Af Karina Pedersen
De ejendomsløse, de fattige, småkårsfolk, proletariatet eller blot underklassen. Kært barn har som bekendt mange navne, og der er da også mange, som har al mulig grund til at pusle om underklassen. For hvor mange mennesker ville ikke miste deres arbejde eller deres politiske karriere, hvis underklassen pludselig forsvandt?Desværre vil vi altid have underklassen hos os, ikke på grund af fattigdom eller diskrimination, men fordi medlemmernes mentalitet holder dem fanget på bunden af samfundet. I 1881 gav Herman Bang følgende karakteristik af dem:
"Der er i Samfundet fremmede og besynderlige Egne. Egne, hvor Forestillingerne ikke ere vore, Lovene er andre, deres Liv er et andet end vort. De dyrke ikke de samme Guder, de forstaa ikke os, vi ikke dem; Ordene, hvori de tale, ere de samme, men deres Betydning er en anden."
Nu, 127 år - og en såkaldt velfærdsstat - senere, huser vores samfund endnu flere egne, hvor livsstil, sprog, forestillinger og også guderne adskiller sig fra resten af samfundets. Egne, hvor mennesker, som hverken kan læse eller skrive, alligevel smider om sig med ord som diskrimination og social arv. Ord, de har hørt enten i medierne eller hos deres sagsbehandler, og som de nu bruger til at undskylde deres uansvarlige opførsel.
Når man som jeg er vokset op i et socialt belastet kvarter, så har man set og hørt en del eksempler på uansvarlig opførsel - og det længe inden der boede en eneste muslim i kvarteret. Måske er det derfor, at jeg anser debatter om Islam som en lynafleder for den virkelige skurk bag den voksende underklasse. For mangel på respekt for kvinder, vold, røverier, vandalisme, handel med stoffer og anden kriminel adfærd er bestemt ikke noget muslimerne har introduceret til vores samfund. Det er ganske enkelt typisk underklasseopførsel, og har intet med religiøs overbevisning at gøre.
Og mit barndomskvarter var da også på alle måder et gudsforladt sted. Der boede indtil slutningen af halvfemserne ingen muslimer. Alligevel husede hver opgang allerede i firserne mindst to familier, der var så voldelige, at politiet regelmæssigt måtte tilkaldes. Og da blokkene kun var i tre etager, var det faktisk en del. Der var forældre, som bankede hinanden, forældre som bankede deres børn, og som årene gik, også børn der bankede deres forældre. Lyden af skrigende kvinder blandet med kreative sammensætninger af ordene luder, so, møg, kælling og sæk kunne ofte høres i kvarteret.
Folk supplerede deres overførselsindkomster ved salg af stoffer, prostitution eller tyvetogter. Når en af de nærliggende butikker manglede et af deres udstillingsstativer, så vidste politiet altid, hvor det skulle lede. Og omvendt vidste hele kvarteret, hvor man kunne købe billige varer. Når en taxa holdt på parkeringpladsen med slukkede lygter, så vidste man, at en af kvarterets unge, indimellem en pige på 13, var ved at tjene lidt penge.
Seksuelle krænkelser var på ingen måde noget usædvanligt fænomen. Der var både store drenge og voksne mænd, man som pige - med god grund - var bange for at møde i kælderen. Og der gik vedholdende rygter, hvis indhold var af så alvorlig karakter, at de burde have været efterforsket af politiet.
Når boligselskabet smed en beboer ud, så gav kommunen - som havde anvisningsret til en fjerdedel af lejlighederne - blot vedkommende en ny lejlighed. Hvis ikke i samme blok som før, så i den overfor. En enkelt gang måtte en beboer dog finde sig i, at kommunen kun kunne give ham en lejlighed i den anden ende af kvarteret. Noget han ikke kunne opfatte som andet, end at kommunen pissede på ham.
Og normalt sørgede hans sagsbehandler da også for, at han fik, hvad han bad om. Hvis han ønskede at komme på afvænning, så kørte kommunen ham straks afsted, og når han stak af efter et par dage, så var sagsbehandleren fuld af forståelse for, at et misbrug ikke lige var sådan at komme ud af. De døre han sparkede ind, de kvinder han mishandlede, hans misbrug, ludomanien og den kriminelle adfærd fortalte blot sagsbehandleren, at den her person havde brug for maksimal støtte. Og med lejligheder, halfway-huse (bosteder for tidligere misbrugere), starthjælp (beløb til indkøb af møbler) og en månedlig sum penge, han ikke kunne miste uanset adfærd, så behøvede han - som han selv sagde - kun lave lidt småjobs. Og ordet småjobs dækker i de kredse ofte over den slags, man skal udføre, inden en alarm går igang.
En kvinde fik - som mange andre i kvarteret - hver dag besøg af kommunen, som blandt andet ville undersøge, om der var mad til børnene. Køleskabet så altid fyldt ud, men en dag opdagede kommunen, at køleskabet sidst på måneden (hvilket i et socialt belastet kvarter betyder alt efter den 10.) ikke bugnede af andet end tom emballage. Da tricket blev opdaget, og der fremover blev løftet på mælkekartonerne, blev de fyldt med vand. Det var ikke fordi, hun ikke var nervøs for, at børnene blev fjernet, for det gav hun tydeligt udtryk for, når hun sagde: "Hvis kommunen tager børnene, så har jeg ikke råd til at bo her, og hvad skal der så blive af mig."
Hun havde nu ingen grund til at være nervøs, for kommunen fjernede aldrig børnene. Det var desuden almen viden, at kommunens pengeskab reagerede positivt på historier om en ulykkelig barndom - jo værre, des flere penge. Og herved beviste mange beboere, at de var i besiddelse af et ikke ringe talent for fiktion. Deres historier til kommunen var dog ikke helt så farverige, som dem de leverede, når de søgte om julelegater hos Frelsens Hær. Men det er også svært at bilde kommunen ind, at man skal holde jul for fem børn, når sagsbehandleren kan se, at man kun har tre.
Sådan er livet i de egne, som Herman Bang med rette betegnede som fremmede og besynderlige, og sådan vil det blive ved med at være, så længe vi lever i et samfund, hvor alle har ret til offentlig forsørgelse. For grunden til, at underklassen ikke ved, hvordan man skal leve, skyldes ene og alene, at den ikke behøver vide det. Dens medlemmer behøver ikke kæmpe for deres overlevelse, og derfor lader de være.
Det ville være meget arrogant at påstå, at underklassen kun består af folk, som ikke kan arbejde, for det gør den ikke (mange har jo også "småjobs"). Men med den mentalitet som hersker i de områder, så gør de det kun, hvis det er absolut nødvendigt. Og det skal samfundet sørge for, at det er - også selv om det koster en del mennesker deres karriere.
Karina Pedersen læser Østeuropastudier på Københavns Universitet
Klik her og læs også Karina Pedersens beretning om sin egen familie
