Hellere helt end offer

Af Filip Berghamar

Vi har i de seneste årtier set en væmmelig forråelse, i både antallet og typen af forbrydelser mod sagesløse borgere. Vi må se i øjnene, at billedet af Danmark som et stille og fredeligt smørhul langsomt er krakeleret.

Hvor vi i mange år har brugt betegnelsen "amerikanske tilstande" om hård kriminalitet, er det på tide at benytte betegnelsen "danske tilstande". For mens man i USA har langt større mulighed for at forsvare sig selv og sine kære, har vi i Danmark valgt at imødegå den afstumpede vold med svaghed og underkastelse.

Dagen efter at en 73-årig mand fra Galten ved Århus blev dræbt af kriminelle umennesker, udkom fem råd fra vicepolitiinspektør Lars Nikolaj Jensen fra Det Kriminalpræventive Råd. Hvis du ikke ønsker at havne i samme situation som den 73-årige, bør du:

1. Lade være med at vise offentligt at du har mange penge.
2. Aldrig have mange kontanter i huset
3. Lade være med at spille helt
4. Selv vise røverne værdierne
5. Være opmærksom på at billeder på nettet kan misbruges

Man kan kort opsummere Lars Nikolaj Jensens råd som værende: Spil din rolle som offer, gør alt hvad forbryderne beder om og lev dit liv i det skjulte. Det er simpelthen for lamt! Især sætningen om at "lade være med at spille helt" vidner om et uværdigt menneskesyn og en direkte nedgørelse af de bedste og mest ædle egenskaber, mennesket kan besidde. Danmark har, i en tid hvor de kriminelle har haft alt for frit spil, virkelig brug for helte. Vi har brug for forbilleder, der kan inspirere os andre. Vi har brug for mænd og kvinder med hjertet det rette sted, der nægter at underkaste sig, og som nægter at være ofre. Mennesker der vil være stærke og ikke svage - være frie, ikke undertrykte.

Vi har brug for Michael Woollhead, urmageren der tog skæbnen i egen hånd. Et mandfolk der efter at være blevet udsat for talrige, voldelige røverier besluttede sig for at gøre modstand. I mine øjne er han en helt - uanset om han selv synes det eller ej. For han viste os, hvad en mand er i stand, når han beslutter, at han ikke længere vil være et offer.

Vi har brug for helte som Paul Wachtell og hans modige hustru, der gav igen af samme skuffe og smed deres overfaldsmænd ned gennem kældertrappen. Vi har brug for at se, at forbryderne blot er mennesker - at når man slår dem, ja, så bløder de. Vi har brug for at se, at man ikke behøver at være ung og stærk eller have det sorte bælte i karate for at kunne forsvare sig selv. At alle mennesker besidder denne egenskab - at alle kan være modige. For hvis et ældre ægtepar kan gøre modstand, så kan du også!

Hverken Woollhead eller Wachtell spillede helte. De er helte. Punktum!

Og derudover anbefaler Det Kriminalpræventive Råd altså, at man bør føje forbryderne. At man skal give dem alt, de beder om og gøre, hvad de befaler. Så hvis den gode Lars Nikolaj Jensen, i samme ånd, skulle give nogle gode råd til landets kvinder, der ønskede at minimere risikoen for voldtægt, ville de velsagtens lyde sådan:

1. Skjul din skønhed - benyt evt. en burka
2. Træk gardinerne for, så man ikke kan se, at der en kvinde i huset
3. Lad være med at gøre modstand
4. Tag selv tøjet af, hvis han beder om det
5. Læg ikke billeder af dig selv på internettet

Det holder selvfølgelig ikke i længden. Sådanne råd ville give voldtægtsforbryderne frit spil og udsætte landets kvinder for endnu større fare. At lægge sig på ryggen og give op er det samme som at acceptere det magtspil, som al kriminalitet bygger på, nemlig at forbryderen er den stærke, og offeret er den svage. Men i dét øjeblik offeret melder fra og siger: "Nej! Jeg nægter at spille dit spil. Jeg vil ikke være svag! Jeg vil kæmpe for mit liv og min frihed!" - ja, i dét øjeblik er magtspillet brudt, uanset om forbryderen får held med sit foretagende eller ej.

Ja, det kan være farligt at gøre modstand - og tingene kan udvikle sig meget grimt. Men der er absolut ingen garanti for, at livet bliver mindre farligt ved at følge Det Kriminalpræventive Råds anbefalinger om at lægge sig fladt på maven for forbryderne. Nærmest tværtimod! Det hjalp i hvert fald ikke den 73-årige fra Galten. Det hjalp ikke de omkring 4-500 kvinder, som blev voldtaget sidste år.

For mens man her i Danmark fører en opgivende og underkastende politik overfor den danske kriminalitet, fører vi en helt anden politik overfor den globale kriminalitet. Når terrorister verden over truer med bål og brand og kræver, at vi underkaster os deres krav, så lyder svaret altid prompte: Nej! Vi forhandler ikke med terrorister, vi går ikke i dialog med terrorister, og vi går aldrig ind på deres krav. For når det kommer til sikkerhedspolitik ved vi nemlig, at hvis vi blot én gang imødekommer terroristernes krav, så får vi blot endnu mere terror, endnu flere krav og endnu flere terrorister.

Så hvis det rigtige signal er en kompromisløs afvisning overfor de internationale forbrydere, hvorfor så denne imødekommenhed overfor de lokale? Hvilket signal sender man, hvis man altid føjer forbryderen? Tja, svaret må vel være: Svaghed! Det Kriminalpræventive Råd kunne ligeså godt have fortalt forbryderne: "Tag for jer af varerne, gutter - risikoen er minimal. De har fået besked på at gøre alt, hvad I siger, for danskerne er nemlig alt for svage til at yde modstand." Er dette signal virkeligt det bedste for Danmark?

Der er mange teorier for hvorfor kriminaliteten er eksploderet i de sidste par årtier. I Taberfabrikken lægger Ole Birk Olesen en del af skylden på velfærdsstaten, der giver forbryderne en sikker havn, hvorfra de kan tage på nye togter. Andre har forklaret det med den voldsfascination, der hersker i film og computerspil, og den forråelse der er sket i almindelig populærkultur. Jeg skal ikke gøre mig alt for klog på, hvorfor denne udvikling er sket, men tillader mig alligevel at kommer med et bud: Kriminaliteten er eksploderet, fordi den får lov til det!

Måske er kriminaliteten eksploderet, fordi vi er blevet alt for tolerante overfor den. Måske har de kriminelle fået så stort et spillerum, fordi vi har ladet os skræmme af deres trusler. Fordi vi er blevet bange for at stå i vejen for dem og deres korrupte levevej. Der er intet fornuftig menneske, der mener, at vold er acceptabelt - men måske mener vi bare ikke, at det er uacceptabelt nok.

Uanset hvad skal Det Kriminalpræventive Råds anbefalinger ikke stå uimodsagt. Så tillad mig at rette lidt på vægtskålen, med mine egne fem råd:

1. Hav lovlige våben let tilgængelige. Det er ikke alle våben, der er ulovlige. Du behøver ikke nødvendigvis have en 9mm pistol ved siden af din seng. En økse, machete eller en stor hammer kan erhverves helt lovligt i din lokale byggeforretning, og kan sagtens få en røver på andre tanker. Placer dem forskellige steder i boligen, så du altid har et våben tæt ved din hånd. Husk Paul Wachtells gode råd: Du er på hjemmebane! Du ved hvor køkkenkniven og hammeren er - det gør din modstander ikke.
2. Vis offentligt at du er stærk. Rank ryggen, spil med musklerne. Lad det rygtes at du ikke sådan er til at løbe om hjørner med. Nogle gange kan man slippe af sted med blot at spille stærk, selvom man ikke nødvendigvis føler sig sådan.
3. Allier dig med naboerne. Køb en naboalarm. Det er en simpel alarmtype, hvor alarmen går af hos naboerne i stedet for hos alarmcentralen. Politiet kan være mange dyrebare minutter om at komme frem - naboerne er højst et stenkast væk.
4. Tag et kursus i selvforsvar. Det styrker selvtilliden og giver dig nogle simple værktøjer til at afvæbne din modstander. Det gavner desuden også dit rygte som en hård banan.

Og vigtigst af alt:

5. Lev dit liv i frihed. Et liv i frygt er ikke værd at leve.


P.S. Ingen råd, hverken fra mig eller Det Kriminalpræventive Råd bør erstatte din egen dømmekraft!

Filip Berghamar er softwareudvikler og bestyrelsesmedlem for Liberal Alliance, Østjyllands Storkreds