Af Farshad Kholghi og Helle Merete Brix
Det er den 4. maj i dag. I Danmark er der tradition for at sætte lys i vinduerne denne aften for at minde om Danmarks befrielse i 1945. Men måske der i år også kunne være grund til at mindes en aktuel trussel mod frihedsværdierne, som i særlig grad rammer en række mennesker, der har brugt deres ytringsfrihed til at kritisere islam og islams grundlægger, Muhammed.Den franske filosofilærer Robert Redeker, der besøger og taler i København netop i dag, betaler tre år efter sin kronik i en fransk avis om islamismens trussel en høj pris. Fanatikere stræber ham efter livet, og han lever en art spøgelsestilværelse, uden kolleger, uden et almindeligt liv med cafébesøg, biografture og strejfture ned ad gaden. Han kunne ikke engang få lov at annoncere sin fars begravelse i den lokale avis. Navnet Redeker er for farligt. Hans søn er blevet passet op og truet i metroen. På grund af faderens kronik.
Den iransk-hollandske politiker Ehsan Jami er kun 23 år. Men heller ikke han lever frit. Han har talt for retten til at kunne forlade islam, og svaret har været vold, dødstrusler og et liv på skiftende adresser.
Den hollandske filminstruktør Theo van Gogh behøver derimod ikke at frygte for sit liv. Han er forlængst gjort død og tavs.
Listen over ytringsfrihedens ofre bliver længere og længere, vi har blot nævt et par eksempler. Samtidig har en sær form for empati lagt sig over Europa. Empatien omfatter krænkerne, ikke de krænkede. Der er større lyst til at please religiøse fanatikere end at bakke op om de mennesker, der med fare for deres liv har gjort opmærksom på en trussel, der er en trussel mod alt muligt fornuftigt, folkestyre, seksuelle minoriteters frihed, satire-og debatret, retten til at skifte religion, retten til ikke at blive sprunget i luften, retten til at gå med håret frit, uanset at du er kvinde.
Men det er ikke dem, der stræber Kurt Westergaard efter livet, som foragten rammer. Nej, det er Kurt, der bor i et sikret fængsel, fordi han har tegnet en tegning, som jævnligt bliver skældt ud for at være landsbytosse og for at være gået over grænsen. Den somalisk fødte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali, der i dag bor i USA og slet ikke burde være i live, bliver af prominente intellektuelle i Europa betegnet som "ytringsfrihedsfundamentalist". Redeker har kunnet kigge i vejviseren efter sine kollegers støtte, som er rasende over, hvad han har gjort.
Hvad mangler der fra så mange af Europas intellektuelle og politikere i dag? Mod, medfølelse og et sundt instinkt for fare. Det havde en statsmand som Churchill, og vi står i taknemmelighedsgæld til politikere som ham. Hvilke politikere og intellektuelle kan vi stå i taknemmelighedsgæld til i dag? De britiske politikere der ikke ikke ville lukke Geert Wilders ind i landet? Den danske integrationsminister, Birte Rønn Hornbech, der tror, man kan integrere shariatilhængere og vrøvle sig til fredelig sameksistens? Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann Jensen der foretrækker at kunne gå trygt på gaden fremfor at forsvare ytringsfriheden kompromisløst og kunne se sig selv i spejlet? Lad os håbe, at Danmarks nye statsminister vil sætte problematikken øverst på dagsordenen. For forsvarsmurene er porøse, og tid er der ikke for meget af.
Så lad os mindes befrielsen og tænde et særligt lys for de mennesker i dagens Europa, der ikke har frihed til at kunne gå i fred på gaden, men til gengæld frihed til at spekulere på, om fanatikerne en dag får held med at skære halsen over på dem eller deres børn. Lad os give håb om, at det for alvor kan blive forår og Europa frit.
Helle Merete Brix er forfatter, og Farshad Kholghi er skuespiller
