Af Jacob Mchangama
Den seneste tids begivenheder vedrørende to tuneseres angivelige planer om at myrde Kurt Westergaard samt den efterfølgende beslutning om at udvise de to har bekræftet en sørgelig tendens i dansk politisk kultur: nemlig at frihedsrettigheder alene bliver påberåbt, når det passer ind i henholdsvis den værdipolitiske højre- og venstrefløjs politiske kram.Det er velkendt, at store dele af venstrefløjen under Muhammed-krisen søgte at præsentere sagen, som om den ikke havde med ytringsfrihed at gøre på trods af det faktum, at udfordring af religiøse symboler og dogmer traditionelt har været en af ytringsfrihedens vigtigste funktioner i kampen for samfund, hvor borgerne er frie til at tænke og handle uafhængigt af religiøse autoriteter.
Da PET afslørede det formodede mordkomplot mod Kurt Westergaard, og konsekvenserne af ikke at støtte op om en robust ytringsfrihed blev klar, måtte de, der på venstrefløjen havde benægtet, at Muhammedkrisen handlede om ytringsfrihed, enten forsvinde i debatten eller krybe til korset og nødtvungent støtte Jyllands-Posten og Kurt Westergaard på trods af tidligere fordømmelser.
Samtidig må man undres over, hvorfor venstrefløjen pludselig finder det helt principielt at forsvare retssikkerhedsgarantier i forhold til de to terrormistænkte, når man ikke fandt ytringsfriheden værd at forsvare for så vidt angår Jyllands-Posten. Angiveligt at ville slå en tegner ihjel er vel næppe den form for "ansvarlighed" som venstrefløjen anså som en nødvendig forudsætning for at kunne påberåbe sig ytringsfriheden under Muhammed-krisen.
Under Muhammedkrisen var den værdipolitiske højrefløj - konservative som liberale - til gengæld forenet i et forsvar for det frie ord og den frie tanke. Frihedsrettighederne var ikke til salg.
Men når det kommer til kampen mod terror, er det ofte fra borgerligt - som oftest national-konservativt - hold, man hører krav om indskrænkning af frihedsrettigheder. I sagen vedrørende de to tunesere har mange borgerlige politikere og debattører således udtrykt støtte til den nuværende ordning, hvor administrative udvisninger ikke er underlagt en vis form for domstolskontrol. Det er bemærkelsesværdigt, at den principfasthed vedrørende frihedsrettigheder, som gjaldt under Muhammed-krisen, ikke genfindes, når det drejer sig om terrorlovgivning.
Et ofte hørt argument fra national-konservativt hold - herunder fra Søren Pind, Kai Sørlander og Morten Messerschmidt - er, at det er legitimt at forskelsbehandle mellem danske statsborgere og udlændinge. Også når det kommer til retssikkerhedsgarantier. Ingen fortalere for, at de udviste tunesere skal have prøvet deres sag, har så vidt ses benægtet, at der kan forskelsbehandles mellem danske statsborgere og udlændinge. Det er således helt naturligt, at de to tunesere skal udvises, såfremt der er hold i PETs anklager. En sanktion man naturligvis ikke kan anvende overfor danske statsborgere. Endvidere er det også legitimt at forskelsbehandle, når det kommer til nydelse af offentlige ydelser, stemmeret m.v. Men når det kommer til basale retssikkerhedsgarantier, er det et skråplan at forskelsbehandle på basis af nationalitet, særligt når det kommer til så alvorlige anklager som terrorisme.
At retssikkerhedsgarantier og frihedsrettigheder gælder for såvel statsborgere som udlændinge er ikke - som ellers ofte påstået af national-konservative - udtryk for multikulturalisme og kulturrelativisme, der undergraver nationalstaten. Det ville national-konservative kunne forvisse sig, om hvis de besværede sig med at læse Danmarks Riges Grundlov. Heraf fremgår det udtrykkeligt, at en række af frihedsrettighederne herunder § 71, stk. 3 (grundlovsforhøret), § 72 (boligens ukrænkelighed), § 73 (beskyttelsen af ejendomsretten), § 77 (ytringsfrihed) og § 78, stk. 2 (foreningsfrihed) ikke diskriminerer mellem danske statsborgere og udlændinge, men omfatter enhver. Det samme følger af de frihedsrettigheder og processuelle retsgarantier, som er indeholdt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er inkorporeret i dansk ret. Dette ligebehandlingsprincip afspejler et frihedsideal, hvis rødder kan spores langt tilbage i historien.
I den amerikanske uafhængighedserklæring hedder det f.eks., at "at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder" - ikke alle amerikanere. Dette frihedsideal om lighed for loven for så vidt angår fundamentale frihedsrettigheder udgør et af kerneprincipperne i det liberale demokrati, hvis overlegenhed i forhold til andre regeringsformer for så vidt angår personlig frihed og velstand er åbenlys. Det er derfor dybt ironisk, at rationalet bag indskrænkning af fundamentale frihedsrettigheder så ofte er ønsket om at bevare egen kultur og demokratiske styreform. De, der ønsker at forskelsbehandle på basis af nationalitet for så vidt angår frihedsrettigheder, skylder således at forklare, hvor langt de er villige til at gå i sådan forskelsbehandling, og hvorledes denne form for forskelsbehandling er i overensstemmelse med den demokratiske styreform, de påstår at beskytte.
Det konkrete tilfælde med de to tunesere, hvor en indgribende administrativ beslutning truffet på baggrund af informationer, der ikke er tilgængelige for adressaten, er undtaget fra domstolsprøvelse, er et eksempel på skridt, der ikke er en retsstat værdig. Den udøvende magts adgang til at træffe indgribende beslutninger på diskretionær basis har alle dage været et onde, som retsstatsprincippet ved dets "checks and balances" skulle modvirke, herunder ved domstolskontrol. Dette kan sagtens lade sig gøre uden dermed at sætte den udøvende magts beslutningskompetence ud af kraft.
Det er således svært at se, at der kan være saglige argumenter mod at lade et uafhængigt organ, hvis medlemmer er sikkerhedsclearede tage stilling til PETs beviser. Et sådant organ vil sandsynligvis lægge afgørende vægt på PETs beviser, og kun i tilfælde hvor beviserne er helt åbenbart utilstrækkelige underkende den ansvarlige ministers beslutning. Dette ville f.eks være i overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i sager om national sikkerhed. Dermed bevares (i) PETs helt berettigede interesse i hemmeligholdelse af dets informationer, (ii) ministerens adgang til hurtigt at træffe foranstaltninger mod personer der søger at underminere nationens sikkerhed samt (iii) hensynet til retssikkerheden.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Frankrig - et land der af mange anses for at have den mest effektive anti-terrorbekæmpelse i Europa - langt oftere end herhjemme benytter muligheden for at udvise udlændinge mistænkt for terror. Men franskmændene tillader en vis domstolsprøvelse af sådanne udvisninger. Storbritannien - der er gået ganske vidt i bekæmpelsen af terror - har oprettet et særligt uafhængigt organ, der tager stilling til administrative udvisninger, også udvisninger baseret på hensynet til national sikkerhed.
Skåret ind til benet synes det national-konservative argument for at nægte prøvelse i sager om administrativ udvisning at bunde i en dybtfølt modvilje mod at indtage en holdning, der kunne opfattes som støtte til egne ideologiske hovedmodstandere. Præcis på samme måde som mange på venstrefløjen ikke kunne få sig selv til at anerkende ytringsfriheden, da "den sorte avis" Jyllands-Posten benyttede sig af denne frihed i Muhammed-krisen. Men at insistere på uafhængig prøvelse af administrative udvisninger er ikke at støtte de to tunesere eller at udvise sympati for terrorisme. Ligesom man ikke behøver at abonnere på Jyllands-Posten, blot fordi man støtter avisens ret til at offentliggøre en række tegninger af Muhammed.
Tværtimod er det netop i situationer, hvor frihedsrettigheder og retsstatsprincipper omfatter dem, man er uenig med, at frihedsrettighederne skal stå deres prøve. Anerkender vi alene frihedsrettighederne i situationer, hvor de beskytter dem, vi sympatiserer med, er frihedsrettighederne intet værd, idet de dermed bliver ofre for den herskende politiske vilje og deres beskyttelse dermed bliver diskretionær. Eksemplerne på, at tømmermændene indfinder sig, når retsstatsprincipper bliver sat ud af kraft i en god sags tjeneste, er legio. Er vi f.eks. stolte af vores retsopgør efter besættelsen? Var interneringen af japanere under 2. verdenskrig og oprettelsen af Guantanamo efter 11. september 2001 højdepunkter i USA's historie?
Vi lever ikke i en politistat i Danmark og er heller ikke på vej mod en. Men der er intet automatisk ved vores demokrati og frihedsrettigheder, og den frihed, det har taget århundreder at sikre, kan mistes på et øjeblik. Vi bør derfor værne om vores frihedsrettigheder, selv når det ikke er politisk opportunt, og når vores instinktive menneskelige reaktion er, at de, der påberåber sig frihedsrettighederne, egentlig ikke fortjener deres beskyttelse.
Jacob Mchangama er advokat og ekstern lektor i internationale menneskerettigheder
