Af Jacob Mchangama
Jacob Mchangama er advokatfuldmægtig og ekstern lektor i menneskerettighedslovgivning og folkeret ved Københavns UniversitetInstitut for Menneskerettigheder (IMR) fejrer 20 års jubilæum i år. Jubilæet fejres bl.a. under sloganet "Menneskerettigheder hver dag". I et land som Danmark, hvor ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed, er garanteret, hvor retsplejen giver borgerne en grundlæggende beskyttelse mod vilkårlighed, og hvor ingen bliver tortureret, synes IMR's slogan at være malplaceret. Et slogan som "Menneskerettigheder hver dag" ville umiddelbart være bedre møntet på lande som Cuba, Zimbabwe eller Venezuela, hvor rettighederne er fremmedord.
Men ifølge en jubilæumskronik i Politiken skrevet af direktør Morten Kjærum er det ikke kun "forsidehistorier", som udgør menneskeretlige problemstillinger, og som IMR skal og vil beskæftige sig med. Menneskerettigheder hver dag dækker ifølge Morten Kjærum også over, "hvordan vi i det daglige behandler mennesker med handikap, senildemente, ældre, psykiatriske patienter, handikappede, etniske minoriteter og andre, som ikke umiddelbart har adgang til at drøne af sted på første klasse i vores samfund." Kernen af kampagnen vedr. "menneskerettigheder hver dag" er således skabelsen af et "inklusivt" frem for et "eksklusivt" samfund.
Hvilke forhold i det danske samfund er det så, der virker ekskluderende, og som udgør menneskeretlige problemer? Det kan ifølge Morten Kjærum være "umulige adgangsforhold for kørestolsbrugere; [...] særlige højdekrav til ansøgere til politiuddannelsen, der i praksis favoriserer mænd; [...] uddannelsessteder, hvor en social omgang med rigelige mængder af alkohol ikke virker indbydende for muslimske studerende."
Der er langt fra tanken bag "menneskerettigheder hver dag" til menneskerettighedernes ophav, der kan spores til antikken, men som for alvor materialiserede sig som et forsvar mod blodigt tyranni og undertrykkelse i renæssancen og oplysningstiden. Ingen af de eksempler, Morten Kjærum nævner som problematiske, kan med nogen ret siges at være udtryk for tyranni, undertrykkelse eller utidig indblanding fra statens side. Men IMR's kampagne er ikke kun udtryk for en triviel udvanding af menneskerettighedsbegrebet. Den er også potentielt frihedsindskrænkende. Menneskerettigheder fungerer som garantier, der enten er absolutte, eller som der kræves vægtige og objektive grunde for at fravige. Med andre ord trumfer menneskerettigheder øvrige hensyn og indsnævrer mulighederne for at agere indenfor menneskerettighedernes anvendelsesområde. Netop derfor må menneskerettighederne være veldefinerede og afgrænsede. Menneskerettighederne kan ikke meningsfyldt udbredes til en række hverdagsområder - såsom forholdet private borgere imellem, ansættelsespolitik eller alkoholpolitik på uddannelsessteder, hvor en række legitime og relevante, men modsatrettede hensyn konstant vil spille ind afhængig af kontekst og konkrete omstændigheder.
Det ville i så fald kræve, at man på forhånd definerede, hvilke af de modsatrettede hensyn, der skulle trumfe de øvrige relevante hensyn. Men da der ikke nødvendigvis hersker nogen konsensus om, hvilke hensyn der på ethvert givent område er vægtigst, må sådanne spørgsmål overlades til borgerne selv, som således i videst muligt omfang kan indrette sig i forhold til, hvilke af de konkurrerende hensyn de selv synes er vægtigst. Skal spørgsmål om privates diskrimination, alkoholpolitik i forhold til minoriteter m.v. endelig reguleres, må sådan regulering overlades til den almindelige lovgivning, der jo kan ændres igen og i højere grad tage hensyn til detaljer og modsatrettede hensyn, som ikke lader sig gøre for så vidt angår basale retsgarantier som menneskerettigheder.
Skal tanken om det inklusive samfund baseret på menneskerettigheder realiseres, vil det derfor indebære en risiko for at indskrænke den frihed for den enkelte til at leve sit liv, som han eller hun vil, uden statslig indblanding, som ellers var menneskerettighedernes kernefunktion. For det inklusive samfunds rettighedsbegreb må nødvendigvis forudsætte, at politikere og menneskerettighedseksperter træffer en række beslutninger om, hvilke hensyn, der skal ophøjes som værende særligt gode, vægtige og moralske. Men sådanne beslutninger er i vidt omfang subjektive og afhængige af den enkeltes politiske og moralske overbevisning og samvittighed.
Hvis den slags beslutninger ophøjes til uantastelige menneskerettigheder, vil man derved begrænse retten for borgerne til at følge deres overbevisninger og samvittighed, hvorved åndsfriheden, som er uadskillelig fra den borgerlige og politiske frihed knægtes.
