fra, siges om islam og muslimer. Og som den palæstinensisk-amerikanske forsker og forfatter Edward Said noterede sig, så kan alt i den muslimske del af verden tilsyneladende reduceres til det religiøse indhold i islam. Det fører til generaliseringer malet med en alt for bred pensel - f.eks. ideen om at der skulle være en særlig "islamisk tankegang".
Eller at det f.eks. giver mening at tale om den muslimske verden som en sammenhængende politisk enhed (og en trussel mod os). Hvis vi accepterer, at viden ikke blot er viden, men også involverer spørgsmål om magt, så kan vi måske bedre forstå, hvorfor islam i disse år er under massivt angreb. For mens den muslimske verden ikke meningsfuldt kan benævnes som en politisk enhed, så er der mange stærkere globale magter, der kan. Og de har alle interesser forbundet med islam og muslimer.
Vi kan begynde herhjemme, i Europa. Her har vi en stor andel muslimske indvandrere, som ikke er lige populære i alle kredse, og da indvandrere i Europa overvejende er muslimer, så er debatten om islam blevet næsten umulig at adskille fra en mere generel indvandringsdebat. Vi kan også notere os, at USA har en lang historie med at varetage sine strategiske interesser i Mellemøsten, og at en anden global aktør, Rusland, rummer store muslimske mindretal, hvoraf ét, tjetjenerne, for ikke længe siden udkæmpede en nådesløs separatistkrig med russerne.
I Indien er situationen den, at man - udover at være involveret i en langvarig geopolitisk konflikt med sit muslimske naboland, Pakistan - huser verdens største muslimske mindretal, parallelt med at radikaliseret hindunationalisme har vundet politisk fodfæste i landet. Og Israel er omgivet af muslimske nationer, som aldrig rigtig har accepteret jødestatens eksistens.
Også i Kina, i Thailand og på Filippinerne er der muslimske mindretal, som i mange år har kæmpet for selvstændighed. Ja, én af årsagerne til, at en lang række globale aktører har interesser forbundet med islam, er netop at muslimer lever som store mindretal i andre nationer i langt højere grad end noget andet religiøst mindretal i verden.
At påpege dette er ikke at friholde islam for kritik ved at offergøre muslimerne, for der er al mulig grund til at kritisere mange aktuelle, rædsomme versioner af islam. Intentionen er derimod at vise, at islamkritikken udviser en påfaldende mangel på kølige samfundsfaglige og historiske analyser, der peger væk fra pseudoforklaringen om, at det hele handler om islam. Og det på trods af, at faghistorikere er repræsenteret i islamkritikernes rækker i så stort antal, at man kan fodre svin med dem.
Vi kender allesammen lidt til Mellemøstens historie og ved, at araberne efter 1. Verdenskrig - efter at have været under osmannisk herredømme i hundreder af år - blev svigtet af Storbritannien og Frankrig, som i stedet for at holde deres løfter
om selvstændighed delte det tyrkiske rov mellem sig.
Vi ved også, at Israel senere blev oprettet under mandat af det vestligt dominerede FN, trods stærk modvilje fra dem der skulle lægge jord til og som et symbol på, hvad arabiske nationalister med rette kunne betragte som vestlig imperialisme. Israels langvarige konflikt med palæstinenserne og den entydige amerikanske støtte til Israel har yderligere bidraget til, at USA og Vesten i Mellemøsten har et mindre godt navn, end det ellers kunne være tilfældet.
Hvad der måske er mindre kendt er, at CIA og MI5 under den kolde krig gennemførte målrettede kampagner, der involverede krige samt kup- og mordforsøg på nationalistiske ledere i Mellemøsten, som insisterede på at opretholde kontrol med deres egne lande, som var under mistanke for Sovjetsympatier, eller som truede magtbalancen i regionen. Irakkrigen er blot seneste led i en lang imperialistisk historie.
I 1953 gennemførte USA og Storbritannien et kup mod Irans demokratisk valgte præsident, Mossadeq, der ville nationalisere olieindustrien, og derfor blev betragtet som en slags upålidelig socialist. Om den islamiske revolution i 1979 kunne have været undgået, hvis briter og amerikanere havde ladet iranerne selv styre udviklingen, ved vi ikke, men det er ikke usandsynligt.
Da Gemal Abdel Nasser, Egyptens stærke og karismatiske leder, ønskede at nationalisere Suez-kanalen, var reaktionen kontant fra den daværende konservative britiske premierminister, Anthony Eden. Den amerikanske journalist og forfatter til bogen Devils Game, Robert Dreyfuss, skriver, at besindige folk i den britiske regering talte for at "neutralisere" Nasser gennem forhandlinger, hvortil Eden svarede:
"What's all this nonsense about isolating Nasser or 'neutralising' him, as you call it? I want him murdered ... and I don't give a damn if there's anarchy and chaos in Egypt."
Hvilke motiver lå bag denne jernvilje, Anthony Eden udviste i forhold til at knække Nasser? Olien, først og fremmest! Siden man første gang fandt den brune væske i regionen, har angelsaksiske imperialister ikke undladt at markere, at Mellemøsten er en "vital, vestlig interessesfære". Allerede i 1943 gjorde præsident Roosevelt det klart, at USA ville forsvare Saudiarabien, og denne erklæring blev bekræftet af alle senere præsidenter (jf. f.eks. Eisenhower- og Carter-doktrinen, hhv. 1957 og 1980).
Skræmmebilledet for Roosevelt og Anthony Eden var et samlet Arabistan - med Egyptens store befolkning og Saudiarabiens enorme olierigdomme - som under den kolde krig kunne frygtes at læne sig mod sovjetisk side og dermed berøve det relativt oliefattige Vesten adgang til den vitale ressource. I værste fald forestillede man sig et Arabistan, som selv kunne blive en stærk økonomisk og militær rival til Vesten.
Strategien overfor denne trussel var "del-og-hersk", og til det formål etablerede man en sejlivet alliance med de mest reaktionære, og militært svageste dele af Arabistan, mens man med alle lovlige og ulovlige midler bekæmpede de arabiske (og persiske) nationalister. Som våben brugte man radikale islamistiske bevægelser, herunder Det muslimske Broderskab i Egypten, som var i opposition til de sekulære nationalister, eller - som i Centralasien - kunne bruges i kampen mod sovjetkommunismen.
Blandt de lande, som har modtaget saudiarabisk bistand, og som modydelse "lod sig inspirere" af den antimoderne saudiarabiske wahabisme, er Pakistan, Somalia, Afghanistan, Sudan og senest Bosnien og Tjetjenien. Alle krigshærgede og konfliktfyldte lande eller deciderede "failed states", hvor saudierne med støtte fra eller i ly af sin amerikanske alliancepartner kunne kile sig ind.
Alliancen med USA samt det faktum, at de saudiarabiske konger er "vogtere af de hellige steder", har givet saudiaraberne og deres dybt reaktionære udlægning af islam uforholdsmæssig stor indflydelse i den muslimske verden. For 150 år siden var størsteparten af den arabiske halvø et øde og tilbagestående område, befolket af nomader, og historisk set var det slet ikke på halvøen, at islams kulturelle og vidensmæssige centrer lå, men derimod i Cordoba, Cairo, Baghdad, Damaskus og Istanbul.
Skiftet i kulturelt og politisk tyngdepunkt til Riyadh har næppe bidraget til at modernisere Muslimistan, og det er indlysende, at de saudiarabiske herskere ikke havde kunnet fastholde deres magt og indflydelse i den muslimske verden uden USA's beskyttelse. Men som konsekvens af den kolde krig og som følge af oliens store betydning for den vestlige verden gik støtten altid til de mest reaktionære kræfter i Mellemøsten.
Betydningen af disse konkrete magtpolitiske forhold er imidlertid altid blevet underspillet. Da studenter i 1979 besatte den amerikanske ambassade i Teheran, blev præsident Jimmy Carter spurgt, om der monstro kunne være en sammenhæng mellem besættelsen og den historiske rolle, USA har spillet i Iran. Det benægtede Carter med ordene om, at det var "ancient history".
Carter kom vist nok senere på andre tanker (i hvert fald går han i visse kredse nu under navnet Dhimmi Carter), men om senere generationer af politikere og meningsdannere har læst på lektien er tvivlsomt. I de første år af terrorkrigen kunne man i hvert fald høre en udenrigsminister Per Stig Møller synge med på sangen om, at Al Qaedas krig mod Vesten "ikke er rationel", men blot udtryk for at "de hader vores livsstil og civilisation".
Og det på trods af, at Al Qaeda-lederen Osama bin Laden netop meget præcis har forklaret, hvilke motiver han havde for at vælte de to tårne i New York:
"God knows it did not cross our minds to attack the towers. But after the situation became unbearable and we witnessed the injustice and tyranny of the American-Israeli alliance against our people in Palestine and Lebanon, I thought about it. And the events that affected me directly were that of 1982 and the events that followed - when America allowed the Israelis to invade Lebanon, helped by the U.S. 6th Fleet.
In those difficult moments, many emotions came over me that are hard to describe, but that produced an overwhelming feeling to reject injustice and a strong determination to punish the unjust. As I watched the destroyed towers in Lebanon, it occurred to me to punish the unjust the same way [and] to destroy towers in America so it could taste some of what we are tasting and stop killing our children and women."
Man skal ikke lade sig forføre af bin Ladens religiøse retorik, for selvom der ikke er tvivl om, at han gerne ser et rædselsfuldt shariastyre indført, så fører han i grunden identitetspolitik. Mens USA's strategi i forhold til Mellemøsten er at splitte for at herske, så opfatter bin Laden sig selv som arabernes og muslimernes moralske talsmand, der samler ummaen (den "muslimske nation") til kamp mod "besætterne" og "fjenderne af islam". De interesser, bin Laden formulerer, er de stik modsatte af USA's, og det giver unægtelig et interessant og noget anderledes perspektiv på rationalet bag "krigen mod terror".
Det betyder ikke, at flertallet af almindelige mennesker i muslimske lande støtter Al Qaeda og andre ekstremistiske bevægelser, endsige bakker op om selvmordsbombere - en nylig undersøgelse viste, at det gør kun et absolut mindretal i den muslimske verden.
Men når radikale bevægelser dukker frem og opnår en vis gennemslagskraft, så er det selvfølgelig udtryk for, at disse bevægelser nærer sig ved mere grundlæggende utilfredsheder i større dele af befolkningen. Manglen på politisk og økonomisk frihed i Muslimistan spiller ind, men det gør selvfølgelig også vestlig ageren i regionen.
Når historikeren Lars Hedegaard trækker en direkte linie mellem vold i danske folkeskoler og vrede mullaher i den muslimske verden, så strammer han den selvfølgelig alt for meget. Men han har fat i en flig af sandheden, nemlig at der er en bredere, folkeligt baseret vrede i den muslimske verden, vendt mod Vesten og særligt USA.
Det er ikke overraskende, at kristne teologer som Katrine Winkel Holm og farmand Krarup mener, at denne vrede er "koranisk" af tilsnit, og at den ikke har noget som helst at gøre med konkrete politiske og historiske forhold mellem Vesten og Muslimistan. Præsternes egen fjendskab overfor islam er jo også bibelsk funderet. Men når historikere hopper med på vognen, så afslører de sig som dygtige propagandister snarere end redelige akademikere.
Men lad da dém argumentere for det, som mener, at islam i sig selv er vigtigere til en forståelse af den muslimske verdens aktuelle elendigheder, end de forskellige forhold der er beskrevet her. Alle andre steder i verden synes politik, magt og interesser at indeholde mere forklaringsværdi end "religion og kultur", så hvorfor skulle det være anderledes i Muslimistan?
Lars Pilegård er folkeskolelærer, cand. scient. soc. og blogger på raapil.dk
