Af Søren Laust Finnemann Viuff
Dette er en artikel om en fantastisk smuk ide, der i konflikt med den kultur, som kommunikerer og formidler den. En ide der handler om individualitet, frihed og et samfund, hvor den enkelte frit kan udfolde sig, kun begrænset af at skulle give andre den samme frihed. Et samfund båret af personligt ansvar, frivillighed, gavmildhed og kærlighed over for andre mennesker.Men besynderligt nok er denne ide om frihed, individualitet og menneskelig diversitet repræsenteret næsten udelukkende af en homogen borgerlig masse. Alle går de i det samme tøj, har identiske uddannelser, læser de samme tykke bøger, deler livsstil og drømmer de samme drømme i forhold til karriere og familie. Det kan være svært at se de stærke, sprudlende og forskellige individer, som den smukke ide påstås at kunne rumme. I stedet ser man blot en flok borgerlige skabelonagtige kollektivister, som alle blindt følger det samme spor, og man frygter, at de vil tvinge en ned af samme vej.
Men misforstå mig nu ikke, jeg har intet problem med borgerlige eller småborgerlige for den sags skyld - folk i jakkesæt, med villa, Volvo og vovhund, for lige at karikere det lidt. Faktisk kunne jeg næsten se mig selv stå der med slipset i Weber-grillen og stege pølser i svøb, alt imens rollingerne løb rundt i villahaven og sprøjtede vand på hinanden.
Det er dog kun én retning, som livet kan tage, og den smukke ide kan rumme så fantastisk meget mere end det. Den smukke ide har plads til alt fra øko-hippie-kollektiver til velhavende folk i store villaer, et sted som Christiania, nudister, gøglere, folk der vil leve i fællesskab, og folk der vil være sig selv. Den har plads til folk, der vil ryge hash, spille golf, dyrke analsex og gå i swingerklub. Plads til alt fra det helt normale og kedelige til det skøre, eksperimenterende og helt vanvittige.
Nu skylder jeg jer måske en lidt mere nuanceret definition af begrebet borgerlig efter min lille intro. Men det vælger jeg ikke at give jer. I stedet får i den unuancerede udgave, som eksisterer i de fleste menneskers bevidsthed, og som derfor er meget mere interessant end mange af de gængse definitioner. Det at være borgerlig er nemlig meget mere end troen på den private ejendomsret, ja, nogle gange er det måske endda tvivlsomt, hvorvidt begrebet borgerlig overhovedet bliver forbundet med den private ejendomsret.
Nej, det at være borgerlig er en livsstil, det er farven blå, sort og grå, en måde at klæde sig på, det er onsdagssex, kedsomhed, en klassisk familiestruktur, ansvarlighed, at se ned på gøglere og folk på overførselsindkomst, det er min bankmand, økonomiske tabeller, en villa i Hellerup, et tørt politisk indlæg, en række politiske partier og deres politik, George Bush, krig, mord og alt muligt andet, som intet har med den smukke ide at gøre.
Så når man som borgerlig stiller sig frem med sine klassiske økonomiske og rettighedsmæssige udredninger og ofte vredladne attitude overfor alt, hvad der er gøgleragtigt og ineffektivt, i sin fine velstrøgne skjorte, kan man ikke undgå at blive sat i bås og lukket af overfor. Som forbrugere af ideer og drømme har folk umådeligt svært ved at spise forestillingen om den smukke ide som en ide, der skulle tilvejebringe et sprudlende og frit samfund, når den er omgivet af, hvad der fremstår som en homogen kultur. En kultur der tilmed næsten kræver af en, at man læser en serie af tykke bøger for overhovedet at forstå, hvad dens repræsentanter taler om.
Sådan behøver det imidlertid ikke at være. Men for at den smukke ide skal få lov til at leve og for alvor sprede sig, kræver det, at den bliver frigjort fra den borgerlige kultur. Det betyder selvfølgelig ikke, at man som borgerlig skal afholde sig fra at formidle den smukke ide, men at den på sigt skal repræsenteres af en langt større spredning af kulturer og individer for at fremstå troværdig og oprigtig.
Men hvordan kommer man så dertil? Jeg påstår ikke at kende hele svaret, men de borgerlige bliver først og fremmest nødt til at ændre deres måde at kommunikere og åbne op på. Det handler om at få folk til at drømme og se, at den smukke ide kan være skønnere end selv den mest våde socialistiske drøm. At skælde ud på staten og stædigt kræve sine naturgivne rettigheder i økonomiske og juridiske vendinger flytter ingen bjerge. Det handler om at indse, at den største kamp ligger hos os selv og ikke hos de andre. At vi ikke er i finansbranchen, men i en oplevelsesindustri, hvor vi sælger drømme og håb om større personlig frihed og om en fremtid, der er sjovere, lysere og fyldt med større muligheder, end den vi allerede forestiller os.
Vi skal eksperimentere med vores sprog og de kanaler, vi kommunikerer igennem. Den smukke ide skal i langt højere grad lande som billeder, film, teater, happenings, musik, kunst, events, skøre virale markedsføringsstunts og kampagner end som økonomiske- og samfundslitterære værker og lange kedelige artikler, så flere kan identificere sig med den historie, vi hver især fortæller. Formidlingen skal være langt mere quick-and-dirty og indholdet lettere at gå til. Det skal være frækt at være fri, og kommunikationen bør være sjov, forførende og vild i sin form, så den spiller op imod den ide om frihed og individualitet, som den formidler.
Så hvis du er borgerlig eller opfører dig som sådan, kan jeg ikke opfordre dig nok til at kaste de tunge bøger væk for en tid. De kan alligevel kun lære dig at gøre, som andre allerede har gjort. Begynd i stedet at lege med, hvordan du kunne kommunikere dine ideer ud på nye og sjove måder. Læs en viral markedsføringsblog, lær at lave videoer til YouTube, at tegne eller tage sjove, fortællende billeder. Dyrk det ikke-borgerlige i dig selv og lad det være det, som andre møder, når du fortæller om dine drømme om et fremtidigt og frit samfund. Overrask og provoker folk, så de ikke sætter dig i den bås, som de plejer. På den måde får du adgang til dem på en ny måde og kan fortælle din historie fra et helt andet perspektiv. Så du slipper for at ende med at skulle gå på kompromis som en anden sørgelig Anders Fogh.
Så vær nu lidt vild og pink i stedet for blå, rør ved folks følelser, få dem til at grine og til at græde. Det er måden, den smukke ide bliver til virkelighed på!
Fortsæt på Facebook på gruppen "Fogh, tag nu din fine kjole på" og spred budskabet til dine venner og på din blog.
Søren Laust Finnemann Viuff er design- og arkitektstuderende og arbejder pt. på fuld tid ved et strategisk designfirma
