Af Thomas Johannes Erichsen
At undertegnede er liberal skyldes i højeste grad at liberalismens frihedstænkning og individualisme udgør den bedste modgift til islamismens tvang og ringeagt for individet. Venstrefløjen har sovet, eller er indsovet, i timen, og er først nu ved at vågne til kamp mod de undertrykkende elementer i islam.Venstrefløjen har længe haft berøringsangst i forhold til kontroversielle kulturformer, modsat liberale sjæle og i det hele taget højrefløjen, som aldrig har været bange for at skære igennem og udpege magtmisbruget, diskrimineringen og racismen i andre kulturkredse, uanset om man kunne blive anklaget for racisme selv.
Kvinder undertrykkes i Sudan, i Somalia, i voksende dele af Afghanistan, i Saudi-Arabien, i pakistanske sharia-provinser og i Iran. Selv om der stadig er håb for de unge iranske kvinder, for den enorme iranske ungdom, der er godt træt af præstestyrets diktatur, går det den forkerte vej i de øvrige islamiske lande. Voldtægtslovgivning af ægtehustruer er atter på tale i Afghanistan, vi ved at utro piger er blevet stenet i Sudan og Somalia, kvinder er andenrangsmennesker i Saudi-Arabien, og i den smukke pakistanske Swat-provins er alle pigeskolerne blevet sprængt i stykker.
Venstrefløjen er ved at indse kulturrelativismens omfattende brøler, og at der nu må bankes i bordet. Forleden bragte Information en artikel oversat fra The Independent, der var skrevet i følgende tone: "Undertrykkelsen af kvinder i islamiske lande forværres i disse år - dette er åbenlyst. Islam, som denne religion praktiseres af millioner i dag, har mistet sin barmhjertighed og integritet og er på vej ind i en af de mest dystre af sine dystre epoker". På forsiden af Weekendavisen kunne man for nogen uger siden læse SF's gruppeformand, Ole Sohn, udtale, at "en holdning om, at man skal tage pænt mod andre mennesker, betyder jo ikke, at man også skal tage pænt mod alle de vanvittige holdninger, som andre mennesker har. Det har vi haft en tendens til, men det er anderledes nu". Godt! Og det har da også undret, hvorledes fløjen, der jævnligt markedsfører sig som de svages beskytter, har undladt at tage parti for undertrykte kvinder, homoseksuelle og forfulgte fritænkere i forskellige islamistiske samfund.
At mange venstreorienterede nægter at lægge deres retorik om er imidlertid stadig reglen - de må gå planken ud. Rune Engelbreth Larsen og Jacob Holdt har sammenlignet islamkritikere med nazister, hvilket også medførte censur på Youtube, mens Klaus Rifbjerg og dusbrødre har rejst et monument over militærnægtere som modtræk til de danske soldater, der dør for frihed og demokrati i Afghanistan.
En toneangivende journalist fra Information, Ulrik Dahlin, har kritiseret PET for at have anvendt hætter i forbindelse med arrestationen af terroristerne fra Vollsmose, der havde i sinde at sprænge danske mænd, kvinder og børn i småstykker. Samme avis bragte også for nylig en artikel under overskriften "Islamisme har også nuancer", som man selv kan gå til bunds i, hvis man vil. Information tager undtagelsesvis det nødvendige brydegreb med de fundamentale problemer i islam, men stadig undtagelsesvis.
Endelig skal dansk islamforsknings Grand Old Man, Jørgen Bæk Simonsen, naturligvis også nævnes, forskeren der kan skrive en hel bog, "Hvad er islam?", om religionen reelt uden kritikpunkter, manden hvis hovedargument er, at man knap kan tale om islam, så mange forskellige udtryk religionen har rundt omkring i verden.
Det gælder kampen mellem friheden og den religiøse undertrykkelse. Islam er en religion, som praktiseres af millioner af fredelige mennesker, og det kan lykkeligvis undre, hvis man betænker alle de eder og forbandelser, som Koranen er tung af. Har man ikke læst værket, vil man blive overrasket - på næsten hver anden side er der flammende trusler mod vantro og andre, som ikke retter ind, og værket er flere steder en imponerende opvisning i patriarkalsk straffetænkning. Og så byder bogen også på en række selvmodsigelser, hvilket ikke er nogen heldig egenskab ved et guddommeligt skrift.
Man kan gå klædt, som man vil, det er liberal tankegang, men når kvinder piskes i afghanske grænseegne for ikke at være tilstrækkelig tildækket, måske med henvisning til Koranens påbud om at slå ulydigt kvindfolk, så kan man godt blive lidt irriteret over de fuldt maskerede madammer herhjemme.
Den fantastiske undtagelse af en artikel i Information beretter om, at kvinder i den pakistanske Swat-dal har forbud mod at skrige, da dette kunne vække mandligt begær. Men man kan kun have ondt af mænd, der praktiserer et så udtalt kvindehad, eller måske endnu værre, kvindeangst, for nødigt skulle smukke muslimske kvinder i kraft af deres seksualitet få skyggen af magt over handyrene.
Langt er der fra de persiske mavedanserinder til vor tids religiøse fundamentalisme. Og endnu længere er der fra den vestlige verdens liberale kropskultur til den islamisme, som for alvor tog fart i 80'ernes Iran. Skøn er den, menneskekroppen, og alle sunde kulturer har til alle tider hyldet den, den mandlige torso, de kvindelige former, grækerne, romerne, renæssancemenneskene. Man kan i den forbindelse tænke sig hvilken skæbne Leonard da Vincis nøgne vitruvianske mand ville få under et islamistisk styre, under Taleban? Eller Michelangelos David-statue?
Man skal ikke hive en gal hund i halen. Nu er skaden imidlertid sket, Afghanistan er blevet invaderet og det gælder om at gøre arbejdet færdigt. Og hvis venstrefløjen vil deltage i den intellektuelle kamp, så er der dobbelt så mange hjerner til at udtænke strategier. Det gælder friheden og rettighederne for mennesker i den tredje verden, det gælder kvinder, der behandles som kvæg, homoseksuelle der hænges i kraner, og frafaldne der graves ned til brystet og stenes.
Dostojevskij sagde, at hvis Gud er død, er alt tilladt. Men er det efterhånden ikke snarere omvendt?
Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i Moderne kultur og Filosofi og lærer på en privatskole
