Hurra for ytringsfriheden, ejendomsretten - og for Kathrine Winkel Holm

Af Martin Ã…gerupKathrine Winkel Holm reagerer skarpt på min klumme "Rend mig i ytringsfriheden"

Slettet Bruger,

21/05/2008

Af Martin Ã…gerup

Kathrine Winkel Holm reagerer skarptmin klumme "Rend mig i ytringsfriheden". Jeg fortryder titlen, som har virket så provokerende på nogle, at den har skygget for mit egentlige budskab. Som jeg skrev i klummeteksten, er det ekstremt vigtigt, at ytringsfriheden bevares og hele tiden forsvares mod angreb. Mit ærinde var at påpege, at ytringsfriheden kun er én ud af en række frihedsrettigheder, som alle er helt afgørende for bevarelsen af den personlige frihed. Det er nødvendigt at påpege dette af to grunde. For det første fordi de øvrige frihedsrettigheder i høj grad er truet. Og for det andet fordi den offentlige debat om den personlige frihed - på trods af dette - stort set udelukkende koncentrerer sig om ytringsfriheden.

Lad mig slå fast med syvtommersøm, at jeg ikke har bebrejdet Katrine Winkel Holm eller nogen anden samfundsdebattør, at de hver især vælger deres personlige mærkesager, hvad enten det måtte være at kæmpe for ytringsfriheden, ejendomsretten eller noget helt tredje. Tværtimod sætter jeg meget stor pris på Katrines indsats som debattør, ligesom jeg værdsætter for eksempel det fokus Flemming Rose har sat på retten til at udøve religionskritik. Jeg kunne heller ikke drømme om at bebrejde en Bent Blüdnikow, at han har valgt at lægge et hovedfokus på venstrefløjens betændte forhold til autoritære ideologier og regimer under den kolde krig i stedet for borgernes økonomiske frihed. Tværtimod. Hans indsats er ekstremt vigtig, og personligt værdsætter jeg den enormt.

Som borgerlig-liberale bekender vi os til det personlige engagement og vel også til Adam Smiths indsigt, at specialisering - eller arbejdsdeling som han kaldte det - øger effektiviteten. Så lad os glæde os over, at forskellige borgerlige debattører specialiserer sig i hver især at tage forskellige aspekter af den personlige frihed i forsvar.

Der er dog én gruppe, som ikke kan tillade sig en sådan specialisering: politikerne. Af dem må vi forvente, at de hele tiden tager hensyn til det fulde spektrum af borgerlige frihedsrettigheder. Min kritik var derfor rettet imod politikerne. Jeg skrev: "Ved at tordne imod forsøg på at indskrænke ytringsfriheden kan borgerlige politikere fremstå som de borgerligt liberale dyders forkæmpere og samtidig i andre sammenhænge bidrage til at indskrænke de øvrige frihedsrettigheder". Og jeg sluttede klummen af med denne sætning: "Derfor savner jeg politikere, som ligeså energisk og harmdirrende, som de forsvarer ytringsfriheden, vil forsvare [...] de øvrige aspekter af den personlige frihed: ejendomsretten og aftalefriheden."

Mit ærinde var altså ikke at nedgøre eller "vrænge ad forsvaret for ytringsfriheden", som Katrine skriver. Jeg siger hurra for ytringsfriheden og for Katrine Winkel Holm. Men jeg siger også hurra for de øvrige frihedsrettigheder.

Katrine skriver om Islam, at den er: "En totalpakke, indeholdende både religion, jura og politik. Det, kombineret med at islam er en ecclesia militans, en 'krigskirke', der formaner sine tilhængere til at udbrede pakken ved hjælp af vold, gør islam til en enestående totalitær trussel." Jeg vil ikke her kaste mig ind i en længere diskussion af, om Islam eller Islamisme er truslen, om denne trussels omfang, eller om Islam og demokrati kan forenes. I stedet vil jeg for indeværende gå fuldt med på hendes præmis. For hvis Katrine har ret i, at Islam udgør en alvorlig trussel mod vores frihed, vil jeg umiddelbart mene, at forsvaret mod denne trussel ikke kun handler om at stå værn om ytringsfriheden, men i ligeså høj grad handler om at bevare alle vores øvrige frihedsrettigheder.

For eksempel ville jeg være meget betænkelig ved den stigende tendens til, at staten blander sig i civilsamfundet og erhvervslivet. Katrine gjorde grin med et af mine eksempler, nemlig Socialdemokraternes forslag om, at indføre en tvangskvote på mindst 40 procent kvinder i private bestyrelser. Hvor er proportionerne henne, spurgte hun. Er ytringsfriheden ikke vigtigere end dette? Jo, såmænd. Hvis dette eksempel sættes alene op imod ytringsfriheden som sådan. Men dette eksempel står ikke alene. Statens regulering af borgernes arbejdsliv og privatliv er omfattende og vokser hele tiden - også under den borgerlige regering.

Lad os holde fast i eksemplet med tvangskvoter. Bliver der først skabt præcedens for den slags, hvad skulle så forhindre et fremtidigt folketing i at indføre kvoter for kristne, jøder og muslimer i dansk erhvervsliv - eller for den sags skyld i folkevalgte forsamlinger?

Eksemplet viser, at de grundlæggende frihedsrettigheder hænger uløseligt sammen. En teoretisk ytringsfrihed giver ingen mening uden en klar og uantastet ret til ejendom. En avis skal for eksempel vide, at ligegyldigt hvad den trykker, kan ingen konfiskere dens ejendom såsom bygninger, trykkeri m.v. Den skal også bevare retten til at købe papir og tryksværte, ansætte journalister osv. Privatpersoner vil kun turde ytre sig, hvis deres øvrige frihedsrettigheder er intakte.

Jeg er enig med Katrine i, at ytringsfriheden skal forsvares. Men det bliver den jo også. Et stort set samlet folketing står værn om ytringsfriheden, herunder retten til religionskritik. Samtlige danske aviser har trykt Muhammed-tegningerne. Det er forfærdeligt, at Kurt Westergaard udsættes for trusler og er nødt til at leve under politibeskyttelse. Men hvad mere kan vi gøre end netop at yde denne beskyttelse samt sætte fokus på og protestere imod det helt uacceptable i, at han udsættes for dette, blot fordi han har publiceret en tegning? Disse ting bliver jo gjort - og det er godt.

Men andre frihedsrettigheder udsættes systematisk for angreb fra det selvsamme folketingsflertal, og de ignoreres af stort set det samlede pressekorps. Katrine skriver, at "velfærdsstaten kan vi altid tage et opgør med" - underforstået: det kan vente, det er ikke så vigtigt. Jeg er uenig. Velfærdsstaten er en del af problemet. Den har vist sig som en opskrift på manglende integration og skabelse af parallelsamfund. Personligt tror jeg, at det store flertal af muslimer kan integreres i og acceptere et liberalt demokratis grundprincipper. Men hvis man er bekymret for, at autoritær islamisme skal vinde frem blandt herboende muslimer i de kommende årtier, er det for mig at se kun ekstra vigtigt ikke at stirre sig blind på ytringsfriheden - hvor vigtigt den end måtte være - men at stå værn om alle de borgerlige frihedsrettigheder, der tilsammen sikrer den personlige frihed.

Martin Ågerup er direktør i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS

Kilde: