En stemme der forsvandt

Af Nikolaj Bøgh

Konservatismen er død. Den er forsvundet som betydende politisk idé i Danmark, og den er forsvundet som stemme i den offentlige debat. Den begyndte at få det dårligt under velfærdsstatens fremvækst i 1960'erne og nødvendigheden af at danne alliancer med arvefjenden Venstre, den fik det gradvist mere og mere skidt under Poul Schlüters brede folkelige borgerlighed i 1980'erne, hvor ideologier var noget bras, og den overlevede ikke dansk borgerligheds samlede transformation til at repræsentere en særdeles effektiv kombination af socialdemokratisk fordelingspolitik og ny-borgerlig værdipolitik under Anders Fogh-æraen.

Fordi konservatismens død har været så længe undervejs, er den forsvundet gradvist og umærkeligt, uden at nogen rigtig har registreret, hvad der skete. Som en kær gammel slægtning, man ser hver dag, og som gradvist sygner hen. Ingen ser rigtig forandringerne, før det er for sent, og man dårligt husker, hvad der var engang. Konservatismens hensygnen har været så adstadig, men også så gennemført, at selve forestillingen om, hvad dansk konservatisme egentlig er for en størrelse, stort set heller ikke eksisterer mere. Man kan jo dårligt savne noget, man ikke ved, hvad er, så ingen savner den afdøde.

Tydeligst ses det selvfølgelig i det parti, der bærer ordet konservativ i sit navn, men som meget ofte fremstår som det mest rodløse og splittede af samtlige danske partier. Holdningsmæssigt rummer det alt fra indflydelsesløse reminiscenser af den egentlige konservatisme til liberalister, som mener, at konservatisme bare er en "arbejdsmetode" - altså en forestilling om, at konservatisme er at føre de små skridts politik og lære af erfaringerne, mens selve det politiske indhold er en ganske anden sag. Det er dem, der f.eks. mener, at "moderne" konservatisme(!) sagtens kan være lig med rendyrket individualisme og globalisme. Historisk og - ja, konservativt set, er det noget forfærdeligt sludder. Elementer af konservatisme findes i visse dele af Dansk Folkeparti, men her indgår de i en uskøn sammenblanding med socialdemokratisme af i forgårs, og tonen kan derfor ikke lyde rent.

Dansk konservatisme var engang et yderst veldefineret sæt af holdninger, hvor det altafgørende udgangspunkt var fædrelandet og Danmarkshistorien. For de klassiske konservative, som dominerede partiet op til ca. 1970, var den helt grundlæggende opfattelse, at danskerne er bundet ubrydeligt sammen af en fælles kultur og en fælles historie. Det nationale fællesskab repræsenterede værdier, der gik forud for individet, og som dannede fundament for de naturlige fællesskaber, som samfundet skulle bygge på. Det var ensbetydende med, at der eksisterede et etisk grundlag for samfundslivet, som forpligtede os overfor hinanden. Som danskere, som familiemedlemmer, som kolleger. Først når de naturlige fællesskaber svigtede endegyldigt, skulle det offentlige sikkerhedsnet træde til, alt andet var moralsk nedbrydende.

Derfor så den klassiske konservative sig selv i et skarpt modsætningsforhold til liberalismen, som fokuserede på individet og manglede forståelsen for det etiske grundlag for samfundslivet og for det ansvar, som fulgte deraf. Liberalismen kunne være lige så slem som den anden store materialistiske ideologi - socialismen - der byggede på klassechauvinisme og gennem sin fokusering på at skaffe penge og rettigheder til en bestemt samfundsgruppe undergravede det nationale fællesskab og ekskluderede medborgere fra arbejdslivet.

På grund af den særlige konservative sociale model stod Det Konservative Folkepartis ledende profiler for den hårdeste velfærdsstatskritik overhovedet i velfærdsstatens formative år i 50'erne og 60'erne. Med datidens langt hårdere politiske retorik mente de konservative, at der gik en lige linje fra indførelsen af universelle sociale ydelser og til demokratiets afskaffelse, fordi alle borgere gradvist ville blive afhængige af de offentlige kasser. Venstre var langt mere kompromissøgende, og med risikoen for at blive totalt politisk marginaliserede kom de konservative efterhånden også ind i velfærdsfolden - direkte involveret eller de facto samtykkende. Men det skete under skarp protest og med kamp om detaljerne fra hus til hus.

Betyder det så noget, at det konservative sæt af holdninger er væk? Var det ikke bare tilbageskuen og indholdsløs symbolpolitik? Nej, dansk politik er faktisk blevet fattigere, fordi der nu kun eksisterer afarter og blandingsformer af liberalisme og socialisme/socialdemokratisme. Men vigtigst af alt er, at dansk konservatisme rummede holdninger, som ville være fuldt ud gangbare og en velkommen del af en nødlidende borgerlig værdikamp i dag. Socialområdet, uddannelsesområdet og kulturområdet er eksempler på politikområder, hvor der i dag hersker konsensus og i bedste fald stilstand, i værste fald sker alvorlige tilbageskridt. Der ville konservatismen have væsentlige ting at sige om ansvar, fællesskab, kundskaber og national identitet.

Netop manglen på bredde i det politiske synsfelt har ført til, at den borgerlige værdikamp i dag fremstår åndløs og endimensionel. Hatten af for alt, hvad CEPOS dygtigt har opnået og den fokus på borgerlige - eller rettere liberale - holdninger, som tænketanken har skabt. Men fokus bør bredes ud, og CEPOS og andre bør hjælpe os med at huske, at borgerlighed også er ånd og sjæl og ikke kun hensynet til tegnebog og faktura.

Der er intet forkert - og slet intet ukonservativt - ved at kæmpe for skattelettelser. Det er et sundt synspunkt, formuleret af den gamle konservative kæmpe Poul Møller, at "Pengene ligger bedst i borgernes lommer". Men når de konservative i dag fremfører kravet om skattelettelser, fremstår det underligt løsrevet fra sin oprindelige idémæssige sammenhæng. For Poul Møller og generationerne før ham indgik spørgsmålet om beskatning netop i et samlet sæt af konservative grundholdninger til samfundet, først og fremmest præget af hensynet til familiernes muligheder for at disponere selv og løse deres egne problemer uden at være tvunget til at gøre sig afhængige af statens almisser. Det kunne en levende konservativ stemme i debatten have forklaret klart og fyndigt, og den savner vi i dag.

Nikolaj Bøgh er cand. scient. pol. og forfatter til "Brødrene Møller" om de to konservative politikere Poul og Aksel Møller