Feminisme til højre og feminisme til venstre

Af Erik Hansen-HansenJeg har undret mig over et politisk paradoks i tiden

Slettet Bruger,

01/01/2009

Af Erik Hansen-Hansen

Jeg har undret mig over et politisk paradoks i tiden. Det drejer sig om kønskvoter. Der eksisterer to tilsyneladende modsatrettede politiske positioner, der ønsker kønskvoter for kvinder: Gennem den radikale feministiske ideologi søger venstrefløjsaktører typisk at frigøre kvinder fra hvide privilegerede mandlige vestlige kapitalistiske strukturer. Midlet er, at staten skal skabe positiv diskrimination til fordel for 'det nye proletariat', kvindekønsklassen. Det indebærer blandt andet stærke krav om, at der skal være flere kvindelige topledere og bestyrelsesmedlemmer. I den borgerlige lejr forsøger hvide privilegerede vestlige karrierekvinder, at gavne økonomien og den internationale konkurrenceevne - altså kapitalismen - ved at tvinge virksomhederne til at ansætte flere kvinder som topledere og i bestyrelsesposter. Venstrefløjen tror således, at flere kvindelige topledere underminerer kapitalismen, mens de borgerlige karrierekvinder tror, at flere kvindelige topledere gavner kapitalismen. Ifølge klassisk logik kan begge positioner ikke være rigtige. Hvilke af de to positioner har ret?

På venstrefløjen har man fra 1980'erne i stigende grad optaget den marxistiske radikale feminisme som et vigtigt værdigrundlag. Kort opsummeret har denne feminisme taget dele af marxismen og forvrænget den. Man har udskiftet Marx's undertrykte proletariat med kvindekønnet, og man ser nu verden igennem to kønsklasser: mandlige undertrykkere og kvindelige ofre. Et grundbegreb i den radikale feminisme er Patriarkatet. Man antager, at kvindekønnet er undertrykt af patriarkalske strukturer, der ofte defineres som noget hvidt, vestligt, mandligt og kapitalistisk. Ideerne om, at kvindekønnet som et hele er undertrykt, at mandlighed og maskulinitet er sociale patriarkalske konstruktioner, og at det heteroseksuelle parforhold er en borgerlig konstruktion, betragter jeg som 'venstrefløjens teoretiske fordummelse'. Det hænger delvist sammen med universitær relativistisk sprogfilosofi, der mere grundlæggende har et problem med objektiv viden, fakta og rationalitet. Det har ført til et væld af mærkværdige politiske universitetskurser om og for kvinder, hvor man fører selvopfyldende profetisk videnskab: man forkaster fakta, der går imod ens ideologi, som patriarkalsk, mens man igen og igen leder efter undertrykkelsesstrukturer af kvindekønnet.

Jeg vil for en god ordens skyld lige nævne, at det ikke er alle venstreorienterede, der har fulgt op om den radikale feminisme og ser kvindekønnet som det nye proletariat. Men inden for den intellektuelle vidensklasse på venstrefløjen, tyder det på at være reglen snarere end undtagelsen. Jeg er ganske forundret, når jeg i Danmark igen og igen oplever, at politikere fra f.eks. Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF har meget travlt med at rette op på kønsbalancen i dele af overklassen. Altså, at de bruger så meget energi på at frigøre det bedre borgerskabs universitetsuddannede døtre. Man skulle tro, at partier, der historisk har legitimeret sig ved at tale på de laveste klassers vegne, nu virkelig tror, at højtuddannede karrierekvinder udgør det postindustrielle proletariat. Hvorfor i alverden har disse politiske partier ikke travlt med udligne bunden af samfundet? Er det, fordi disse politikere selv tilhører det privilegerede intellektuelle kulturelle borgerskab? Eller måske fordi bunden af samfundet i høj grad viser sig at være mandlig og ikke kvindelig? Dette er åbenbart blevet et tabu for mange intellektuelle på venstrefløjen, sikkert fordi man er blevet oplært på universiteterne med feministisk ideologi: mænd og patriarkatet er vor tids syndere, de skal dekonstrueres, indtil alle mennesker er blevet kønsneutrale i kvindeligt forbillede, så forsvinder kapitalismen.

Lidt statistik: Ministeriet for Ligestilling refererer på dets website til en kørsel foretaget af Danmarks Statistik i 2005. Den viste, at der på det tidspunkt var lige under 6.000 topledere i Danmark. Topledere inkluderer kategorierne øverste ledelsesniveau, adm. direktør og tværgående direktør. Heraf var der kun 5% kvinder. I artiklen 'Familie og arbejdsliv', udgivet af Danmarks Statistik i december 2005, opgør man antallet af topledere i Danmark til at være 34.699. Her defineres topledere som ledelse på øverste administrative plan i virksomheder, organisationer og den offentlige sektor. I denne undersøgelse var den kvindelige andel 27%. Altså noget af en forskel mellem de to statistikker, men Ministeriet for Ligestilling refererer måske til en slags topledernes topledere? Danmarks Statistik viser, at der er lidt over 2 millioner beskæftigede i Danmark. Altså vedrører disse topledere henholdsvis 0,3% eller 1,7% af den samlede beskæftigede arbejdsstyrke i Danmark, alt efter om vi anvender data fra Ministeriet for Ligestilling eller data fra den ovennævnte artikel fra Danmarks Statistik. Det er ganske få 'privilegerede mennesker', der skaber så meget ligestillingspostyr.

Hvad statistikkerne ikke rigtig viser er, hvordan de konkrete økonomiske ressourcer fra de omtalte topledere fordeler sig på køn. Altså, hvis en topleder lever i et heteroseksuelt parforhold, så vil dennes økonomi gavne en partner af det modsatte køn, og evt. i forlængelse, børn af begge køn. Den førnævnte artikel fra Danmarks Statistik har data over parforhold, og det viser sig, at 82 % af alle mandlige 25-49-årige topledere lever i et parforhold med en 25-49-årig kvinde. Det er til gengæld kun 60% af de kvindelige topledere der lever i et parforhold med en 25-49-årig mand. Altså mandlige topledere har en markeret tendens til at dele deres liv med en kvinde, som nyder godt af deres partners ressourcer, mens det for kvindelige topledere er noget mindre udpræget. Det er her relevant, at henvise til andre analyser, der er lavet gennem tiden, og som viser, at kvinder ikke er meget for at være i parforhold med mænd, som ligger under dem selv i status og hierarki. Når mænds økonomiske status falder, f.eks. på grund af arbejdsløshed, så stiger skilsmisserne. Men det sker ikke, når kvinders økonomiske status falder. Mænd værdibestemmer tilsyneladende ikke økonomisk status hos deres partnere i nær samme grad, som kvinder gør det. Det er ikke mit ærinde her at forklare, hvad der kunne ligge til grund for denne adfærdsmæssige kønsasymmetri, selvom jeg tror det let kunne gøres.

Det er min påstand, at kvinder ofte besidder en afgørende vælgerrolle, når det drejer sig om at finde mage. De er meget kvalitativt bevidste om de ressourcer, som deres potentielle partnere måtte besidde, og det spiller stærkt ind på deres partnervalg. Kvinder vil derfor være fristet til at indgå i en partnerrelation med den mand i deres nærmiljø, som måtte have de maksimalt bedste ressourcer at tilbyde. Derfor ender de ofte med at finde en partner, der har flere ressourcer end dem selv, f.eks. bedre økonomi eller højere jobstatus. Hvis den radikale feministiske kabale skal gå op, må vi derfor som et minimum kræve, at ingen kvinder får lov til indgå parforhold med en mand, der har flere eller ligeså mange ressourcer som dem selv. For ellers kommer kvinderne som udgangspunkt til at leve i en ressourceskygge af deres mænd. I feministisk optik er det lig med at være økonomisk afhængig eller undertrykt af mænd. Altså de kvinder, der lever sammen med en mandlig topleder, er strukturelt undertrykt, hvis de ikke tjener ligeså mange penge og besidder ligeså mange ressourcer som ham.

Jeg kender personligt en del kvinder, som har en mandlig topleder som partner, og umiddelbart har jeg svært ved at forstå, at de skulle være undertrykt. I hvert fald i forhold til de enlige kvinder med børn i de lavere klasser, som ikke er gift med en mandlig topleder, men derimod med Staten og dens forskellige sindrige tilskud. Og i endnu højere grad i forhold til de mænd i de lavere klasser, som har mistet deres børn til fraskilte kvinder og Statens forsørgelsesbidrag, og som nu sidder i en betragtelig gældsfælde overfor Staten som inkassator. Det er de færreste mænd i de lavere klasser, der kan matche Staten som potentiel partner. Endelig vil jeg mene, at de kvinder, der er 'gift med staten', ifølge den feministiske logik, må siges at være særdeles ujævnbyrdige i forhold til deres partner.

Tilbage til kønsfordelingen af Topledere. For hver mandlig topleder er der 82% kvindelige partnere i familien, for hver kvindelig topleder 60% mandlig partner. Dette må betyde, at hver gang staten gennem kvoteordninger presser en kvindelig topleder ind i et job, da mister 82% af en kvindelig partner ressourcer fra hendes mandlige topleder-partner. Altså, flere kvindelige topledere giver alt andet lige færre ressourcer til kvindelige livsledsagere til mandlige topledere. Når en kvinde får af Staten, så mister 82% af en anden kvinde på grund af statens tvang overfor hendes mand. Men det giver selvfølgelig mere individualisering, flere skilsmisser og flere enlige kvindelige topledere, det må være godt for økonomien.

Nu har venstrefløjen det generelt ikke så godt med individualisering, det er faktisk et skældsord inden for mange sociologiske analyser af livet under sen-kapitalismen. Så denne konsekvens af kvotefeberen må vel være et gode for de borgerlige hvide kapitalistiske karrierekvinders projekt: økonomien og konkurrenceevnen. Men mange marxister har modsat et grundlæggende had til kernefamilier og moderskab. De tror, at begge størrelser er borgerlige konstruktioner, hvorfor hunner i flere dyrearter således også er undertrykt af Patriarkatet. Den marxistiske feministiske heltinde Simone De Beauvoir, mente f.eks., at kvinder skulle forbydes at prioritere deres moderskab, det skulle Staten overtage.

Den nye kvotepolitik medfører en mærkværdig politisk tilstand i samfundet: klassebaseret kønssocialisme, hvilket må siges at være et paradoks. Man vil have socialisme i forhold til køn, men inden for særlige klasser. Man kunne kalde det Feministisk Direktørsocialisme. Hvis venstrefløjen havde insisteret på, at der skulle flere fængselsindsatte eller hjemløse mænd i toplederstillinger, eller der skulle være flere professorater, der gik til arbejdsløse kvinder af anden etnisk herkomst, som led af analfabetisme, så kunne jeg i det mindste følge klasselogikken.

De venstrefløjsaktører, der har optaget den radikale feminisme, tager i det store hele fejl. Bredt set er kvindekønnet i Vesten ikke det undertrykte køn i dag, hvis det nogensinde har været det. Det er ikke kvinder, der i gennemsnit i dag dør 5 år før mænd; det er ikke kvinder, der hovedsageligt sidder i fængslerne; det er ikke kvinder, der især er hjemløse; det er ikke kvinder, der især besidder de farlige arbejdstyper; det er ikke kvinder, der især dør i krigstjeneste; det er ikke kvinder, der især begås vold mod; det er ikke kvinder, der især mister kontrollen over deres afkom ved skilsmisser, endsige kontrollerer om de vil reproducere deres gener; og det er ikke kvinder, der især begår selvmord.

Jeg vil her kort parafrasere den amerikanske kønsforsker Warren Farrell: Kvinder er den eneste gruppe, der i historien har kunne slippe af sted med at kalde sig en minoritetsgruppe, selvom den er i majoritet. Den eneste undertrykte gruppe i historien der deler de samme forældre som undertrykkerne; der fødes ind i middelklassen og overklassen ligeså ofte som undertrykkerne. Den eneste undertrykte gruppe der bruger flere penge på modebeklædning end dens undertrykkere. Den eneste undertrykte gruppe der ser mere TV end dens undertrykkere.

Alt dette står der for øvrigt ikke noget om på Ministeriet for Ligestillings website. Her bliver verden tydeligvis anskuet gennem den radikale feminisme: kvinder er ofre og undertrykt. Det samme gælder EUs forkromede sindelagspolitik, der går under betegnelsen 'gender mainstreaming' eller på dansk-engelsk Newspeak 'kønsmainstreaming'. Den drejer sig om at ophæve kønsforskellen, indtil der fås en ensartet statistisk adfærd mellem de lige CPR-numre og de ulige CPR-numre på alle vigtige livsområder. Igen klassebaseret kønssocialisme. Det må være et mærkværdigt Patriarkat, der skulle styre Vesten i dag, idet der eksisterer en ufattelig stor mængde organisationer, forskning, fondsmidler, økonomi og aktører, der varetager kvinders interesser som set gennem den radikale feminismes optik. Jeg mener ikke, at der er belæg for at påstå, at kvindekønnet i dag, bredt set, er undertrykt af Patriarkatet i forhold til mænd.

Men meget tyder til gengæld på, at det i dag er kvinder, der besidder vælgermajoriteten. Men det må vi ikke vide noget om. Danmarks Statistik udgiver gerne data, der viser noget om de opstillede politikeres køn, men ikke noget om kønsfordelingen af de afgivne stemmer ved Folketings- og Kommunevalg. Og når man spørger dem, får man at vide, at det må der ikke laves statistik over! Men for nogle år siden, var der tre forskere, der fik lov til at se data for Kommunevalget i 2001, og de kunne konkludere, at det samlede antal stemmer bestod af 51,7% kvinder og 48,3% mænd. Hvordan det siden har fordelt sig, endsige hvordan kønsfordelingen af stemmer har været ved Folketingsvalg, det må vi gætte os til. Men mon ikke der er noget med, at kvinderne er ret vigtige? Det tyder det på, hvis man skal dømme efter al den feminismeretorik, der trives i det politiske rum. Er det mon grunden til, at alle partierne i dag har så travlt med at opstille kvindelige kandidater?

Som jeg allerede har indikeret, så forekommer den borgerlige regering at bakke op om den radikale feminisme i forhold til ligestillingsministerens arbejde. Her har man i alt fald travlt med at ville neutralisere kønsforskel, og man producerer primært materiale, der understøtter tesen om kvinder som ofre. Men de borgerlige karrierekvinder anvender selvfølgelig ikke marxistisk feministisk retorik om Patriarkatet. De taler om ligestilling som noget, der vedrører optimering af økonomien: "Flere kvindelige topledere betyder større mangfoldighed i ledelsen. Vi ved, at mangfoldighed giver bedre innovation. Det er vigtigt, at kvinderne også er med i ledelsen, så virksomheden afspejler kundegrundlaget," siger direktør Bolette Christensen fra Dansk Industri. "4 procent kvinder i topledelsen er ikke godt nok ... Virksomhederne har brug for alle talenter, når der bliver kamp om de gode hoveder. På fremtidens globaliserede marked, kan vi ikke lade være med at bruge folk med talenterne og ambitionerne i orden," udtalte forhenværende ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.

Er det rigtigt, at feministisk motiveret social ingeniørkunst i toppen af samfundet vil gavne økonomien? Er det økonomisk og konkurrencemæssigt forsvarligt at indføre flere statsindgreb i virksomhedernes råderet? Det er svært at svare entydigt på dette spørgsmål, og det kommer an på, hvilke økonomiske teorier, man hælder til. Der kan næppe herske tvivl om, at der i fremtiden vil være store økonomiske tilskudsressourcer at hente, f.eks. fra EU og Staten, til de virksomheder der bakker op om den feministisk motiverede sociale ingeniørkunst. Men om mere planøkonomi er godt for økonomien på længere sigt, det er jeg ikke i stand til at svare på her. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er meget dårligt for den middelklasse, der kommer til at finansiere alle de mange bureaukrater og vidensarbejdere, der skal omprogrammere befolkningen hen imod det kønsneutrale paradigme.

De borgerlige karrierekvinder forekommer at være villige til at sætte to af de basale frihedsprincipper i klassisk liberal tænkning grundigt ud af spillet: retten til selv-ejerskab og den privat ejendomsret. Det for at opnå mere statsstyring og kontrol med individerne og firmaerne, og sikkert for selv at blive privilegeret gennem kvoter. Det tyder på, at de i deres magtiver er indstillet på en monopolbaseret statskapitalisme. Vi er måske blot på vej mod en ny fase af det, som den amerikanske økonom Murray Newton Rothbard analyserede i bogen 'For a new Liberty' fra 1973: en karteliseret og privilegeret feudalisme, i stedet for en fri markedskonkurrence, opretholdt gennem den moderne verdens svar på præsterne, de intellektuelle statsansatte regulatorer og planlæggere.

Den klassebaserede kønssocialisme indikerer måske blot, at vi er på vej mod en ny slags fascisme? Jeg er bange for, at det er de borgerlige karrierekvinder, der har ret. Kvoteprincipperne, der er lånt fra de marxistiske feminister, vil gavne en totalitær økonomisk vækst. Ved at tale til kvindernes følelser, 'i er alle ofre og har ret til at blive topledere', risikerer vi snart at sætte demokratiet ud af spil gennem det vælgerbaserede demokrati. Det så vi også ske i 1930'erne.

Erik Hansen-Hansen er ph.d., forskningsadjunkt og selvstændig erhvervsdrivende

Kilde: