Af Lotte Noer
Den nyligt afsagte dom på 4 års fængsel over en 16-årig gerningsmand, der bankede et offer ihjel og optog en film af det i Aalborg, har vakt debatten om det hjemlige strafniveau til live. I debatten nævnes hensynet til gerningsmanden ofte af diverse eksperter, og der fremlægges undersøgelser, som viser, at straf ikke virker, forstået på den måde, at straf ikke forbedrer gerningsmanden. Der kan dog peges på en række positive effekter ved en hård strafsanktionering, hvis man vælger offerets og det omkringgivende samfunds synsvinkel.Tilhængerne af, at straffens virkninger skal vurderes ud fra, hvordan gerningsmanden kan forbedres, argumenterer tit med at "afdøde jo ikke kommer tilbage under nogen omstændigheder". Det er rigtigt, men uvedkommende. Samfundet er berettiget og - efter min opfattelse - forpligtet til, at fastsætte en straf, der står mål med det forskyldte. Argumentet om, at "afdøde jo er død nu" fører i øvrigt til, at man lige så vel helt kunne undlade at straffe.
Tendensen til, at gerningsmandens subjektive forhold inddrages ved strafudmålingen er vidt udbredt, men særdeles skadelig for lovlydige borgeres tiltro og respekt for statens monopol på at bedrive strafferet. Når voldtægt straffes med 1-2 års fængsel, må offeret opleve det, som om den pågældende er gjort til et ta' selv bord. Og når de pårørende til den afdøde i Aalborg næste sommer kan risikere at møde gerningsmanden ved iskiosken, er det en helt ubeskrivelig krænkende urimelighed. Den forargelse, jeg udtrykker, rummer et centralt argument for hårde straffe, nemlig det, at de efterladte har et legitimt behov for hævn, og staten må levere for at undgå selvtægt.
Retssociologer har i årevis forsøgt at gøre hævn til "mindre pæne" følelser, som man nok ikke lige skal reklamere med. Jeg er helt uenig. Jeg synes hævnbehovet er legitimt, når man skal leve videre med noget, der ikke er til at leve med. En retfærdig hævn fra samfundets side bringer måske lidt balance i tingene igen. Trangen hos de efterladte til at opnå en retfærdig hævn ændres ikke af, at "afdøde ikke kommer tilbage". Retfærdigheden opnås ved, at samfundet effektivt tager afstand fra gerningsmanden og pålægger ham at bøde. Lange frihedsstraffe er her nødvendige og en forudsætning for at bibeholde respekten for retssystemet.
Lange fængselsstraffe har herudover en anden helt indlysende gavnlig effekt, nemlig den, at man ikke kan være i fængsel og på fri fod på samme tid. Med andre ord: Så længe de sidder inde, lave de ikke ballade ude i samfundet. Tankegangen betegnes ofte "renovationstankegangen" og hører heller ikke til blandt det retssociologer sædvanligvis betragter som stuerent. Igen er jeg uenig. For mig at se er det ikke betryggende, at meget kriminelle individer hurtig recirkuleres til samfundet. Jeg foretrækker ikke at møde dem.
Ved vurderingen af om hårde straffe virker, er der altså masser af argumenter, der taler for, at de gør det, med mindre man altså isoleret ser på, om straffen forbedrer eller hjælper gerningsmanden.
Lotte Noer er jurist og arbejder som advokatfuldmægtig
