Af Thomas Banke
"Så er vi her igen". Det er nærliggende at starte denne klumme med en sådan konstatering, for nu er vi her faktisk igen - dér hvor jeg som landsformand for Venstres Ungdom skal slå på tromme for det synspunkt, at Venstre stadig er det bedste alternativ for liberale. Det er mit tredje forsøg siden valget på at slå denne påstand fast. Så tilgiv mig hvis noget er skrevet før.Anledningen denne gang er - naturligvis - hamskiftet i det der engang var Ny Alliance, nu Liberal Alliance. Og måske endnu vigtigere, at der foregår røre i Venstres Ungdom, som for enhver liberal sindet journalist er interessant: Flere VU'ere er nemlig begyndt at få sympati for Samuelsen og Khaders renæssance, hvilket ikke på nogen måde er overraskende. For vi kan naturligvis se, at vores eget principprogram har skræmmende ligheder med Liberal Alliances.
Men kære læsere her på højtærede 180Grader: Glem det. Jeg er ikke blevet så fascineret af Liberal Alliance, at det gør noget, ligesom jeg heller aldrig blev det med Liberalisterne (selvom jeg naturligvis anerkender, at Liberal Alliances seriøsitet er langt større end Liberalisternes). Jeg er til gengæld klar med nye argumenter, som skal anskueliggøre, hvorfor jeg fortsat er i Venstre, og hvorfor jeg - stadigvæk - ikke kan se meningen med galskaben hos nogle af de liberale alternativer. Det til trods for Samuelsen og Khaders renæssance med Liberal Alliance.
Denne klummes formål er dog ikke, at angribe Liberal Alliances politik, men måske snarere at konstatere, at Danmark ikke nødvendigvis bliver mere liberalt, blot fordi der nu er født endnu et liberalt parti. Og at man i øvrigt ikke skal forvente at VU'ere og andre unge borgerlige vælter over til Samuelsen, selv om han tigger og beder om det her i avisen. Det er dog også nærliggende at slå fast, at jeg naturligvis sætter pris på, at der er kommet endnu et frihedsfremmende politisk parti - dem kan vi ikke have for mange af! Men jeg vil slå et slag for, at den ivrighed, der lægges for dagen hos kræfter i det liberale Danmark - udenfor Venstre - for at kapre VU'ere til ethvert tænkeligt alternativ til Venstre (nu Liberal Alliance), er et overilet og noget desperat projekt.
Virkeligheden er nemlig den, at vores medlemmer ikke er så letkøbte, at de straks skifter til "det åbenlyse alternativ". Mit håb for denne klummes pointer er, at jeg ikke støder kræfter i Liberal Alliance, for det er ikke hensigten. På bundlinjen må vi liberale nemlig holde sammen, uanset hvor vi slår vores folder. Men forsøgene på så offensivt at lokke og charmere såvel KU'ere som VU'ere er ganske enkelt desperat og en anelse hysterisk. For når alt kommer til alt, skal man jo ikke være et analytisk geni for at se, hvorfor det stadig er bedre for unge liberale, at blive i Venstre og trække Danmarks største parti i en mere liberal retning end at fare over til enhver, der med forsøg på oprigtighed siger "lavere skat". Dertil har historien lært os for meget om partiernes skiftende ideologiske standpunkter.
"Dengang i de glade 80'ere, var Venstre meget mere liberalt", "Bare vi kunne få Uffes Venstre tilbage" og "Efter 1998 blev Venstre socialdemokrater". Sådanne konstateringer hører man tit hos de, der er utilfredse med Venstres mangel på markante liberale resultater. Jeg har såmænd set noget af det i indtil flere ledere på denne netavis. Og ja, lad os bare være ærlige, dengang var der en mere ideologisk liberal profil. Det så vi i 80'erne, da en ung Anders Fogh Rasmussen genrejste Venstre gennem et ideologisk baseret liberalt politisk projekt. Det gik faktisk så "vidt", at vi i 90'erne fik den kærkomne bog Fra socialstat til minimalstat. Alle liberale var glade, og de kræfter, som i dag kritiserer Venstre, havde dengang rettet deres skyts mod datidens borgerlige "storebror", de Konservative.
Sådan var kendsgerningerne. Sådan var meningsmålingerne. Venstre var ikke de største, men de mest ideologiske. De Konservative var de største og de "realistiske". Pointen er naturligvis, at med vælgervandringer følger ofte forandrede profiler - eller omvendt. Venstre har gennemgået en forandring, men den er jo i fuldstændig tråd med, hvad et markant flertal af Venstres medlemmer og politikere har ønsket. Det har, på ærlig demokratisk vis, udviklet sig sådan. De, der har haft indflydelse, medlemmerne, har bakket denne linje op. Nu står vi tilbage med en gruppe utilfredse liberale vælgere, som anser sig selv som værende mere eller mindre politisk hjemløse. Nogle har givet helt op, andre har forsøgt at danne et parti (Liberalisterne), og så er der dem, der brokker sig ved enhver given lejlighed, men som ikke længere vil kæmpe for det, de tror på.
Min påstand skal være, at hvis den gruppe af frafaldne liberale stormtropper virkelig vil, så kan de også skabe en mere liberal profil i Venstre. Det har jeg skrevet om før, så det vil jeg ikke gå i dybden med. Søren Pind er i øvrigt ude med aktuelle liberale efterlysninger i dag, og hvorfor ikke bakke op om hans kamp dér, hvor det virker, internt i Venstre? Lad mig for god ordens skyld repetere følgende pointe: Hvis de liberale kræfter vil et mere liberalt Venstre, så må de simpelthen se at komme i gang med at påtage et stykke ærligt arbejde i partiet. De har jo så evigt ret, og hvis det er tilfældet, så bør det vel ikke være så svært igen at overbevise et flertal af Venstre-medlemmerne? De har jo den dybe tallerken, og hvis det er tilfældet, hvorfor gør flere ikke som Kasper Elbjørn og Søren Pind - kæmper kampen hvor den er tiltrængt, i Venstre? Det er i hvert fald en falliterklæring bare at slå armene ud og sætte sig ned, bitter og bedrevidende, og brokke sig.
Og så til denne klummes centrale pointe og hensigt. Har man fået et ægte liberalt parti i Liberal Alliance? Ja, umiddelbart lover principprogrammet i hvert fald godt. Og selvfølgelig bliver vi som VU'ere da beærede, når vi ser vores principprogram kopieret af et parti på Christiansborg. Men lad os lige bevare proportionerne, selv her i glædens stund. Og lad os kigge lidt tilbage.
For godt halvandet år siden var Khader og Samuelsen markante skikkelser i Det Radikale Venstre - og man må antage at deres mangeårige tro tjeneste hos de Radikale har bygget på, at de trods alt kunne stå inde for partiets politik. Så blev det tid til at konstatere, at "nok er nok", og vi fik født Ny Alliance. I et år stod de to herrer inde for et principprogram, som havde nogle meget besynderlige fingeraftryk fra tvivlsomme "liberale" kapaciteter som Gitte Seeberg og Jørgen Poulsen, herunder særligt i forhold til miljøpolitikken. Og nu er der så blevet ryddet op, den liberale kurs er sat, principprogrammet er skiftet, og navnet er forandret. Jeg glæder mig over denne forandring, men jeg tillader mig altså at stille spørgsmålstegn ved principfastheden. Sådan har mange liberale det. Vendekåberiet antyder ikke den store principfasthed. Og det må jo også være derfor, at meningsmålingerne stadig dømmer partiet helt ude, senest i dag hvor Liberal Alliance mangler dobbelt så mange vælgere for at klare spærregrænsen.
Virkeligheden er ydermere den, at den dag Liberal Alliance måtte vokse sig stort, så vil der formentlig komme samme forandring som hos Venstre. Sagen er jo den, at vi ikke har set partiet med regeringsansvar, men udelukkende som jægere af de vel 5 % utilfredse borgerlige vælgere, hvilket forudsætter en markant ideologisk profil - ligesom Venstre gjorde det i mange år. Jeg ønsker held og lykke med jagten, men ærgrer mig over, at man så målrettet skal gå efter vores medlemmer undervejs.
Vær ikke i tvivl om, at jeg kun ønsker Liberal Alliance det bedste. Hvorfor skulle jeg anfægte gode liberale kræfter som Anders Samuelsen og Lars Seier? Men jeg synes, at når jagten på stemmer og styrke, går gennem KU's og VU's medlemsskare, så virker det pludseligt desperat og uhæderligt. Vi går jo heller ikke efter at hverve de godt 20-25 aktive i Ung Alliance ... Og jeg tror i øvrigt ikke på, at det gavner deres sag. Vores medlemmer er for kloge til at hoppe om bord på et skib, hvor kursen har været så modstridende bare det seneste år.
Jeg har også et mere egoistisk motiv, for vi har faktisk brug for alle vores talenter til at trække Venstre i en mere liberal retning alle steder i landet. Det samme har Rune Kristensen og KU til at holde de Konservative til ilden. Derfor er vores medlemmer langt bedre anvendt i vores kamp for indflydelse og skærpede ideologiske profiler hos vores "moderpartier". Det er langt bedre, at vi arbejder sammen for at fremme et mere liberalt Danmark. Byg jeres egen ungdomsorganisation op, og lad os om, at uddanne flere liberale profiler i Venstre. Det er mit primære budskab til Liberal Alliance.
Når det så er sagt, er vi åbne for ethvert samarbejde af politisk karakter nu, hvor vores principprogrammer er så samstemmende. Det er jeg sikker på, at KU også er. Vi er jo frisindede, og kan vi arbejde sammen med stærkt venstreorienterede kræfter om "fri hash", så kan vi også arbejde sammen med Liberal Alliance. For grundlæggende har vi jo det samme mål: Et mere frit og rigt Danmark gennem markante liberale reformer.
Nu vælter det - her et par minutter over 22.30 - sikkert og vist ind med masser af kommentarer. Mange af dem vil være negativt ladede, men jeg byder med hjertens varme dem alle velkommen. For god ordens skyld vil jeg gerne henvise til min seneste kommentar her på netavisen om mit personlige drømmescenarie for dansk politik. En flertalsregering bestående af Venstre, de Konservative, Liberal Alliance og de Radikale - det ville være godt for Danmarks fremtid.
Så kære alle her på 180Grader: I kan i det efterfølgende kalde mig, hvad I vil, men på bundlinjen har vi alle samme drøm - et mere liberalt Danmark. Og VU's kamp foregår i Venstre.
Thomas Banke er landsformand for Venstres Ungdom
I morgen på klummepladsen: Flemming Kaasgaard, der er tidligere forretningsudvalgsmedlem i Venstres Ungdoms landsorganisation, fortæller hvorfor han som VU'er bakker op om Liberal Alliance.
