Af Poul Erik Andersen
Den udvikling, der for alvor har taget fart efter Maastricht-traktatens ikrafttræden i 1993 om Den europæiske Union, og hvor EF af samme grund kom til at hedde EU, vil med gennemførelsen af Lissabon-traktaten blive forstærket i en sådan grad, at det på sigt kan komme til at betyde et endeligt og definitivt farvel til folkestyret, som vi kender det i dag.Den oprindelige argumentation for EF-samarbejdet, nemlig handelspolitisk og økonomisk samarbejde, var både rimelig og helt igennem logisk, i og med at Danmark alle dage har været afhængig af omverdenen og omverdenens reaktioner.
Og det gælder ikke blot Danmark, men alle nationer som i stigende grad er blevet viklet ind i hinanden, efter at globaliseringen i 1492 for alvor tog fart, da Christoffer Columbus med sine tre små skibe stævnede ud fra den andalusiske havneby Palos og satte kursen vestover.
Af samme grund er traktater, der skal forsøge at regulere nationernes indbyrdes forhold, ikke af ny dato. Tværtimod er den største og mest vidtrækkende traktat nogensinde helt tilbage fra 1494, nemlig Tordesillas-traktaten. Den blev som et resultat af globaliseringen udarbejdet af Pave Alexander VI som en lovbulle, altså et dekret, som alle dengang havde at rette sig efter, og denne traktat delte den såkaldt nye verden op mellem Spanien og Potugal, således at alt, hvad der lå af både opdaget og uopdaget land vest for længdegraden 39 gr. vest skulle tilhøre Spanien, og tilsvarende alt øst for længdegraden skulle tilhøre Portugal.
Reformationen små 30 år senere spændte imidlertid ben for pavens rolle som datidens EF-domstol, og dermed var Tordesillas-traktaten med dens opdeling af den nye verden mellem Spanien og Portugal ikke det stykke pergament værd, den var skrevet på. De pavelige lovbullers tid var forbi, og selvstændige nationer begyndte nu indbyrdes og i større grupper at indgå traktater, der ikke krævede pavelig ratifikation for at være gyldige.
Frem til Anden Verdenskrig kørte traktatsystemet generelt efter princippet om regulering af nationernes indbyrdes handelsmæssige og sikkerhedsmæssige forhold, og disse traktater blev stort set respekteret frem til slutningen af 1930'erne, hvor systemet brød sammen på grund af Nazityskland, som indgik traktater på skrømt og brød dem i det øjeblik, man kunne se sin fordel ved det.
Den lære medførte, at traktaterne efter Anden Verdenskrig fik en helt anden karakter, nemlig i retning af svækkelse af nationalstaternes suverænitet. FN's Genevekonventioner viste i 1951 vejen, hvor især Flygtningekonventionen ophæver de nationale grænser med kravene om, at de lande, der har tilsluttet sig konventionen, forpligter sig til at tage imod de såkaldt konventionsflygtninge uden at lægge dem hindringer i vejen og ligeledes kræver, at flygtninge modtager de samme sociale goder, som landets egne indbyggere har adgang til.
Her er altså både landegrænser og dele af national lovgivning sat ud af spillet, og et år senere, i 1952, tog seks europæiske lande et både epokegørende og afgørende skridt i retning af national umyndiggørelse. Det var Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg, som oprettede Kul- og Stålunionen og dermed satte deres produktion af kul og stål under fælles overnational ledelse.
Kul- og Stålunionen blev i 1956 fulgt op af Romtraktaterne, altså Traktaten om De europæiske økonomiske Fællesskaber (EF eller EØF) og Euratom-traktaten om det europæiske energisamarbejde.
Da Danmark sammen med Storbritannien og Irland i 1973 tilsluttede sig EF-samarbejdet, var det et praktisk kommercielt foretagende, danskerne med et knebent flertal stemte ja til mandag den 2. oktober 1972.
Det var først og fremmest en toldunion, der udadtil skulle føre en fælles handelspolitik, og som indadtil skulle skabe et fælles marked uden tekniske handelshindringer af nogen art og med forbud mod statsstøtte til skrantende virksomheder. På det økonomisk-valutariske område skulle fællesskaberne skabe den valutastabilitet, der er en forudsætning for ordentlig og fair konkurrence, medens man på landbrugsområdet brugte modellen fra Kul- og Stålunionen og lagde hele baduljen ind under fælles overnational ledelse.
Og så var der i øvrigt også et såkaldt Europa-Parlament, der dengang stort set ikke var andet end en diskussionsklub for det, som daværende udenrigsøkonomiminister Ivar Nørgaard respektløst, men meget rammende kaldte "flommeeuropæere".
Altså i store træk intet, der anfægtede en national suverænitet, der i forvejen de facto var underlagt omverdenens velvilje til ikke at lægge hindringer i vejen for eksempelvis den eksport, der er en forudsætning for nationens overlevelse.
Det forhold har nu ændret sig radikalt. Den store omvæltning skete 1. november 1993, hvor Traktaten om Den europæiske Union, altså Maastricht-traktaten, trådte i kraft, og EF tog navneforandring til EU. Danskerne stemte nej, men kom alligevel med i Unionen ved i anden omgang at stemme ja til den såkaldte Edinburgh-aftale med de fire forbehold omkring den fælles mønt, unionsborgerskabet, det militære samarbejde og rets- og politisamarbejdet.
Regeringens jurister, der jo er de samme, uanset hvilken regering vi har, hævdede dengang, at Edinburgh-aftalen var indgået som en såkaldt folkeretligt bindende afgørelse, og derfor ikke var en del af EU's traktatgrundlag eller den afledte EU-ret.
Det har nu vist sig ikke at holde stik. EF-Domstolens afgørelse i den såkaldte Metock-sag omkring opholdsdirektivet har klart demonstreret, at Danmark også er omfattet af unionsborgerskabet og ikke længere selv kan bestemme, hvem der må være her i landet og på hvilke betingelser. Spørgsmålet er så, hvad det næste bliver, hvor vi bliver nødt til at rette ind, medmindre vi vil have bøder i al den tid, vi stædigt fastholder retten til egen lovgivning.
En af Unionstraktatens nyskabelser var bl.a., at EF-Domstolen fremover kan udstede dummebøder til de lande, der har en misforstået opfattelse af begrebet national selvstændighed og gennemfører egen lovgivning på tværs af EU. En anden og nærmest katastrofal nyskabelse var, at de områder, hvor gennemførelsen af en lovgivning krævede enstemmighed i Ministrrådet, blev stærkt indskrænkede, og denne udvikling er med Lissabon-traktaten blevet forstærket i en sådan grad, at medlemslandene stort set nu kun har afgifts- og beskatningspolitik, strafferet og sociallovgivning tilbage som selvstændige lovgivningsområder. D.v.s. områder, hvor der i EU-regi ikke kan træffes flertalsafgørelser, men hvor der skal være enstemmighed.
Og den med sociallovgivningen er endda kun en illusion. Denne avis' ansvarshavende redaktør skar det indirekte ud i pap, da han efter Metock-dommen i en leder drillende stillede Dansk Folkeparti det ultimatum, at enten måtte DF acceptere en masseindvandring af mellemøstlige bistandsklienter via EU eller også acceptere, at de sociale kasser blev smækket i!
Uanset det retoriske drilleri er det vitterligt sagen i en nøddeskal, at EU-regler på en lang række andre områder end det snævert socialpolitiske gør det umuligt for et land som Danmark selv at bestemme sin socialpolitik, hvor i hvert fald den nuværende helt klart vil føre til både socialt og økonomisk sammenbrud som følge af masseindvandring af uintegrerbare bistandsklienter fra fremmede himmelstrøg.
Det kan man selvfølgelig alt efter politiske holdninger juble over eller begræde, men det er ikke det, sagen drejer sig om. Det her drejer sig tværtimod om at være herrer i eget hus, og det er vi ikke længere.
Med Lissabontraktaten er vi for alvor blevet kørt ud på et sidespor. Vi kan afholde folketingsvalg, og Folketinget kan sammensætte en borgerlig regering, som vil være i konstant mindretal i et socialistisk domineret EU, der med flertalsafgørelser vedtager de regler, der skal ophøjes til lov i Danmark. Uanset om et folketingsflertal er imod det eller ej.
Eller den modsatte situation kan opstå, hvor en dansk socialistisk regering er i mindretal i et borgerligt EU. Princippet er det samme, nemlig at de danske vælgere og dermed det danske demokrati mere eller mindre er sat ud af spillet.
I realiteten har Folketinget med ratificeringen af Lissabon-traktaten sat sig selv på ophørsudsalg som selvstændig lovgivningsmagt og degraderet sig til et foretagende, der skal administrere en lovgivning, der bliver dikteret landet ude fra. Ikke blot fra EU, men også fra FN, i og med at danske domstole i stigende grad er begyndt at skæve til de konventioner, Danmark har tiltrådt, og vurdere dem på lige fod med dansk lovgivning. Sagt på en anden måde, så er domstolene selv så småt begyndt at lovgive bag om ryggen på Folketinget.
I en kronik om samme emne i Fyens Stiftstidende den 12. november, skriver Jette Plesner Dali under overskriften "Konventioner er en tikkende bombe" bl.a.: "Ratificeringen af Lissabontraktaten kan stoppes, og på FN-konventioner er der et års opsigelse. Spørgsmålet er så, om vi har politikere, der tør erkende, at Folketinget lovgivningsmæssigt er ved at blive omdannet til et ekspeditionskontor, og om disse politikere af samme grund har mod til at drage de nødvendige konsekvenser".
Svaret blæser beklageligvis ret kraftigt i vinden. Selvstændige politikere med mod og mandshjerte er desværre blevet en uhyre sjælden vare i dagens Danmark, hvor en politiker bedst kan karakteriseres som en person, der viljeløst flyde med strømmen.
Poul Erik Andersen er journalist
