Af Nikolaj Bøgh
Lene Espersens overtagelse af lederposten i Det Konservative Folkeparti er en god nyhed. Den rummer håbet om, at de Konservative nu for første gang siden Schlüter-æraen kan træde i karakter og blive et parti, som på ny kan tegne en markant retning for dansk konservatisme, udfordre Venstres principløshed og hæve sig over det nuværende niveau i vælgertilslutning, som Bendt Bendtsen - Mr. 10 pct. - aldrig nogensinde ville have været i stand til at overgå.Bendtsen kommer ikke til at gå over i historien som en stor konservativ leder, men som manden der nærmest tilfældigt var til stede på det rigtige tidspunkt. Han var en mand, der udnyttede sit talent til det yderste og fik skabt en betydelig stabilitet i et ellers stærkt urohærget parti. Det skal han selvfølgelig have ros for - hvad han da også har fået til overmål. På minussiden tæller, at stabiliteten meget hurtigt blev til dødvande og stilstand, som resulterede i stigende frustration i de konservative kulisser over, at det tidligere så dominerende borgerlige parti måtte affinde sig med en permanent rolle i regeringen som den lidt tungnemme lillebror.
I politik kan man jo lave mange interessante studiekredse. Men det, der tæller, er i sidste ende evnen til at tiltrække vælgere. Det kunne Bendt Bendtsen ikke, det kan Lene Espersen formentlig i langt højere grad. Det største vælgermæssige potentiale for de Konservative findes hos Venstres nuværende vælgere, hvilket tallene for vælgervandringer ved sidste valg også bekræfter. Jo mere idéforladte og semi-socialdemokratiske Venstre har ageret, jo flere borgerlige vælgere har tilkendegivet, at de stemte på partiet mere af nød end af lyst. Alternativet har manglet, og det skal Lene Espersen nu levere.
Anders Fogh har regeret i syv år på en effektiv kombination af socialdemokratisk velfærdspolitik med stor vækst i det offentlige forbrug og nyborgerlig værdipolitik med stram udlændinge- og retspolitik. Det har fungeret godt på den måde, at det fuldstændig har taget luften ud af regeringsalternativet og tvunget oppositionen til på ydmygende vis - ofte hylende og skrigende - at overtage det ene regeringssynspunkt efter det andet - uden at kunne sandsynliggøre, at de selv havde noget bedre eller andet at byde på.
Men for de Konservative har det ikke været godt, fordi det har udvandet partiets profil, som i forvejen - efter Schlüters afideologiserede borgerlighed i 80'erne og den konservative borgerkrig i 90'erne - var rigelig slidt. Hvis den udvikling skal vendes, så skal de Konservative klart demonstrere, at de faktisk er noget markant andet end den historiske og ideologiske arvefjende - Venstre. Det bliver fundamentet for på sigt også at kunne tiltrække vælgere henover midten.
Der er et stort behov i vores forvirrede, kulturrelativistiske og globaliseringshysteriske tid for konservative holdninger, men de Konservative har desværre ikke rigtig været i stand til at imødekomme det behov. Problemet under Bendtsen har i høj grad været - udover at ingen kunne forestille sig manden som statsminister - at der har manglet en sammenhængende og synlig konservativ samfundsvision anno 2008.
Der har bestemt været markante konservative fingeraftryk på den nuværende regerings politik. At de Konservative meget konsekvent har insisteret på skattelettelser, at de har understreget vigtigheden af en stærk miljøpolitik og i et vist omfang - og med kulturkanonen som flagskibet - har insisteret på værdien af dansk kultur i en globaliseret verden, hører til de mest markante af disse fingeraftryk.
Men de konservative initiativer i regeringen har ofte stået underligt isolerede, uden at det har fremstået klart, hvorfor vi skulle have skattelettelser, miljøpolitik og kulturkanon. For det skulle vi jo, fordi disse initiativer passer utrolig godt til centrale dele af det klassiske konservative tankegods.
Konservative tror på styrken i naturlige fællesskaber som familien. Derfor skal familien ikke plukkes økonomisk for at finansiere ansvarsundergravende universelle velfærdsydelser, men selv have mulighed for at disponere og løse sine egne problemer. Konservative tror på en kontrakt mellem generationerne, hvor vi har arvet landet fra vore forfædre og skal give det videre i en ordentlig stand til vore efterkommere. Derfor skal vi have en stærk miljøpolitik, hvor vi ikke som en anden græshoppesværm æder alt og lader de kommende generationer rydde op i svineriet. Konservative tror på det nationale fællesskab og på Danmarkshistorien som den ramme, der binder os sammen som folk og forpligter os etisk overfor hinanden. Derfor skal vi have en kulturkanon, som sætter fokus på det sublime i den danske kulturarv og er med til at lære os at elske Danmark, som det er skabt af århundreders påvirkninger fra mange forskellige sider.
Der må være en forventning til Lene Espersen om, at hun klarere får synliggjort den samlede konservative vision - og bredt paletten ud til langt flere af de områder, hvor de Konservative har været ret tavse gennem de senere år. Et af de områder, hvor vi savner en klar og tydelig stemme, er på socialpolitiken - eller velfærdspolitikken som det med et afskyeligt udtryk er kommet til at hedde. Her bliver opgaven at bryde med Venstres frygt for at tage noget fra nogen og understrege, at ansvaret for et lykkeligt liv ikke først og fremmest er statens, men den enkeltes og familiens. Et andet vigtigt område er uddannelsespolitikken, hvor de Konservative altid har lagt afgørende vægt på reelle faglige kundskaber og på den mulighedslighed, som kan skabes ved en god, offentligt finansieret uddannelse - ikke mindst for børn med dårlige boglige forudsætninger.
Lene Espersen kommer ikke sovende til rollen som en stærk og visionær partileder, der kan tegne en klar og begejstrende konservativ samfundsvision. Hun er ikke kendt som en intellektuel politiker, og hun er ikke kendt for at bevæge sig meget uden for sit eget ministerområde, hvor hun med stor og overbevisende effekt har talt for en stram linje i retspolitikken. Men hun virker som en konservativ med gode instinkter og en klar vilje til at stramme profilen.
Pressemødet umiddelbart efter hendes udnævnelse gav grund til stor optimisme. Hun virkede skarp og engageret og nævnte mange sunde konservative holdninger - herunder generationskontrakten, betydningen af det nationale, familiens ansvar for børnene, kravet om et højere fagligt niveau i skolen, og hun understregede, at der i Danmark skal være plads til kristendommen i det offentlige rum - i øvrigt i markant modsætning til den religionsforskrækkede statsminister.
Der er derfor al mulig grund til at ønske Lene Espersen alt det bedste som konservativ leder og have store forventninger til det konservative tidehverv, som valget af hende forhåbentlig vil udløse.
Nikolaj Bøgh er cand. scient. pol. og forfatter til "Brødrene Møller" om de to konservative politikere Poul og Aksel Møller
