Af Christopher Arzrouni
For nogle handler konservatisme om "velfærdssamfundets understøttende institutioner" i form af hospitaler, skoler og museer. "Indholdet er vores fælles kultur og værdier," skriver Brian Mikkelsen i det nye konservative årsskrift Critique. For konservative som Kasper Støvring handler de konservative institutioner derimod om noget mere grundlæggende end offentlige serviceorganer. Hos Støvring er de kære institutioner snarere traditioner, normer og så videre. De er til for at holde det "onde" individ på plads. Ingen Rousseau'sk optimisme eller idealisme hér! Hos det konservative hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsk er der til gengæld rigeligt af den slags: "Konservatisme er idealisme, for konservatismens mål er at udbrede de vestlige demokratiske frihedsidealer og menneskerettighederne til flest mulige," skriver han. Lektor Søren Hviid Pedersen er i modsætning til Norsk mere på bølgelængde med Kasper Støvring i sin kritik af ideen om "universelle moralske standarder, denne fjendtlighed overfor det partikulære og det historiske baseres nemlig på ideen om menneskeheden, det generiske menneske, der eksisterer uafhængigt af tid og sted".Første årgang af det konservative årsskrift Critique rummer således nogle betydelige spændinger mellem det, der alt sammen skulle være konservativ tænkning. Den mest sigende sætning kommer i en artikel af stud. scient. anth. Erik Winther Paisley. Artiklen handler om konservatisme med kinesiske karakteristika og Paisley observerer, at "med mindre man udvander konservativ til at betyde 'moderation' eller 'statusquoisme', kan man ikke meningsfyldt tale om konservatisme i en kinesisk kontekst". Kan man det egentlig i dansk kontekst? Er konservatismen lige så (lidt) meningsfyldt her?
Jeg er ikke opmuntret af Critiques svar på det spørgsmål. Artiklerne er hver for sig udmærkede. Men de stritter i hver deres retning. Alt og ingenting kan øjensynligt være konservativt. Hospitaler og sprogpolitik, såvel som revolutioner, New Deal og nedarvede værdier. Kasper Støvring og Søren Hviid Pedersen slipper bedst fra deres beskrivelse af konservatismen. De lægger begge vægt på institutionernes og civilsamfundet rolle. Kasper Støvring virker imidlertid ikke helt stiv i sin politiske historie, når han kan betegne Franklin D. Roosevelts New Deal som konservativ. Den var tværtimod revolutionært, formynderisk og dum-naivt idealistisk. Søren Hviids beskrivelse af en konservativ antropologi, som "har en grundlæggende mistro til det enkelte menneskes moralske og intellektuelle habitus", er derimod ganske overbevisende. Men det er til gengæld ikke en antropologi, som konservative kan have patent på. Også erklæret liberale tænkere som F. A Hayek og Karl Popper deler den i vid udstrækning.
Er der så overhovedet noget særegent konservativt? Jeg er fristet til at konkludere, som jeg plejer, nemlig at konservatismen slet ikke findes. Selv føler jeg mig som en konservativ liberalist, hvor "liberalist" betegner indholdet, mens "konservativ" er tillægsordet, der betegner temperamentet. Spørgsmålet er da også, om der er fundamentale forskelle på "liberalisme" og "konservatisme" i europæisk idehistorie. Både Støvring og Hviid Pedersen gør sig stor umage for at finde en sådan forskel ved at polemisere ud over det rimelige. Hos begge bliver "liberalisme" ensbetydende med "opløsning af sociale normer" eller "religiøs tro på det enkelte menneske". Reelt er Støvring og Hviid Pedersens polemik rettet mod konstruktivisme eller radikal politisk tænkning a la den, de kan finde i rigt mål hos den "konservative" Peter Norsk.
Støvring og Hviid Pedersens definition af "liberal" minder mere om den "liberalisme", man ser i USA, hvor "liberal" er synonymt med venstreorienteret. Her er både Støvring og Hviid Pedersen decideret i ond tro med deres ordlege. De ved bedre, nemlig at liberalisme i den europæiske tradition er skeptisk over for politiske magthavere og politiske omvæltninger. Hviid Pedersen burde vide bedre end at nedgøre "liberalisme" i betragtning af, at han selv eksplicit gør brug af liberalisten F.A. Hayeks argumentation for markedet som noget, der "grunder sig i en antagelse om menneskets begrænsede rationalitet og viden".
Critique er udmærket læsning, og artiklerne er hver for sig interessante med Søren Hviid Pedersens som den absolut mest læseværdige. Men Critique bærer samtidig præg af, at konservatisme ikke er til at definere. Hvis jeg skulle bruge redaktionens udvælgelseskriterier i mine egne bestræbelser på at frembringe et liberalt årsskrift, ville jeg sigte så bredt, at jeg både kom til at inkludere Keynes og Hayek, Galbraith og Friedman, Rawls og Nozick, Rousseau og Constant, Vestager og Fogh - det vil sige alt muligt, der ikke nødvendigvis havde andet med hinanden at gøre, end at nogen på et tidspunkt havde kaldt det "liberalt".
Critique - årsskrift for borgerlig idedebat og kulturkamp, første årgang, 2008
Christopher Arzrouni er særlig rådgiver
Klik her for at købe "Årsskriftet Critique" for 100 kroner
