Af Mikael Jalving
Skulle du sidde på din kontorstol og være i tvivl om, hvorvidt du er borgerlig eller ej, så bare tænk på EU.Strømmer der ved den blotte tanke om denne overstatslige myndighed med hovedsæde i verdens grimmeste by varme følelser ud i kroppen på dig, så er du højst sandsynlig ikke borgerlig, men socialist eller socialdemokrat. Fred være med det, det er jo hverken en sygdom eller ulovligt, det er en politisk observans, som for de flestes vedkommende går over med alderen, og desuden lever en del socialister videre i lykkelig uvidenhed om, hvor galt det står til med dem. Mange socialister har endog ganske afgørende indflydelse på samfundsudviklingen til stor skade for - samfundsudviklingen - det være sig som politikere, journalister, akademikere, lærere, pædagoger, kunstnere osv.
Nå, mit ærinde var egentlig et andet: EU.
Får tanken om EU dig til at knibe øjnene skeptisk sammen, holde dig for næsen, eller udløser den akut hovedpine, så er du sandsynligvis indehaver af et borgerlig-liberalt temperament, som får stadig sværere ved at kapere den strøm af forordninger, love og bedreviden, der fosser ud af EU med alle dens kontorer og kommissærer, handlingsplaner og planøkonomiske departementer.
Kort sagt: Du bliver til stadighed mere skeptisk overfor EU, måske er du allerede modstander. Men, ro på, du er ikke alene. Du kan f.eks. møde nogle af kvalmens talsmænd i det seneste nummer af det udenrigspolitiske magasin Ræson, hvor selv Jens Rohde, den navnkundige Venstre-kandidat til EU-Parlamentet, lufter sin skepsis og indrømmer, at Venstre og Konservative har sagt ja til for meget fra EU.
Det afholder dog sjovt nok ikke manden fra at stille op.
Egentlig er det jo en trist historie. De borgerlige i Europas kernelande var blandt EF's drivkræfter tilbage i de første efterkrigsårtier, hvor verdenskrigen prægede alt, hvad der blev tænkt og gjort politisk. EF var et fredsprojekt, og EF er i den henseende en bragende succes. Nye krige mellem det voksende antal af medlemslande er i dag så godt som utænkelige, hvilket ikke alene er EF's fortjeneste, men også NATO's, ligesom freden skyldes kapitalismen og den økonomiske vækst, som har det med at dulme mange smerter. Er du rig og fed, så meget mindre grund til at gå i krig. Uanset hvad så har EF været medvirkende til at gøre Europa ude af stand til at starte en ny verdenskrig - og tak for det.
EF har med andre ord indfriet sit primære mål, og når det dertil lægges, at EF til en vis grad har promoveret frihandel gennem sikring af det indre marked, så skulle der være plads til begejstring.
Problemet er blot, at EU fortsætter som en fed, fastansat bureaukrat, hvor EF stoppede. EU er blevet til EF's gesjæftige storesøster og har forvandlet sig til Projektmagernes Europa.
Denne ulykkelige udvikling skyldes dels voksende budgetter og kompetencer, dels en nærmest uudtømmelig vilje til at opdrage den stakkels europæiske befolkning. Opdragelsesiveren går hånd i hånd med lovgivningsiveren, som selv en nok så skeptisk Jens Rohde ikke vil kunne bremse det mindste. Denne iver vil med tiden undergrave den nationale selvbestemmelse på vitale politikområder som indvandrings- og udlændingepolitik. Allerede nu ser vi det ske i Danmark med Metock-dommen og den politiske klasses reaktion.
Men også det danske arbejdsmarked vil blive "europæiseret", hvilket ingen borgerlige mennesker kan være tilhængere af. Det bliver nemlig, som tingene ser ud nu, efter fransk model, og det vil koste Danmark ud gennem næsen i forringet konkurrenceevne og tabt mobilitet.
Et fransk Europa? Fandme, nej. Så hellere tage gift.
Tendensen i EU er ligeledes, at sociale rettigheder langsomt, men sikkert overtrumfer individuelle rettigheder. Således anbefaler EU's justits- og indenrigsministre i en ny strategi- og handlingsplan da også rønn hornbechsk, at der skal knyttes varmere bånd til islamiske imamer med henblik på en "øget dialog" med muslimer. Tanken er, at det vil dæmme op for radikaliseringen af unge indvandrere i de europæiske byer. Islamisme skal, som allerede kommentatoren Lars Hedegaard har observeret, bekæmpes - ikke med demokrati og kritik, men med mere islam.
Når det bliver statslige og overstatslige myndigheders opgave at føre en helt særlig "dialog" med muslimer, så brydes netop med det princip, at en stat skal være neutral og ikke tage specielle hensyn til bestemte befolkningsgrupper eller deres fine følelser. Ret beset skal den hverken føre speciel "dialog" med muslimer eller med rockerbander, frimærkesamlere, nudister eller bulimikere. De er netop borgere, dvs. individer, og må svare for sig selv i første person ental.
Det er hele tiden denne gruppetænkning, der vinder frem i EU, f.eks. som planøkonomiske tiltag i forhold til finanssektoren og plankulturelle tiltag i forhold til muslimske medborgere, og det er til at brække sig over, hvis man er borgerligt indstillet. Ingen tages for et individ; alle er medlemmer af en gruppe, tro, race eller minoritet, som skal involveres på den ene eller anden måde, naturligvis finansieret af de eneste, som ingen lader til at tage hensyn til: skatteyderne. For med EU er minoriteterne blevet majoritet.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på historikeren Søren Mørch, der forleden fyldte 75 år og tilbage i 1991 udtalte følgende:
"Det er begrænset, hvad mennesker fra patriarkalske, gudfrygtige bondesamfund kan berige borgere i et højindustrialiseret, demokratisk samfund med - i mange henseender er vores kultur jo simpelthen den bedste".
Tænk, hvis han havde sagt det i dag. Så var han blevet meldt øjeblikkeligt til EU's Menneskerettighedscenter, som ville have udstedt en fatwa imod ham.
Mikael Jalving driver skribent- og foredragsvirksomheden Ord der Virker
