Hvorfor underviser gymnasielærere så lidt? Et studie i politik og ineffektivitet

Af Niels Westy Munch-HolbekHvor ligger hovedansvaret for, at f

Slettet Bruger,

28/01/2008

Af Niels Westy Munch-Holbek

Hvor ligger hovedansvaret for, at f.eks. lærerne på danske gymnasier og andre ungdomsuddannelser ligger i bund i forhold til andre OECD lande, når man måler på den tid, der bruges til egentlig undervisning?

Den medieomtale, der for nylig fulgte en rapport om lærernes arbejdstidsaftaler på en række uddannelser, har nok efterladt mange med det indtryk, at det først og fremmest skyldes, at lærerne ikke arbejder tilstrækkeligt - en holdning der næppe deles af lærernes selv.

Men når Undervisningsministeriet i deres medfølgende pressemeddelelse på baggrund af rapporten konstaterer, at "lærernes arbejdstidsaftaler betyder, at en gymnasielærer i gennemsnit underviser 1,8 klokketime om dagen. Lidt tid til øvrige opgaver for eksempel tilsyn eller samarbejde med andre lærere. Dernæst pauser, fem timer til forberedelse og opgaveevaluering, som kan foregå i hjemmet. Sådan kunne den gennemsnitlige arbejdsdag se ud for en gymnasielærer 200 dage om året. Dertil kommer 25 dage uden undervisning til forberedelse", kan jeg ikke fortænke nogen i at undre sig over, hvordan under to timers undervisning om dagen kan ende op med at være en fuldtidsstilling. Ikke mindst sammenlignet med hvor mange timer lærere underviser i andre OECD-lande.

Danske gymnasielærere underviser således ca. 50% mindre end gennemsnittet i OECD, mens en lærer i USA underviser næsten tre gange mere end sin danske kollega.

Ikke overraskende reagerede gymnasielærernes fagforening meget kraftigt på rapporten, som blev karakteriseret som "helt ude i hampen". Man stillede også spørgsmålstegn ved rigtigheden af rapportens datamateriale. Det er der nu ikke grund til. Men fordi kun en mindre del af lærernes tid, i det almene gymnasium under 20%, anvendes til egentlig undervisning, er det naturligvis ikke det samme som, at de ikke bestiller noget.

Om lærernes overenskomst indebærer, at den enkelte lærer arbejder, hvad der svarer til en normal fuldtidsstilling, skal jeg ikke afgøre. Faktum er, at det er der formentlig ikke nogen der kan - ikke en gang lærerne selv. Som rapporten ganske rigtigt påpeger, er en stor del af lærernes arbejdstid ikke kontrollabel. Dertil kan tilføjes, at tildelt tid til f.eks. forberedelse af undervisning er mere eller mindre arbitrært fastsat.

Synes de offentlige arbejdsgivere, at satser for forberedelse, opgaveretning osv. er sat for højt, ja så er det vel først og fremmest udtryk for, at lønmodtagerside har været dygtigere forhandlere og bedre forberedt end arbejdsgiverside.

Noget andet er, at gældende arbejdstidsaftale og overenskomst slet ikke er afgørende for, at lærerne i danske gymnasier underviser langt mindre end deres kollegaer i andre lande. Det er snarere konsekvensen af rækken af politiske valg, der har formet vores uddannelsessystem.

Det danske uddannelsessystem kan i grove træk karakteriseres ved, at man tilsyneladende næsten konsekvent har valgt ikke at lade økonomiske hensyn og krav til effektivitet spille en rolle i valg af organisering og "produktion" af kerneydelsen undervisning, snarere tværtimod.

Det bør egentlig ikke overraske nogen, når man betænker den holdning til økonomiske rationaler og overvejelser, der er udbredt i store dele af den pædagogiske verden. At tale om effektivitet, cost-benefit analyse, ja blot det at bede om kvalificerende data, betragtes i vide kredse som forfærdende og nærmest helligbrøde.

Jeg er klar over, at jeg i denne forbindelse er belastet med min baggrund som økonom. Men mon ikke de fleste er enige med mig i, at det er sund fornuft at vurdere det, man betaler for en vare, i forhold til dets egenskaber? Hvor mange vil f.eks. være parat til at betale en højere frem for en lavere pris for et produkt, der måske er bedre, men også kan vise sig at være dårligere?

Når danske gymnasielærere bruger væsentlig mere tid på forberedelse og andre opgaver end deres udenlandske kollegaer, er det i høj grad konsekvensen af, at vi i Danmark har fravalgt at gøre brug af en af de få (den eneste?) fordele, som et offentligt uddannelsessystem kan antages at have, nemlig stordriftsfordele. Et bærende element i dansk undervisningspolitik er, at Undervisningsministeriet opstiller krav, rammer og mål, mens planlægningen af undervisningsindholdet og de enkelte lektioner forestås af lærerne ude på skolerne, inklusiv valg af undervisningsmaterialer, udarbejdelser af noter, overheads osv. osv. På samme måde er der en forkærlighed for anvendelse af mundtlige eksamener, der er mange gange dyrere at gennemføre end skriftlige ditto, osv. osv.

Hvis man f.eks. valgte, at halvdelen af undervisningen var centralt planlagt, måske endda delvist i form af e-learning, minimerede antallet af mundtlige eksamener og gjorde brug af skriftlige prøveformer, der kunne rettes elektronisk, er det ikke urealistisk at forvente en besparelse/effektivisering på minimum 20%, målt på antal fuldtidslærere.

At man ikke har gjort det for længst er naturligvis et politisk valg. Men det er vel ikke et urimeligt krav at stille, at man i det mindste forsøger at bruge skatteydernes midler så effektivt som muligt.

Som forholdende er i dag, fremstår undervisningssektoren først og fremmest som endnu et eksempel på, at det tilsyneladende ikke er muligt at forene offentlig produktion med høj kvalitet til "den rigtige pris". Ansvaret for det er hverken lærernes eller deres fagforeningers, hvad man ellers måtte mene om sidstnævnte, med derimod politisk.

Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handels
og Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning

Kilde: