Af Bo Sandberg
Lad mig indledningsvis indtage min beskedne plads i Søvndals lemminge-kor: For min skyld må Hizb ut-Tahrir gerne tage Jonnis nazi-drenge fra Greve i skråremmen - og sammen skride ad helvede til.Lad mig indledningsvis også fremsige det rituelle, banale og ukontroversielle mantra om, at der naturligvis er en sammenhæng mellem tilstrømningen af udlændinge til et land - og evnen til at integrere (eller assimilere) disse. Dvs. jeg anerkender, at der eksisterer en såkaldt "antalsdiskussion".
Eller sagt på en anden måde. Uanset hvor liberal, tolerant og altruistisk man er, så må man nok erkende, at der er en overgrænse for, hvor mange årlige nytilkommere et samfund kan kapere og stadig være lige velfungerende.
Den politisk relevante diskussion er imidlertid, hvor på skalaen smørhullet Danmark ligger i forhold til en sådan overgrænse for indvandringen? Eller samfundets "absorbtionskapacitet" om man vil (en vending opfundet af EU-teknokrater alene med det formål at understøtte en primitiv og populistisk dødssejler, nemlig at holde Tyrkiet ude af EU - på trods af at Vesteuropa om føje år vil sukke og bønfalde tyrkerne om at give en hånd med for at afhjælpe vores massive mangel på arbejdskraft).
Men har en sådan overgrænse for tilstrømning været relevant i Danmark i nyere tid?! Dertil vil jeg svare klart nej - og jeg vil eksemplificere sagen med de oftest fremførte argumenter fra den landspolitiske debat, nemlig SR vs. VKO-flertallets regeringstid.
Nettoforskel på ca. 6.000 årlige familiesammenføringer
Iflg. www.statistikbanken.dk lå det årlige antal familiesammenføringer i de tre sidste år af SR-regeringen (1999-2001) i gennemsnit på ca. 11.000. Men det var i parentes bemærket kulminationen på den mest urolige periode i Europa siden 2. Verdenskrig. En periode hvor der fortsat var betydelige flygtningestrømme fra Bosnien og Kosovo. Det er derfor næppe at gøre vold på statistikken, hvis vi antager, at normalsituationen dengang var max 10.000 familiesammenførte årligt.
Under VKO-flertallet er der som bekendt kommet andre boller på suppen og antallet af årlige familiesammenførte er nu - gennemsnit for årene 2003-2007 - nede på ca. 4.000 (2002 anvendes ikke i sammenligningen, idet det var et år i statistisk ingenmandsland fordi den nye VKO-politik blev vedtaget i foråret 2002, men først for alvor implementeret i 2. halvår 2002).
Er der virkelig nogen, der med deres sansers fulde brug seriøst vil påstå, at det skulle være et af de største samfundsproblemer, hvorvidt det årlige antal familiesammenføringer ligger på 10.000 eller på ca. 4.000? En nettoforskel på 6.000 mennesker ... I et usandsynligt rigt land med mere end 5,4 millioner indbyggere?!
Til sammenligning har antal familiesammenføringer i vores naboland Sverige længe ligget over 25.000 pr. år.
Hvor er vores rige samfunds mentale og menneskelige overskud? Hvor er "det stærke ja til svage", som man synger det så smukt i Johannes Johansens dåbssalme "Vi kommer til din kirke Gud"?
Er det så kættersk et synspunkt, at vores indvandringspolitik ikke nødvendigvis - og til alle tider - alene skal være styret af en cost-benefit-tankegang? Hvad er der blevet af den hjælpsomhed og opofrelse, som vi gennem historien har udvist fx overfor jøderne under krigen, overfor ungarerne i 1956, vietnamesere i 1970'erne osv.?
Hvis vi mærker efter og tør bevæge os lidt mod strømmen, så vil jeg da gerne stille spørgsmålstegn ved, om det er fair fx at se ned på mennesker med en lav eller ingen uddannelsesbaggrund? Er tiden ikke kommet til igen at øse en lille smule ud af vores menneskelige og økonomiske overskud - uden straks at spørge "what's in it for me?!"
24 års regel er god nok
Én ting er lovgivningen. Her er selv en tossegod halalhippie som jeg - efter et langt tilløb - blevet tilhænger af 24-årsreglen. Godt nok er den diskriminerende. Men den virker. Den er administrerbar. Og den løfter presset væk fra de danske indvandrerfamilier i deres samkvem med familien i hjemlandet. Her kan man - som i så mange andre forhold - konstatere gevinsten ved selvbinding. Til gavn for indvandrerpigernes selvstændighed og uddannelse. Men så sandelig også til gavn for indvandrerdrengene.
Så langt så godt.
Men noget andet er hele den forskruede virkelighedsopfattelse, som Dansk Folkeparti de seneste i hvert fald 8-9 år har haft held til at trække ned over os som en dyne af tung resignation. Det er her, jeg må gentage mit spørgsmål fra ovenfor:
Hvordan i alverden har det kunnet lade sig gøre for DF at få op mod 90% af det politiske spektrum (efterhånden alle partier foruden de Radikale og Enhedslisten) til at anerkende, omtale og agere efter en virkelighedsopfattelse, hvor en årlig nettoforskel på 6.000 familiesammenføringer kan have andet end fuldstændig marginal betydning for noget som helst?
Det er her det virkelige svigt ligger - inklusiv i mit eget parti.
Indvandrerdebat version 1.1
Ofte præsenteres man for synspunktet om, at den danske indvandrerdebat angiveligt skulle være forud for den svenske. Argumentet skulle vist være noget i retning af, at vi er bedre til at komme af med vores indestængte vrede. Vi lægger ikke bånd på os selv, men hænger gerne vores beskidte vasketøj til åbent skue. Jo mere vi formår at forhåne andre, jo højere et udviklingstrin er vi på.
Hvilken fantastisk logik! Godaw do!
Hvis den danske indvandrerdebat var et styresystem så er jeg tilbøjelig til at mene, at vi har bevæget os ned ad evolutionsstigen. Men lad os for husfredens skyld blot for en stund antage, at vi er i fremdrift. Så har vi måske bevæget os fra Indvandrerdebat version 1.0 til version 1.1.
Til sammenligning må den tilsvarende debat i Sverige siges at være på et helt andet niveau - noget i retning af version 3.4 eller 3.5.
Totalt dobbeltmoralsk bliver det, når Sverige har måttet bære en langt større flygtningebyrde fra Irak end Danmark, der jo dog var en af de krigsførende nationer. Vi skulle skamme os.
Jeg tror allerede, at de hinsidan kom af med børnesygdommene i 1970'erne, hvor de var det europæiske land, som tog imod suverænt flest af de chilenske flygtninge, der undslap fra Pinochets diktatur. I dag har 17,3% af den svenske befolkning udenlandsk baggrund (jf. denne oversigt fra Statistiska Centralbyrån), og man kan ikke med nogen rimelighed sige, at der er større integrationsproblemer i Sverige end i Danmark, hverken på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, kultur- eller idrætslivet - tværtimod.
Bolden gives op til videre debat
Hermed er bolden samtidig givet op til en senere debat om integration vs. assimilation. Her har jeg med glæde noteret mig, at både Jesper Langballe (DF) og min gode ven Søren Pind (V) - et politisk mandfolk - som nogle af de første herhjemme har brugt "The a-word" - assimilation. Alt for længe har borgerlige politikere talt om integration, hvor de egentlig mente assimilation. Jeg er ikke enig med Søren i den sag, men jeg synes, det er stærkt at turde kalde tingene ved deres rette navn.
Jeg diskuterer også meget gerne tørklædesagen. Her er det for mig som politiker og liberal samfundsborger grænseoverskridende overhovedet at have en holdning til, hvordan andre mennesker går klædt - for slet ikke at snakke om at gøre sig til dommer over hvilke signaler denne eller hin påklædning fremkalder. Så længe det foregår inden for lovens rammer, could I not care less ...
Bo Sandberg er cand. polit. og folketingskandidat for Socialdemokraterne
