Af Martin Ã…gerup
Mange borgerlige har svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på, når det handler om indretningen af kommunestyret. På den ene side ser de et behov for en strammere styring af kommunernes økonomi. Det er skattestoppet et af de bedste eksempler på. Fra 1970 til 2001 blev den gennemsnitlige kommuneskat godt og vel fordoblet fra 15,6 pct. til 32,5 pct. Skattestoppet indebar en opbremsning af de evigt voksende kommuneskatter. Det var helt nødvendigt og en af de bedste ting, VK-regeringen har gennemført.På den anden side støtter de fleste borgerlige ideen om det kommunale selvstyre. Det er en god borgerlig-liberal mærkesag, at decentralisere magten, således at borgerne i den enkelte kommune selv kan fastlægge det ønskede serviceniveau og det deraf afledte kommunale skattetryk.
Så det ligner umiddelbart et valg imellem pest og kolera. Enten går vi på kompromis med det kommunale selvstyre og princippet om decentralisering af magten. Eller også accepterer vi, at kommunerne fratager borgerne en stadig større andel af deres indkomst og bruger eller omfordeler midlerne på borgernes vegne - og det er jo også en magtcentralisering.
I denne klumme skitserer jeg, hvordan man kan løse dilemmaet. Det kræver en nyindretning af kommunestyret, således at kommunerne i større omfang end i dag selv bærer ansvaret for deres handlinger og dermed har incitamenter til at opføre sig ansvarligt. En sådan reform er en forudsætning for, at vi på længere sigt kan bevare og styrke det kommunale selvstyre.
Det er almindeligt anerkendt, at frihed kun fungerer under ansvar. Hvis en bank giver en borger en kassekredit på 25.000 kr. (noget der skete en del hyppigere for et år siden end lige for øjeblikket), gør den det selvsagt ud fra en forventning om, at borgeren har ansvaret for at betale en eventuel gæld tilbage. Hvis borgeren forbeholder sig retten til at erklære sig selv sindssyg i forbrugsøjeblikket og dermed uden ansvar for at betale de lånte penge tilbage, vil banken nok være temmelig tilbageholdende med overhovedet at give kassekreditten.
På samme måde giver kommunalt selvstyre kun mening, hvis kommunerne bærer det fulde ansvar for deres egne dispositioner.
Sådan forholder det sig ikke i dag. Hvis en kommune hæver skatten for en konkret borger med 1.000 kr., forhindres denne borger i at forbruge. Derved mister staten indtægter fra moms og andre afgifter. Ligeledes hindres borgeren i at spare op. Derfor skal staten ud fra et meget konservativt skøn kræve 400 kr. ekstra op i skatter og afgifter for at kompensere for en kommunal udgiftsekspansion på 1.000 kr.
Derudover sker der et tab, fordi højere kommuneskat mindsker tilskyndelsen til at arbejde, hvilket ligeledes giver et lavere provenu til statskassen. De skatter og/eller afgifter, som staten må opkræve for at kompensere for den kommunale skattestigning bæres ikke af borgerne i den kommune, der satte skatten op, men af alle skatteborgere i hele landet.
Vi har altså indrettet kommunestyret sådan, at hvis en kommune sætter skatterne i vejret med 1.000 kr., tørrer den en ekstraudgift på mindst 400 kr. af på skatteyderne i alle andre kommuner. Eller sagt på en anden måde: Kommunerne bærer ikke selv det fulde økonomiske ansvar af deres egne udgiftsbeslutninger. Derfor har det vist sig nødvendigt også at indskrænke kommunernes frihed, blandt andet gennem skattestoppet. Staten er nødt til at styre kommunerne, og vi får en evindelig konflikt mellem stat og kommuner om økonomi.
Den manglende placering af det fulde økonomiske ansvar hos kommunerne bidrager i høj grad til at forklare kommunernes økonomiske adfærd og specifikt deres ivrighed efter at drive udgifterne i vejret og manglende vilje til at sikre en effektiv drift. Det er for eksempel tankevækkende, at kommunerne er mere end tilbageholdende med at udlicitere driftsopgaver til private virksomheder, selvom flere studier viser, at der ved udlicitering er et besparelsespotentiale på 25-30 procent. I 2008 offentliggjorde CEPOS en undersøgelse, der viste, at øget udlicitering kunne spare kommunerne for omkring 15. mia. kr. om året - et skøn som professor Martin Paldam har betegnet som "konservativt".
CEPOS har for nyligt offentliggjort en undersøgelse af besparelsespotentialet i kommunerne. Den viser, at kommunerne samlet set kan spare 25 mia. kr., hvis alle indrettede sig, som man har gjort i landets billigste kommune. Forskellene imellem billige og dyre kommuner er ikke nødvendigvis et udtryk for forskelle i effektivitet. Det kan også skyldes, at de dyre kommuner blot har valgt et højere serviceniveau. I den samme undersøgelse spurgte vi borgere i forskellige kommuner, hvor tilfredse de var med den kommunale service. Vi fandt, at borgerne i billige kommuner var ligeså tilfredse med ydelserne, som borgerne i dyre kommuner. Årsagen til dette er formentlig den enkle, at selv de "billige" kommuner ligger på et højt niveau. Derfor er den ekstra nytte af at tilføre endnu flere ressourcer beskeden.
Kommunerne har for tiden meget svært ved at få pengene til at slå til. Man skulle derfor tro, at borgmestrene tog imod CEPOS' undersøgelse med kyshånd. Men nej, tværtimod. I dagene omkring offentliggørelsen af undersøgelsen rasede KL's formand, Venstre-borgmesteren Erik Fabrin fra Rudersdal, over undersøgelsen. Til TV 2 News, sagde han blandt andet, at han ikke fattede, at nogen kunne finde på at sponsorere CEPOS, og at undersøgelsen var ubrugelig. I en senere debat med undertegnede på P1 satte han trumf på og kaldte undersøgelsen "uanstændig". En række borgmestre har i lokale medier bedyret, at man slet ikke kan bruge CEPOS' undersøgelse til noget som helst.
Indholdsmæssigt har der kun været fremført den kritik af undersøgelsen, at den er baseret på sammenligninger af budgettal og ikke regnskabstal. Der er argumenter for at bruge begge dele, og det har vi faktisk også gjort i undersøgelsen. Det gør ikke nogen væsentlig forskel, om man bruger budget- eller regnskabstal. Ved brug af det sidste, er besparelsespotentialet ca. 23 mia. kr. sammenlignet med 25 mia. kr. ved brug af budgettal.
En kommune som Ballerup (den dyreste) kunne ifølge undersøgelsen spare 11.000 kr. om året per borger, hvis den prioriterede ressourcerne som den billigste kommune (listen over alle landets kommuner kan ses på www.kommunepotentiale.dk). Man skulle tro, at en sådan undersøgelse satte de dyre kommuner under pres, men det har slet ikke været tilfældet. Tværtimod har det været landets billigste kommune, Holbæk, som har været beklemt af undersøgelsen. Man har skyndt sig at gøre opmærksom på, at så lave omkostninger har man i virkeligheden slet ikke, idet kommunen skam har overskredet sine budgetter. Normalt ville man forvente, at en organisation gik stille med, at den ikke havde styr på økonomien, men i dette tilfælde blev der altså nærmest pralet med det.
Det grundlæggende problem er, at kommunerne i det nuværende system kommer for billigt til deres udgiftsforøgelser. Derfor vil de ønske at afholde flere udgifter, end samfundsøkonomien kan bære. Og derfor forekommer kommunernes udgiftsbehov nærmest umættelige. Det blev klart illustreret af Erik Fabrin i et interviewet til dagbladet Politiken den 10. maj 2009. "Nej, der kommer aldrig en dag, hvor kommunerne har penge nok," sagde Fabrin. Det er ærlig snak. Og følgelig opstår et helt legitimt og nødvendigt ønske hos regeringen, i centraladministrationen og i Folketinget om at styre kommunerne.
Det er derfor helt afgørende, at der gennemføres en finansieringsreform, så kommunerne i fremtiden bærer de fulde omkostninger ved deres økonomiske dispositioner. Man kan forestille sig forskellige modeller, men grundlæggende set bør det være sådan, at en kommune skal aflevere 400 kr. til staten for hver 1.000 kr. den opkræver i skat.
Ud over at skabe et mere retfærdigt system, vil det have den gavnlige effekt at øge kommunernes tilskyndelse til effektiv drift. Endvidere vil man i længden kun kunne bevare det kommunale selvstyre ved på den måde at give kommunerne det fulde ansvar for deres økonomiske dispositioner.
Martin Ågerup er direktør for tænketanken CEPOS
