Drugs"R"Us

Af Peter G

Slettet Bruger,

23/09/2009

Af Peter G. Harboe

I det sidste år har bandekonflikten medført 32 episoder med drab og sårede. To forbipasserende er blevet dræbt. Der er intens politipatruljering og visitation på Nørrebro og i en række provinsbyer er der ligeledes skyderier og vold.

CEPOS tager nu fat i hashkriminaliteten, og det er også blevet moderne at tænke i fri hash. Det er "liberal tænkning", fordi fri hash netop rammer ind i spørgsmålet om dit eget ansvar og viser de enorme problemer, som et forbudt marked medfører. Fri hash eller hash til salg på cafeer som i Holland vil angiveligt fjerne bandekriminaliteten.

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam har også foreslået at frigøre hashhandlen i København. Håbet er vel, at det vil give en opbakning til valget i Borgerrepræsentationen i København i november.

Tanken er smart, men det strider imod alle de kendsgerninger, jeg kan opdrive. Min konklusion er, at omkring narko skal den sociale kontrol være den stærkeste. Der er en række andre områder, hvor vi har den sociale afsky og kontrol - hvorfor kan vi ikke se det i dette tilfælde?

Tillad mig at følge tanken til ende for at få forklaret fuldt ud, hvorfor jeg ikke tror på fri hash eller fri narko.

Scenariet
Præmisserne først: Presset af bandekrigen vedtager vi i Danmark en lov om et kontrolleret salg af narko.

Vi tillader salget af hash og andre stoffer på samme måde som Sverige har kontrolleret salg af alkohol i "Systembolaget". (Danmark kan ikke tillade andet af hensyn til internationale aftaler, og selv amerikanerne indførte den samme kontrollerede distribution af alkohol efter forbudstiden.)

Vi får en ny butikskæde i Danmark - lad os kalde den Drugs"R"Us - dvs. en række butikker med et fuldt sortiment i rusgifte, med en garanteret 75% rabat i forhold til gadeplan og med en adgangskontrol, så polakker, tyskere, nordmænd og svenskere ikke kan købe stofferne helt frit.

Det fulde sortiment er nødvendigt - nu skal vi have narkoen ud af hænderne på vores danske tyrenakker og de andre taberdrenge af anden etnisk baggrund end dansk - så her i Drugs"R"Us er der det fulde tilbud.

Du kan købe LSD, Extasy, sjove svampe og det nødvendige sortiment af 12-14 forskellige typer hash. Salget af heroin er forbrugerorienteret, så du kan få "startersæt" til heroin med forberedte kanyler, en lille pixibog om hvordan du finder venerne, en planche om førstehælp ved overdosis, en gummirem og et telefonnummer til en misbrugskonsulent.

Du kan selvfølgelig købe kokain i flere koncentrationer i form af "festbaner", "arbejdshyl", "ned-på-jorden-snøft", og i ulige uger er der "tilbud om kokain igennem andet end næsen".

Der skal ikke mangle noget, så selvfølgelig er der steroider, testosteron, amfetamin og andet til cykelturen.

Markedet forsvinder nu for de tabere, der i dag er sælgere og centrum for politiets indsats.

Selvfølgelig vil der være overgangsproblemer, og dem må man så tage højde for. Hashbanderne vil nok i første omgang forsøge at blokere indgangene til Drugs"R"Us, så her ligger en politiopgave i den første tid. Men man skal huske, at kriminelle er dummere end de fleste, så de dropper salget fra gadehjørnerne og lægger vægten på de andre indtægtskilder i form af afpresning og bordeldrift.

Lokalt opstår der nye muligheder - specielt byer i grænselandet, f.eks. Tønder og Padborg vil få en opblomstring. Der vil nu være forretning i at videresælge til tyskere og hollændere, og det medfører, at huspriserne stiger, og byens nye borgere (fede, skaldede tåber og mørkhårede dumbommer) vil gå på cafe og værtshus hver eneste dag i ugen og give ny omsætning til byen. Der er plads nok i grænselandet, så skyderierne vil forsvinde.

Grænsehandlen vil vende, så det nu ikke er dåseøl, der føres over til kontrol i Danmark, men narko der forsøges indsmuglet til Tyskland og Sverige. Speedbåde og firehjulstrækkere til overførslen bliver helt almindelige.

På den lidt længere bane vil vi opleve "shooting galeries" (som på banegården i Zurich), hvor Europas narkomaner tager toget op til vore stationsbyer og sidder med deres nye sprøjter.

Vi må selvfølgelig også acceptere, at en gymnasieelev en gang imellem tager et år mere, fordi han ikke kan sin matematik - men det er nu engang konsekvensen af hashrygning.

Helt unødvendigt at nævne, at vi ikke kun skal fnise af tømmermænd dagen derpå, nu er der også op- og nedture, vi skal tage hensyn til, når kolleger møder efter julefrokosten.

Liberalt er det, lige efter bogen - du er dit eget laboratorium - det er dine egne forsøg med din egen krop!

Og nu for første gang kan vi vælge, hvornår vi vil sove og være vågne. Der er ingen undskyldning for at være træt til familiefesten!

Uacceptable resultater
Men jeg mener ikke scenariet er ønskeligt. Livets sjove, spændende, positive vinkler er at lykkes med sin uddannelse, sine projekter, sin familie og sin virksomhed.

Den socialt acceptable adfærd er ikke at optræde helt afslappet, være væk i rusen eller være høj på stoffer.

Det kan godt være, at CEPOS ser en mulighed for en nyhed, og at man kan vinde valget i København på at foreslå fri hash, men det er kun igennem afvisningen af det socialt uacceptable, at vi kommer fri af bandekrige, muskelnarrer og skyderier i gaderne.

Og indtil det er blevet socialt uacceptabelt at bruge hash, er det en opgave for politi og efterretningstjenesterne at holde leverancerne i markedet nede og en opgave for skattevæsen og socialrådgiverne at afsløre svindel med indtægterne.

Peter G. Harboe er cand. merc., projektchef og medlem af Liberal Alliances hovedbestyrelse

Kilde: