Af Jesper Lau Hansen
Jesper Lau Hansen er professor og dr. jur.Under tiden hænder det lykkelige, at det er let at fatte videnskabens landvindinger, og for et enkelt øjeblik at nyde samme indsigt, som ellers normalt er forbeholdt sære forskere gemt væk i laboratorier og ucharmerende kontorbygninger fjernt fra deres mere hippe artsfæller i de centrale dele af byerne.
Det kan således ikke undre, at astrofysikere for noget tid siden kunne annoncere, at de havde fundet et absolut hul i rummet, et område helt tomt for indhold, uden spor af substans. Det kan kun undre, at man behøvede at kigge så langt ud i rummet for at finde netop det, når de fleste af os beredvilligt ville kunne pege på andre oplagte eksempler i vores omgangskreds, blandt kolleger eller på det ejendommelige fravær af borgerlig-liberal politik i regeringens planer.
Et andet eksempel er hjerneforskernes budskab om, at menneskets hjerne reelt ikke har udviklet sig i de sidste mange tusind år. Det lille barn, som vi varsomt bærer på armen, og som med store forundrede øjne ser på verden omkring sig, har samme hjerne som det barn, der blev båret af skindklædte hulemennesker, og har ingen anelse om de videnskabelige landvindinger, vi har gjort i den mellemliggende tid. Desværre har vi et undervisningssystem, som synes fast besluttet på at skærme barnet mod disse erkendelser.
Dette svigt fra undervisningssystemet skyldes naturligvis ikke ond vilje, men dennes identiske tvilling, den gode vilje. For det skal være sjovt at gå i skole, og det er det; danske børn er i alarmerende grad glade for at gå i skole. Et konkret eksempel på, hvad der møder dem dér, er faget historie, hvor man i stedet for at lære den mere kedsommelige kronologi eller dennes mere pædagogiske hjælpemiddel kongerækken, bliver præsenteret for temaer som "børn i krig", hvor de unge poders åbne sind bliver fyldt med historiske highlights som englændernes bombardement af København i 1807 og igen af Shell-huset i 1945. Det fortæller nok noget om gruen ved krig, og spændende er det, men en forståelse af, hvad Napoleonskrigene og 2. Verdenskrig egentlig var, fortaber sig blandt forne generationers døde, som vi heller ikke kender længere, og som nok bare var en konstruktion.
Resultatet af dette svigt er velklædte hulemennesker, der vandrer omkring i en verden, de stort set ikke fatter, og som derfor opleves som magisk og desværre ofte truende. Det er i hvert fald vanskeligt at tro, at veluddannede mennesker med en basal forståelse for økonomi ville vælge at søge ly bag statsmagtens skørter, som tilfældet er det i vores land. Rigtig mange danskere ønsker at blive behandlet som børn, at få frataget det tunge ansvar med at træffe egne valg og bære de ofte hårde konsekvenser. De vil hellere give Staten den indkomst, som repræsenterer friheden for et voksent menneske, og så forlade sig trygt på, at Staten passer på dem, fortæller dem, hvad der er sundt og godt, hvad de skal spise, hvornår de skal sove, om de må ryge, hvad de skal gøre. Det virker som om, at oplysningstiden var kort, og at vi nu er på fuld fart tilbage til det trygge livegenskab, som vores fjerne forfædre nød, men noget uforsvarligt satte over styr.
Disse velklædte hulemennesker har mindst samme behov og appetit på magi og religion, som deres skindklædte forfædre. Det er mere end halvandet hundrede år siden, at Darwin påviste evolutionen, og forskerne har efterfølgende kunnet underbygge hans teori så meget, som man nu kan i mangel af en tidsmaskine. Alligevel trives forestillingen om den Gudskabte verden. Selvom evolutionen lærer os, at naturen aldrig er i balance, men er et konstant skiftende dynamisk system, hvor dyrene bestandigt udvikler sig og selekteres efter deres evne til at tilpasse sig de ændrede forhold, trives stadig forestillingen om et system, hvor alle dyr og planter er nydeligt arrangeret i perfekt balance og indbyrdes harmoni, som tandhjulene i et delikat urværk. Det er ren Adam & Eva, når mennesket bliver betragtet som et fremmed element i dette eden og udstyres med det overordnede ansvar for at vogte den biologiske mangfoldighed, der er os betroet.
Denne virkelighedsopfattelse, der ubesværet kunne forstås af enhver bonde i den tidlige middelalder, giver sig udtryk i den simple opfattelse, at natur er godt, mens alt menneskeskabt er kunstigt og farligt. Man kan se folk med sammensnerpet mund knibe deres øjne sammen for at læse varedeklarationen på varerne i supermarkedet og oversætte selv det mindste sporstof af E-dit og dat, men som helt ubekymret skyller naturprodukter fra den lokale øko-shop ned uden den fjerneste anelse om, hvad de indeholder, eller om der er en dokumenteret effekt. Det ville formodentlig komme som et chok for mange, hvis man forstod, hvor mange giftstoffer, der er naturligt forekommende, og hvor udbredte de er selv i naturprodukter, vi tror at kende godt. Men alligevel trives forestillingen om, at naturen er skabt for os, og at regnskoven og andre endnu uopdagede områder bugner af planter, der vil hjælpe os mod alt fra kræft til uren hud. Det er kun intellektuel dovenskab, som forhindrer at tænke tanken til ende: at Gud skabte naturen for at hjælpe mennesket. Det er så den moderne udgave af arvesynden, at mennesket ses som utaknemmelig for disse rige gaver.
Nu ville det ikke være så ulideligt, at mange stadig slæber rundt på religionens myter, hvis det ikke var fordi, vores nationale udgave af religionen er så forbandet trist. Religion og anden overtro kan jo være festlig, og jeg ville nok være mere positivt stemt, hvis mine medmennesker fik afløb for deres magiske tilbøjeligheder ved at udleve dionysiske orgier, men desværre har religionen på vores breddegrader en tendens til at blive lige så trist og tung som vejret. Puritanismen sidder mange i kødet og lægger sit glædesløse mørke over landet.
Forleden kunne man på Kgs. Nytorv se en fotoudstilling med sjove dyr fra hele verden, men billederne var ledsaget af tekster, der var som taget ud af pietismens litani. Jorden går under, og det er menneskets skyld, fordi det vælter sig i syndefuld materialisme. Der manglede blot, at nogle af de sortklædte kvinder blandt publikum havde taget små hatte på og løftet skilte med REPENT REPENT! THE END IS NEAR for at minde om et vækkelsesmøde i de mere trøstesløse dele af Skotland. Og den uhæmmede vrede, der møder de vantro, som vover at stille spørgsmål ved undergangsmyten, står ikke tilbage for Mellemøstens fanatisme. Så stærk er puritanismens flamme i det kolde Nord.
Naturligvis fyldes jeg af stolthed over den anerkendelse, dogmefilmene har givet dansk filmindustri, men åh, hvor ville jeg ønske, at det ikke var et dansk fænomen. Hvorfor er det altid os, der skal gøre tingene primitivt, nøgent og ukunstlet? Kunne det ikke have været overladt til svenskerne, der jo allerede har Bergmankulten og evnen til at skabe socialrealistiske film, der med statsgaranti fremkalder bundløs depression og livslede. Og hvorfor skal netop dansk arkitektur være kendetegnet ved uhyggeligt åbne, sterile rum, hvor spindelvævstynde og skrabede møbler skriger til hinanden i tomheden? Gamle Henrik Stangerup talte om den protestantiske reformation som en hvid bølge, der skyllede gennem kirkerne og skjulte de smukke kalkmalerier. Den strenge hvide bølge skyller stadig rundt mellem vores kyster og efterlader et renskuret samfund, hvor alle er lige i deres fortabelse, og hvor penge ses som den direkte vej til et skørlevned, det er Statens hellige pligt at forhindre. I stedet for at kræve en retfærdig skat, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, dvs. en flad proportional skat, har vi en puritansk misundelsesskat kaldet topskatten, der med leens dødelige effektivitet sikrer, at ingen rager for højt op, og at alle dukker nakken.
Det lykkedes oplysningstiden at trænge religionen tilbage for en stund. Det var en hård kamp, der involverede store ofre og hvilede på såvel den honnette videnskab som den plebejiske hån, men det lykkedes at reducere religionen til et personligt anliggende uden magt til at true andre, der måtte have en anden opfattelse. Det fremskridt er for længst rullet tilbage, og de organiserede religioner er nu på vej tilbage for at fylde tomrummet. Skal det undgås, kræver det samme intellektuelle mod, som disse foregangsmænd og -kvinder viste. Og det kræver, at vi igen dyrker oplysningen og ikke kun, når dens resultater er lette at fatte.
