Af Jarl Cordua
Jarl Cordua er cand. polit., freelancejournalist og bloggerI ugens løb er fodboldspilleren Christian Poulsen blevet svinet til i offentligheden i en sådan grad, at man både græmmes og rystes. Hysteriske meningsdannere har overgået hinanden i alle hånde tåbelige krav, som sjældent er set. Pressens selvbestaltede justits er fuldkommen overdrevet i sin tone, urimelig i sine konsekvenser og latterlig i sin skildring af sagens proportioner. Samtidig har pressen fået hjælp fra mennesker, som burde holde sig for gode til at medvirke til at sætte folk i det offentlige rums "gabestok". Blandt dem er mest overraskende og yderst skuffende landets justitsminister.
Christian Poulsens tåbelige hævnakt sidste lørdag i Parken kom, efter at en svensk spiller havde provokeret ham. Det har Markus Rosenberg indrømmet, hvilket i øvrigt taler til svenskerens ære. "Knytnæven i maven" eller "mavepumperen" i landskampens 89. minut var altså en handling, der var fremprovokeret. Det var ikke et bevidst beskidt kneb, men en tankeløs handling i affekt i en for alle ophidset situation, hvor Poulsen var under et stort pres.
Jeg forsvarer ikke Christian Poulsens opførsel. Man slår ikke på andre mennesker, hverken inden for eller uden for en fodboldbane, provokeret eller uprovokeret. Punktum! Et regelsæt udviklet igennem 140 år sørger derfor for at opretholde justitsen inden for fodbolden og kan netop fint bedømme en passende sanktion for en mavepumper a la Poulsens. Han blev helt korrekt udvist af kampen og fik siden tre spilledages karantæne.
Efter kampen stillede Christian Poulsen af sig selv op på et pressemøde, hvor manden brødebetynget angrede sine synder. Som sportsmand vidste Poulsen formentlig, at han havde spillet fallit overfor sig selv, sine holdkammerater og ikke mindst de millioner af danskere, der følger fodboldlandsholdet. Sportsligt og økonomisk var dette og den efterfølgende situation med den lille tykke "uroligan", der var nede på banen og ude efter dommeren, da en slags små "katastrofer", men så er det altså heller ikke værre. Faktisk døde der ingen ved den lejlighed. Det er tid til tilgivelse, et klap på skulderen, og så skal Poulsen videre oven på en velanbragt intern skideballe fra Morten Olsen.
Det er fint, at alle inden og uden for sportsverdenen klart siger fra og kalder handlingen uacceptabel, men der bør debatten om sagen så også stoppe, men det gjorde den ikke. Ugen igennem har "offentlighedens strikkekoner" hysterisk forsøgt at overgå hinanden i krav om hårdere straffe, og hvis man ikke vidste bedre, så skulle man tro, at Poulsens forseelse var større, end den egentlig var.
Han skal straffes for vold præcis som enhver anden, hylede Nyhedsavisens Simon Andersen op forleden i en leder. Blodtørsten hos de retfærdige hævnere var ikke til at ignorere. Et par danskere følte sig derfor kaldet til at anmelde Poulsen for vold. Den forurettede svensker havde ingen spurgt om det rimelige i sagen, men det var også ligegyldigt.
Fordi Poulsen er fodboldspiller, så skal han den ondelynemig ikke have særbehandling, lød argumentet for at rejse sagen. Argumentets værdi kan virke ejendommeligt, hvis man evner at sætte sig ind i det pres, den skam og den skyld, som Poulsen må have følt siden lørdag aften, da han indirekte slukkede Danmarks drømme om deltagelse i EM-slutrunden næste år. Alle andre "voldsforbrydere" forbliver i anonymiteten. Det er derfor sælsomt, at man kan svinge sig op til at mene, at Poulsen får særbehandling.
Også fra politisk hold var der bud efter Poulsens skalp:
Han skal smides af landsholdet, mente den konservative justitsminister Lene Espersen, der pludselig gik landstræneren i bedene:
"Det bliver svært at overbevise vores unge mennesker om, at vold er forkert, når de kan se professionelle fodboldspillere med millionlønninger gøre det. Sådan noget kan man ikke tolere," slog Justits-Lene fast.
Hvorvidt sagen havde stået anderledes, hvis Christian Poulsen for eksempel havde været på bistandshjælp står hen i det uvisse.
Politiets informationschef Flemming Steen Munch mente, at Christian Poulsen angreb på modspilleren var værre end tilskuerens angreb på dommeren. Og at Christian Poulsen bør sigtes for vold og umiddelbart står til 30 dage i fængsel.
Mediernes selvsving om sagen blev heldigvis for meget for chefpolitiinspektør Per Larsen, der fik sat tingene i perspektiv og "kørte Munch over" med disse ord til Berlingske onsdag:
"Det er absurd, hvis denne sag kører grassat, og vi har nok været for hurtigt ude. Det er ikke en sag, som vi ville have taget op selv. Fodbold er en kontaktsport, så udgangspunktet er, at sportens domstole kan klare det selv og uddele de karantæner, der i givet fald skal til."
Hvilken lykke at politietaten har folk som Per Larsen, som er i stand til at vurdere sagens rette proportioner.
Lene Espersen derimod er en skændsel for dansk politik. Justitsministerens stiller sig op foran pressens mikrofoner og leger moralsk overdommer i denne sag - for at score nogle billige politiske point, velsagtens. Efter min mening kender hun ikke sin besøgelsestid. Politikerne skal netop ikke blande sig i, hvad der foregår på en fodboldbane eller i, hvem der skal spille på fodboldlandsholdet.
Det Lene Espersen derimod skal bruge sin tid på, det er at sikre politiet et tiptop moderne udstyr i stedet for de skrivemaskiner og oldnordiske udstyr, som bruges i dag, sådan at de effektivt kan fange tyveknægte, voldsmænd, mordere m.v.
Og så er der alle de ynkelige sportsjournalister - ingen nævnt ingen glemt. Da de var unge rakte talentet for sport ikke langt. Derfor hævner nogle af dem sig nu skinsygt på dem, der rent faktisk drev det til noget ved at udstille dem som forkælede primadonnaer m.v. Ligesom justitsministeren kræver ulvekoblet af sportsjournalister ditten og datten af Morten Olsen. Det er godt alt sammen. De fleste ved nok hvem, der er bedst til at sætte landsholdet af alle de nævnte.
I ugens løb har alle danske grublet over, hvad der dog drev Poulsen til intermezzoet med svensken i Parken forrige lørdag. Nu faldt så endelig tiøren. Det er naturligvis på grund af alle de penge, som Poulsen har tjent som professionel i Spanien, forstår man på sludrechatollet Karen Thisted i hendes klumme i 24timer fredag.
For "yuppiefodboldspilleren", som Thisted omtaler Poulsen, "overfaldt" Markus Rosenberg med et "ordentlig knytnæveslag i maven", og fruentimmeret buldrer videre med sit nonsens:
"Jeg overhørte en bemærkning fra en fodboldekspert, da Christian Poulsens navn kom på tale: Det er millionerne, der gør dem tossede."
Thisted omtaler Poulsen som en "selvovervurderet millionær", der ligesom andre fodboldspillere har "tjent hurtige formuer", og det skulle så i givet fald forklare "overfaldet".
Selvfølgelig. Hvis man er blevet rig, så har man helt sikkert mistet jordforbindelsen, og så begår man vold på en fodboldbane. Det er så logisk, at det kunne enhver have sagt sig selv.
Kære Christian Poulsen, hvorfor i alverden gider du fortsat spille for Danmark middelmådighedens, misundelsens og selvretfærdighedens land, som behandler dig på den måde?
Du skal vide, at vi faktisk er nogle stykker, der er i stand til at tænke selv og sagtens kan skille tingene ad. Vi glæder os til at se dig tilbage på landsholdet, når du har udstået din velfortjente straf.
Fordi man har dummet sig én gang på en fodboldbane, så har man ikke nødvendigvis en dårlig menneskelig karakter.
At man også har tjent gode penge på sin sport er denne sag flintrende uvedkommende. Jeg under dig hver en krone. Som du sikkert ved, så er det ikke en nationalsport i Danmark at tjene sine egne penge. Det er brok derimod!
