Af Christian Bjørnskov
Stort set den eneste økonomiske udfordring, der er blevet diskuteret de seneste par måneder, har været den såkaldte finanskrise. Fra politisk side har man over en bred kam fra Enhedslisten og langt ind i Venstre begejstret set krisen som udtryk for markedsfejl og "den rå kapitalismes" sammenbrud, helt uanset at krisens rod skal findes i massive statslige indgreb i amerikanske hypotekbankers udlånspraksis.Stort set ingen taler f.eks. om Clinton-administrationen, der pressede Fannie Mae og Freddie Mac til at låne ud til "særligt fattige" klienter - dvs. folk, som ikke var kreditværdige. Man bøjede dermed loven på området og endte ikke overraskende med en så stor bunke dårlige lån, at begge hypotekbanker gik fallit.
En anden ting, der heller ikke diskuteres meget, er, at der er stor forskel på, hvor sunde forskellige landes finansielle systemer er. Det danske system ses generelt som et af de sundeste i verden, mens lande som Frankrig, Italien og for den sags skyld USA er væsentligt mere skrøbelige. Dermed har man logisk set også sagt, at den danske finansverden har "brug for" langt mindre stimuli for at komme oven vande igen. Men i diskussionen om finanskrisen er der ingen plads til den slags nuancer. Man snakker i stedet om store ændringer i verdens finansielle arkitektur, og nogle af de meste afsindige forslag kommer ikke overraskende fra Europas mest socialistiske land, Frankrig.
Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, som man ellers havde håbet ville være bare lidt anderledes end Chirac, har således afsløret sit sande, fransk-økonomiske jeg. På det seneste har han plæderet for at skabe en række nationale fonde, der skal forsvare europæiske virksomheder mod at blive købt af firmaer fra ikke-EU-lande. Han har også bedt EU's reguleringsmyndigheder om at "bøje" de fælles-europæiske regler for statsstøtte, så man kan "støtte" virksomheder og industrier, der er ved at gå fallit. Og han har for nylig advaret franske firmaer mod fyringer, der ikke kan "retfærdiggøres". Effektivt handler Sarkozys planer altså om at svaret på finanskrisen er det samme som Frankrigs historiske svar på alle økonomiske trusler: Nationalisering og direkte statslig styring.
Som en ven sarkastisk bemærkede forleden, ønsker man åbenbart at få en slags global styring af de finansielle markeder meget a la den franske model i første halvdel af det tyvende århundrede. Og hvor godt var det lige, dét gik? Frankrig var det europæiske land, der tog længst tid om at komme sig ovenpå krisen i 1929-30 - så sent som i 1938 var den franske købekraft således stadig fem procent under 1929-niveauet, mens både Danmarks og Storbritanniens lå 14 procent over.
Ydermere viser en meget lang litteratur i økonomisk vækst, at økonomisk frihed er stærkt forbundet med, hvor godt det går på lidt længere sigt med en økonomi. Sarkozys forslag vil som den eneste klare konsekvens på kort sigt betyde, at verdens landes økonomiske frihed begrænses markant. Så meget for ideen om, at vi skal komme "hurtigt over krisen".
For at putte en smule simpelt, empirisk kød på ideen om, at økonomisk frihed er gavnlig for økonomisk udvikling, kan man med fordel tage et kig på de tidligere kommunistiske lande, og hvor relativt godt de har klaret sig igennem en ofte pinefuld transition til frihed. Her kan man se, hvad transitionen til mere eller mindre økonomisk frihed betyder for vækst, da landene alle startede med et sovjetkommunistisk system, men har udviklet sig i meget forskellige institutionelle retninger.
Målt med Heritage Foundations Index of Economic Freedom er Estland i dag regionens frieste land med en score på 77,8 på et 0-100 indeks, mens Turkmenistan er det mindst frie på 43,4. Den rangering passer også smukt med, hvor hurtigt landene har udviklet sig siden 1973 (hvor der findes en fuldt sammenlignelig sovjetisk opgørelse, som man kan sammenholde med deres BNP i 2003). Esterne er i dag 50 % rigere end i 1973 mens turkmenerne har mistet næsten 2/3 af deres levestandard. Korrelationen mellem indekset og den økonomiske vækstrate er 0,45 og faktisk så høj som 0,6, hvis man sletter Hviderusland, der er kendt for at have et aldeles utroværdigt nationalregnskab (officielt er landets gennemsnitsindkomst 17 % højere end Ruslands, mens CIA bedømmer den til at være 29 % lavere). Mere økonomisk frihed er dermed klart forbundet med hurtigere økonomisk vækst, og sandsynligvis også med en mere stabil udvikling.
Bundlinjen i denne kommentar er, at ideen om tættere politisk regulering og styring af nationale og globale finansielle markeder måske ligner en god ide for mange politikere og kommentatorer for tiden. Men en lang tradition indenfor nationaløkonomisk og politologisk forskning viser med al ønskelig tydelighed, at mere styring hurtigt kan ende som det, man på engelsk lidt sarkastisk karakteriserer som noget, der "seemed like a good idea at the time". Det sidste verden har brug for, er fransk politisk kontrol.
Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
