Af Edith Thingstrup
Hvor ville jeg dog gerne være et godt menneske. Jeg kan bare ikke. Måske er jeg for doven, eller måske er jeg for ond af natur.Det burde ellers være så nemt. Når formanden for Etisk Råd, Ole Hartling, toner frem på skærmen, burde jeg med det samme sige amen. Jeg burde med det samme tage hans budskab for gode varer. Som for eksempel da Ole Hartling for nylig udtalte, at indiske læger skulle blive i Indien frem for at lade sig hyre som læger i Danmark. "Vi dræner et tredjeverdens land som Indien for veluddannet arbejdskraft. Vi giver ulandshjælp med den ene hånd og udnytter ressourcerne med den anden. Det udfordrer vores retfærdighedssans og gør verden endnu mere skæv, end den er." Sådan sagde Ole Hartling, og jeg burde straks føle dårlig samvittighed over at lade mig behandle af en indisk tvangsarbejder på et dansk hospital.
Men en lille ond stemme - for ond, det er den helt sikkert - bliver ved med at hviske i mit øre: "Hvad vil de indiske læger egentlig selv? Hvordan udnytter de deres viden bedst muligt? Ved at blive i Indien eller komme til den vestlige verden? Må de ikke selv finde ud af det? Tilhører de indiske læger den indiske stat? Minder modstanden mod 'brain drain' ikke lidt om den argumentation, man hørte i den gamle østblok? Altså den argumentation, der stod bag opførelsen af Berlin-Muren, så østtyskerne ikke kunne begå såkaldt 'republik-flugt' og svigte DDR, som ellers havde betydet så meget for dem?"
Jeg lytter velvilligt til den lille onde stemme. For jeg er et ondt menneske, der simpelthen får røde knopper af gode mennesker som Ole Hartling. Hæ, hæ, hæ. Hvilken besnærende tanke! Etiske Ole Hartling er ikke et hak bedre end DDR's kommissærer.
Mens jeg sidder dér og lytter til mit onde jeg, bliver jeg afbrudt af mit endnu ondere jeg. "Lad os nu et øjeblik anerkende, at det er et problem med 'brain drain' fra Indien til Danmark," siger mit ondere jeg, indsmigrende slesk. "Er det så ikke også et problem, når vi oplever 'brain drain' fra Danmark til Storbritannien? Hvad med alle de IT-folk, ingeniører, forskere og finansfolk, der tager turen til London og gør Danmark fattigere? Burde de ikke blive og betale deres skat med glæde? Var det ikke en opgave for Etisk Råd?"
Jeg overlader herefter mikrofonen til Ole Hartling. "Nej," siger Ole (altså i min syge fantasi) i kor med alle socialdemokraterne på Christiansborg. "Nej, det er ikke en sag for Etisk Råd, men for vore kammerater hos De Økonomiske Vismænd. De har netop foreslået en særlig skat for veluddannede, der forlader Danmark. Men foreløbig har vi ikke noget problem med 'brain drain' fra Danmark til Storbritannien. De fleste veluddannede kommer jo tilbage igen, som regel på gunstige skattevilkår, i kraft af den 'forsker-ordning' som Folketinget i sin visdom har indført."
Aha. Problemet er blevet løst - eller i det mindste håndteret - ved hjælp af lavere skat på højt betalt arbejdskraft, altså den, der har været en tur udenlands. Men hvad så med det etiske problem i, at vi betaler forskellig skat for samme arbejde i Danmark? Hvad med det etiske problem i, at to danske ingeniører står side om side i en dansk virksomhed, modtager samme løn for samme arbejde, men betaler forskellige beløb i skat, fordi den ene har været tilpas mange år i udlandet?
Det burde til gengæld være en sag for Etisk Råd, men bliver det aldrig. Etik i Danmark er nemlig defineret som socialisme, smålighed og statsligt påtvunget sammenhængskræft - ja kræft. En sygdom der undergraver vores evne til at tage vare på os selv. Socialdemokraterne fra alle Folketingets partier vil hellere lege "gode mennesker" end at indrømme, at skat er det største etiske problem, vi har i dette land. Skat er kravet på andre menneskers ressourcer, opfindsomhed, godgørenhed og privatliv.
En af sammenhængskræftens stærkeste fortalere er velfærdsminister Karen Jespersen. "Danmark hænger kun sammen, hvis vi alle sammen tager en tørn. F.eks. med at sørge for de dårligt stilledes jul. Det er en solidaritet, som er helt afgørende for, at vi kan bevare den store lighed i vores samfund," siger Karen Jespersen. "Det er den samme vilje, der viser sig, når vi er villige til at betale høj skat til velfærdssamfundet," siger Karen Jespersen.
Både mit onde og mit endnu ondere jeg er dybt uenige. De påpeger, at der er en afgrundsdyb forskel på at gøre en frivillig indsats for andre mennesker, og det at betale høj skat. Mit onde og mit endnu ondere jeg er nemlig etiske kværulanter. De påstår, at skat overhovedet ikke er et spørgsmål om etik. Skat er jo bare noget, man skal betale, færdig basta, og dermed ikke et spørgsmål om personlig pligtfølelse eller vilje til at gøre noget godt for andre.
Jeg selv? Mit sande jeg? Hvad mener det egentlig? Mit sande jeg gør som den tjekkoslovakiske grønthandler i Vaclav Havels essay "De Magtesløses Magt". Grønthandleren anbringer et lille skilt i udstillingsvinduet mellem løg og gulerødder med slagordet: "Proletarer i alle lande, forener eder". Og dermed signalerer han, at man kan stole på ham, han er pletfri, lydig, og har derfor ret til at være i fred.
Selvom jeg inderst inde ikke evner at være et godt menneske, kan jeg da prøve at ligne ét og lyde som ét. Jeg kan forsøge at lade være med at brække mig, når jeg siger som Karen Jespersen sidste weekend sagde til Ekstra-Bladet: "Afstanden mellem den rige og den fattige er blevet større, og man skal passe på, at uligheden i et samfund ikke bliver for stor. Når den sociale forskel er lille, er samfundet mere velfungerende og borgerne mere tilfredse."
Ingen af journalisterne spurgte Karen Jespersen, om borgerne er mere tilfredse i et totalitært samfund, hvor ingen må hæve sig over andre af hensyn til sammenhængskræften - med mindre politikerne har bestemt det. Og ingen af journalisterne spurgte Karen Jespersen om, hvad begrebet "for stor" egentlig betyder. Hvornår præcis er vi nået til "for"? Er det bare en smagssag? For stor? For lille? For tyk? For tynd? For fed? For mager? For dit? For dat? Den tågede værdipræmis er på forhånd givet i ordet "for". Ordet afværger alle indvendinger. Intet må blive "for nogetsomhelst". Men hvis uligheden kan blive "for stor" i følge denne tågede logik, kan den vel også blive "for lille"?
Ikke et ord fra Karen Jespersen om, hvornår uligheden er "for" stor. Nej, den slags kværulanteri er overladt til de onde. Og Karen er et godt menneske og som sådan hævet over den slags. Hun vil det gode for samfundet og er dermed blevet uangribelig, uanset hvad hun gør.
Åh, hvor ville jeg dog gerne være et godt menneske, ligesom Karen Jespersen. Åh, hvor ville jeg dog gerne kunne sige sammenhængskræft med "a". Men jeg er simpelthen for ond til at være socialist. Jeg er og bliver et syndigt menneske, der mener, at folk skal have lov til at gå deres egne veje og gøre deres egne fejltagelser, ligesom jeg skal have lov til at gøre mine.
Edith Thingstrup er cand. theol.
