Af Martin Kryhl Jensen
Danske politikere forsøger på stadig flere områder at kontrollere den enkelte borgers liv. Desværre synes tendensen at have ramt stort set alle politiske partier, selv om venstrefløjen og Dansk Folkeparti synes at være særligt hårdt ramt. Dagens politikere har tilsyneladende ingen tiltro til den enkeltes dømmekraft, hvorfor staten må agere formynder for borgerne. En ubændig trang til at kontrollere en stadig større del af borgernes liv synes således at have bredt sig.Tankegangen bag denne trang til formynderi er egentlig ikke ny, for det var også den, der tidligere dominerede de vestlige landes opfattelser af deres kolonier og indbyggerne i dem. Borgerne blev opfattet som godhjertede, men naive og primitive mennesker, der hverken kunne eller skulle have indflydelse på, hvordan deres liv skulle leves. Koloniherrerne måtte derfor påtage sig det Kipling kaldte "the white man's burden". I dag må man jo ikke tænke i hudfarver og deslige, men tankegangen er den samme. Borgerne i Danmark ved ikke, hvad der er rigtigst, og hvad der tjener dem bedst. Derfor er det eneste rigtige, at åh så forstandige politikere blander sig.
Tre eksempler ud af desværre alt for mange illustrerer tendensen:
1. Spørgsmålet om kvoter for kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Her har især venstrefløjen markeret sig med krav om en minimumskvote for kvindelige bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber. Baggrunden er, at der er langt flere mænd end kvinder i danske bestyrelser. Mange spørger med rette, om det skulle være specielt problematisk? Alle aktionærer kan jo lade sig opstille, og alle aktionærer kan ligeledes stemme på de kandidater, de foretrækker. "Ja ja," siger de, der ønsker tvang, "men mændene bestemmer alligevel alt og vælger altid andre mænd til posterne." Her er det, kæden for alvor hopper af, for ingen bliver jo i dag valgt på deres køn, men på deres evner. Aktionærerne stemmer på de personer, som de skønner vil gavne virksomheden mest. Længere er den ikke.
"Jo men se på Norge, der har det været en succes", siger de, der støtter tvang. Men har det nu også det? Selvfølgelig opfylder bestyrelserne nu de formelle minimumskrav for kvindelige bestyrelsesmedlemmer, fordi de ellers ville blive straffet af staten. Men det har været nødvendigt at gå på voldsom strandhugst i både Danmark og Sverige for at finde egnede kandidater. Så hvis danske virksomheder skal have flere kvinder i bestyrelserne, skal en stor del altså findes i andre lande end Danmark - og ikke i Norge og Sverige for de er allerede støvsuget.
Så for at overholde formelle krav skal fremtidens kvindelige bestyrelsesmedlemmer i danske virksomheder måske findes i Polen, Tyskland eller Frankrig? Hvor hensigtsmæssigt vil det være? Hvorfor mener staten, at den har ret til at tvinge aktionærerne, der ejer virksomhederne, til at vælge bestemte kandidater? Og helt ærligt, når det kommer til stykket, har disse påtvungne kvindelige bestyrelsesmedlemmer så lyst til at sidde i en bestyrelse, hvortil de udelukkende er valgt pga. deres køn og ikke deres evner? Godt for virksomhederne er det under alle omstændigheder ikke.
2. Spørgsmålet om tvungen fordeling af barselsorlov. Endnu en mærkesag for venstrefløjen, og især SF's geschæftige socialordfører, Pernille Vigsø Bakke. Staten skal bestemme, hvordan forældre passer deres børn, og især hvem der passer børnene. Det kan man nemlig ikke overlade til forældre selv. Tilsyneladende har politikerne glemt, at der ikke er tale om statens børn, men om forældrenes. Staten skal derfor ikke blande sig i, hvordan de danske familier organiserer deres liv. Hvis far og mor enes om at dele barselsorloven 50/50, så begge får mulighed for at følge barnets første år, er det fint. Tager moderen hele barselsorloven, fordi det er mest praktisk eller en økonomisk nødvendighed, er det også fint. Det samme hvis faderen tager det hele. Ja, selv hvis moderen tager det hele, fordi faderen siger det skal være sådan, er det ok. For staten skal ikke blande sig. Familierne har ret til at organisere deres liv efter eget ønske og egne normer - også selv om disse normer ikke passer visse politikere på Christiansborg.
3. Spørgsmålet om muslimske kvinders tørklæder. Her er det især Dansk Folkeparti, der i tide og utide forsøger at blande sig i, hvilket tøj folk må bære og ikke bære. Selvfølgelig må dommere og andre øvrighedspersoner ikke bære tøj eller andet, der signalerer politisk eller religiøst tilhøreforhold. Men derudover skal staten da ikke blande sig i, hvad folk går rundt i. Skulle de stakkels folk i Enhedslisten f.eks. finde på at indvælge Asmaa Abdol-Hamid ved næste folketingsvalg, skal hun selvfølgelig have ret til at bære tørklæde på Folketingets talerstol. Vælgerne har valgt hende som den person, hun er. Ligesom Keld Albrechtsen i øvrigt havde lov at bære islandske sweatre og DF's egen Christian H. Hansen har lov til at bære butterfly.
Det er muligt, at DF og visse kvindelige danske læger synes, at det er kvindeundertrykkende, når muslimske kvinder går med tørklæde. Min opfattelse er, at mange selv vælger det. Men selv om nogen føler sig tvunget af familie eller kulturelle normer, er det ikke staten, der skal tage affære. Det skal de, der bærer tørklæde selv, fordi det er den enkeltes personlige ansvar at styre sit eget liv. Hvis man føler sig presset til at bære tørklæde, må man selv sige fra. Ligesom personer i Jehovas Vidner selv må sige fra, hvis de ikke vil acceptere det mærkværdige forbud mod at modtage blod. Staten skal heller ikke tvinge dem til at modtage blod, selv om tilfældige politikere måske synes, at det er det mest rigtige.
----
Vi har ikke brug for en formynderstat. Vi har brug for en stat, der er stærk nok til at støtte dem, der ikke kan klare sig selv, men for svag til at tvinge dem der kan klare sig selv til at indordne sig. Det bør politikerne huske på, når de næste gang føler trang til at detailregulere borgernes liv.
Martin Kryhl Jensen er historiker
