Af Morten Messerschmidt
Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om man som land kan tage forbehold for menneskerettighedskonventionen. At spørgerne, som naturligvis hører til blandt venstrefløjens sværmere, har forstået så lidt af folkerettens suverænitetsbegreb, er rystende, ligesom de er dårligt orienteret om Folketingets arbejde. I svar 148 (2008) til retsudvalget oplister Justitsministeren en række af de forbehold, som eksempelvis Monaco og Liechtenstein har taget over for konventionens art. 8 om ret til familieliv.Nu er hverken Monaco eller Liechtenstein kendt som lande, der krænker menneskerettighederne. Når jeg i mit spørgsmål netop har spurgt til undtagelser fra art. 8, handler det derfor ikke om, at folk ikke skal have ret til familieliv. Det handler om, at den måde, hvorpå retten til familieliv i dag fortolkes, er af en helt anden karakter end det, som Danmark skrev under på, da vi blev medlem af Europarådet. Faktisk har en lang række af konventionens fundamentale rettigheder helt ændret karakter igennem tiderne.
Derfor er det morsomt at se venstrefløjens koryfæer himle med øjnene, når der tales om undtagelser fra konventionen. Sagen er, at en lang række af de områder, Menneskerettighedsdomstolen i dag behandler, for kun få år siden blev afvist som uden for konventionens område.
Tag blot et af de væsentligste områder for Danmark, nemlig art. 10 om ytringsfrihed. Her har Grønjakkesagen (måske bedre kendt som Jersild-sagen) ikke bare ændret dansk, men europæiske presseret. Og tag så den kommercielle ytringsfrihed, som i 1977 blev afvist som overhovedet at være en del af konventionen, mens domstolen i dag har ændret praksis og også fortolker den kommercielle ytringsfrihed som en del af art. 10. Det er morsomt, at nogen kan finde noget sådan dybt foranderligt ukrænkeligt. I så fald har man jo lagt sin frie vilje i andres hænder.
Uforanderlige er kun klare regler som "du må ikke slå ihjel" og "du må ikke bedrive hor" etc. Her er der ikke megen tvivl. Der skal lig eller sex på bordet. Men så klare er menneskerettighederne ikke. Og derfor bliver fortolkningen af dem dynamisk - og dyrkelsen af dem totalitær og udemokratisk.
Lad os vende tilbage til art. 8 om familieliv. Alle er naturligvis enige om, at folk skal have ret til familieliv. Men hovedparten af de sager, hvor artikel 8 i dag bruges, handler slet ikke om danskeres familieliv. Og i modsætning til den kontekst, hvori konventionen er skrevet, handler de slet ikke om beskyttelsen af familier, der bliver revet i stykker af hensynsløse diktatorer. Nej, de handler om stater, som ønsker at beskytte sig selv imod dybt kriminelle udlændinge. I spørgsmål 940 (2008) bekræftede Justitsministeriet min formodning. De seneste ti år har Højesteret nemlig ikke mindre end 31 gange omstødt landsretternes dom om udvisning af udlændinge. Og det sker hver gang med en henvisning til art. 8, som udlændingelovens udvisningsbestemmelser (§ 26) henviser til.
Var det virkelig hensigten med konventionen, at ordnede retssamfund ikke skulle kunne smide hærdede narko- og voldskriminelle udlændinge ud af landet? Jeg tror ikke det var, hvad Winston Churchill eller Robert Schumann havde i tankerne efter Anden Verdenskrig. Men efter Jersildsagen er Højesteret i dag rystende bange for igen at blive underkendt. Så bange at man hellere lader art. 8 fortolkes langt ud over sine grænser for at undgå nye sager ved Menneskerettighedsdomstolen. Med art. 8 og udlændingelovens § 26 er udlændingepolitikken blevet overdraget til de juridiske domstole, hvor det efter venstrefløjens opfattelse tilsyneladende er himmelråbende forkert at have en holdning. Parolen er klar: Har domstolen talt, er sandheden fundet.
Tidligere tiders enevældige konger havde som lovgiver den fordel, at deres guddommelige adkomst som udgangspunkt gjorde dem ufejlbarlige. På den anden side forhindrede det dem også i at ændre tidligere love. For kunne kongen tidligere have taget fejl? Så måtte selveste Gud jo have taget fejl - og noget sådant var utænkeligt. Her har Menneskerettighedsdomstolen haft held til at indtage - i hvert fald blandt rettighedsdyrkerne på venstrefløjen - nærmest samme guddommelige adkomst som tidligere tiders konger. Men i modsætning til sine forfædre har dommerne også været i stand til at overbevise sine proselytter om behovet for til stadighed at ændre forståelsen af, hvad der ligger i ret til ytringsfrihed (art.10), ret til familieliv (art. 8), ret til retfærdig rettergang (art. 6), osv.
Forklaringen på dette held skal findes i den forbrødring, der siden 68-oprøret har fundet sted imellem venstrefløjen og menneskerettighederne. Særligt i kraft af den ekstraterritoriale effekt, som konventionerne har fået, efter at indvandringen har taget fart, og stadig flere sager ved domstolen således handler om udlændinges krav over vore lande, har denne forbrødring været et virksomt middel i kampen for, at befolkningen ikke skal have indflydelse på eget land og egen fremtid. Ved at løfte Menneskerettighedsdomstolens afgørelser op til uomtvistelige sandheder - uanset at den dynamiske karakter gennem tiden har ændret konventionens indhold ganske mærkbart - så har de politiske retninger, som ønsker en opløsning af nationalstaten og en indførelse af det multietniske samfund, fået en stærk alliancepartner.
Menneskerettighedsdomstolens afgørelser følges altid af vore domstole og bare tanken om at tage forbehold for konventionens indhold vækker bestyrtelse. Dermed er Grundlovens bestemmelse om, at alle har lige valgret, erstattet af en regel, der tildeler retten til en række dommere i Strasbourg. Disse dommere er ikke bare sikre på fuld opbakning og loyalitet - de er også i deres fulde ret til efter egen overbevisning at ændre på indholdet af konventionerne. De er Europas nye konger. Af frygt for befolkningens underkendelse har venstrefløjen gjort sig til tilhængere af det mest autoritære regime, Europa har set siden Sovjetunionen. De har sat befolkningen ud på sidelinien og spotter enhver, som måtte tale demokratiets og befolkningernes sag.
Hvis man virkelig vil have indflydelse på det danske samfund anno 2009, skal man således ikke bruge sin valgret eller stille op til Folketinget. Nej, man skal tilmelde sig det juridiske fakultet og målrettet arbejde på at blive dommer ved Menneskerettighedsdomstolen. Thi den har magten og æren, fra evighed og til evighed. Amen.
Morten Messerschmidt er folketingsmedlem og spidskandidat til EU-parlamentsvalget for Dansk Folkeparti
