Giv en hånd til Afrika(s militær)

Af Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet

Hjælper ulandshjælp virkelig ulande? Stil spørgsmålet til en almindelig dansk politiker, og du får sandsynligvis et svar fra en mand eller kvinde med store, forbløffede øjne: "Ja, selvfølgelig gør den det, ellers gav vi den jo nok ikke!" Anders Fogh selv har endda på det seneste markeret sig som stærk tilhænger af at øge den danske hjælp til Afrika, og mere generelt konkurrerer danske politikere nærmest om at vise deres støtte til ulandshjælpen og verdens fattige. Samme svar får man - med en snert af fornærmelse - hvis man spørger hos den del af Udenrigsministeriet, der engang var Danida. Men prøv at spørge nogle af Danmarks fremmeste eksperter i økonomisk vækst - hvis de ikke lige vrider hænderne, mens de prøver at komme udenom at svare, er svaret fra langt de fleste uafhængige, at det gør den ikke. Samme svar kommer ud af Chris Doucougliagos og Martin Paldams store 'metaanalyse' af de sidste 40 års forskning på området og den tidligere cheføkonom i Verdensbanken, William Easterlys, studier af problemet.

Grunden er ikke, at de enkelte udviklingsprojekter ikke virker - cirka halvdelen af dem er udmærkede og bidrager positivt til lokalsamfunds udvikling - men derimod at ulandshjælpen har store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger. Man har vidst i årevis, at ulandshjælpen kan underminere fattige landes internationale konkurrenceevne, nyere studier peger på, at den også hæmmer politikernes ansvarlighed, og flere andre forklaringer på den fraværende virkning har cirkuleret i det videnskabelige miljø i årevis.

Forleden fik en af disse forklaringer massiv støtte i en undersøgelse af ulandes militærudgifter. Oxford-økonomerne Paul Collier og Anke Hoefflers studie af data fra 85 ulande siden 1960 viser, at demokratier bruger færre penge på våben, at rige ulande generelt bruger en større del af deres nationalprodukt på våben, og at nabolandes militærudgifter også medfører at ulandes egne udgifter stiger. Der er derfor en slags 'positiv' spill-over i form af et våbenkapløb.

Men deres hovedkonklusion i undersøgelsen er i særlig grad ubehagelig og nærmest umulig at afvise. Selvom Collier er internationalt kendt som tilhænger af ulandshjælp, dokumenterer hans og Hoefflers studie alligevel, at ulandshjælpen i høj grad hjælper med at finansiere fattige landes militærudgifter. Og der er ikke tale om småting. I det gennemsnitlige uland afledes 11 procent af ulandshjælpen - uanset hvordan den gives - til våbenindkøb. Hvis man således følger FN's forslag i årtusindemålene om at fordoble ulandshjælpen til Afrika, peger resultaterne på, at kontinentets militærudgifter sandsynligvis vil stige direkte med cirka 40 procent. Oveni skal lægges våbenkapløbseffekten - at når nabolande investerer i militær, gør dit eget land det også. Dette lægger ti procent oveni, så den totale effekt af at fordoble ulandshjælpen bliver en stigning i Afrikas militærudgifter med 44 procent!

Det nye studie bekræfter derfor en frygt, som mange i det uafhængige ulandsmiljø har haft i årevis, og når man tænker over Afrikas historie efter kolonialismen er resultatet vel ikke ligefrem svært at tro på. Ulandshjælpen har sandsynligvis bidraget til en række af de økonomisk og menneskeligt ødelæggende konflikter, der stadig plager kontinentet. Så før Fogh og de mange politikere på Christiansborg bliver enige om at hælde de næste 14 milliarder ud over verdens fattigste lande, skal man måske få dem til at tage et kig på de nye resultater, der påpeger, at omkring 1,5 milliard af de midler i sidste ende vil gå til diktaturers militærindkøb og dermed til en sandsynlig forlængelse og fordybelse af de konflikter, som har hærget og forarmet ikke mindst det afrikanske kontinent.

Ikke at det på nogen måde får dem til at ændre beslutningen - de er jo politikere - men de bør i det mindste kende til nogle af konsekvenserne af deres politik.