Af Poul Erik Andersen
Poul Erik Andersen er journalistSet med lægmands øjne tager folkekirken sig efterhånden mere og mere besynderlig ud. Nogle præster har taget ved lære af den muslimske fredagsbøn, og er i bedste imam-stil begyndt at bruge gudstjenesten til politiske programerklæringer. Andre har sammen med domprovster og biskopper travlt med at tækkes muslimske hardcore imamer og kolportere det besynderlige budskab, at muslimer og kristne skulle have samme Gud uden tanke for, at ayatollah Khomeini ramte plet, da han helt korrekt konstaterede, at Koranen rummer hundrede flere gange vers, der handler om politik, end vers der omhandler fromhed.
Et foretagende, der kalder sig Islamisk-Kristent Studiecenter, og som både Københavns Stift og en lang række kristne græsrodsbevægelser er involveret i, er et typisk eksempel på en dialogagtig paradeforestilling, hvor kirken og godtroende præster bliver brugt til at legitimere islamisk fundamentalisme.
I antologien "Islam i vesten - på Koranens vej?" redigeret af journalist og forfatter Helle Merete Brix og historiker Torben Hansen redegøres der bl.a. for de tre muslimske organisationer, der står bag Islamisk-Kristent Studiecenter og støtter det økonomisk.
Det drejer sig om den tyrkiske organisation Milli Görüs, der har europæisk hovedsæde i Tyskland, og som af den tyske efterretningstjeneste betegnes som "islamisk-ekstremistisk". De to andre organisationer er den fundamentalistiske bevægelse Minhaj ul-Quran og Den muslimske Verdensliga, der styres fra Saudi-Arabien.
I Danmark opererer Milli Görüs under betegnelsen DMGT eller "Sammenslutningen af Indvandrerforeninger", og har her i landet 43 afdelinger med Zeki Kocer som landsformand. Han er en af dem det i dag er legitimt at kalde landsforrædere, idet han sammen med blandt andre Abu Laban og Ahmed Akkari var med i de muslimske delegationer, som i februar sidste år rejste Mellemøsten tyndt med falske Muhammedtegninger og foranstaltede afbrændinger af danske flag og ambassader, boykot af danske varer samt dødstrusler mod en række danske bladtegnere, redaktører og journalister.
Den såkaldt dialogivrige imam Abdul Wahid Pedersen er en af de fremtrædende muslimer, som har tætte forbindelser til Milli Görüs. Han har således været skoleleder på Sjællands Privatskole, som er en af de friskoler, foreningen driver i Danmark. Wahid Pedersen, som blandt andet er kendt for sine krav om dødsstraf for muslimer, der konverterer til kristendommen, er en aktiv mand i Islamisk-Kristent Studiecenter. Han var således bestyrelsesmedlem i den periode, hvor en anden muslimsk hardliner, nemlig imam Faith Alev var næstformand. De to blev dengang berygtede for deres forsvar for stening, og da besindige mennesker forsøgte at gøre dem opmærksom på, at Koranen ikke foreskriver stening, men piskning, afleverede Faith Alev på begges vegne følgende svada i Kristeligt Dagblad (30/5 2002, internetudgaven):
"At straffen ikke er foreskrevet i Koranen ændrer intet på, at det ifølge flertallet af de lærde (mudjtahider og muftier) med speciale indenfor islamisk jura (fiqh) er et uomgængeligt faktum, at den står skrevet klart og tydeligt i overleveringerne om Profetens sædvane, altså i Hadith-samlingerne. Som sædvanlig er haditherne om denne straf, ligesom i alle andre sammenhænge, en supplerende kilde til forståelse af Koranens bud om straffen for hor, da Gud i Koranen forpligter de troende til at adlyde Ham og Sit Sendebud".
I samme forbindelse fastslog Fatih Alev, at hverken han eller Wahid Pedersen "repræsenterer muslimer, der går på kompromis med islam", og ifølge Jyllands-Posten (11/8 2002) står han ligeledes som "garant for, at ingen i det muslimske miljø i Danmark fører dialog med jøderne. Hvis nogen forsøger, så udstødes de".
Det var klar tale fra næstformanden i en organisation, der skal forestille at befordre respekt og tilnærmelse mellem religioner, og for at ingen skal være i tvivl om hensigten med denne såkaldte dialog, har imam Fatih Alev fastslået, at "Muslimer har en drøm om at leve i et islamisk samfund. Den drøm skal nok gå i opfyldelse i Danmark, for på et tidspunkt bliver vi flertal".
I modsætning til Wahid Pedersen sidder Fatih Alev stadig i bestyrelsen for Islamisk-Kristent Studiecenter. På næstformandsposten er han blevet afløst af Isa Kuyucuoglu fra Dansk-Tyrkisk Islamisk Stiftelsen, som på sin hjemmeside bl.a. fremhæver "den tolererede religiøsitet, der blev udviklet i Tyrkiet igennem historien i det moderne Tyrkiet, der besidder en historisk erfaring fra den Osmanniske fortid". Det er blandt andet denne historiske erfaring med "tolereret religiøsitet", der i 1915-16 gav sig udslag i folkemordet på 1,5 millioner kristne armeniere, og som den dag i dag med jævne mellemrum praktiseres med mord på kristne, som i Tyrkiet generelt er jaget vildt.
Centrets daglige drift varetages af blandt andre Naveed Baig, der præsenteres som "projektleder for etnisk ressourceteam". Han blev især landskendt, da Jyllands-Posten kom i besiddelse af et videobånd, der afslørede, hvordan han som imam i den fundamentalistiske organisation Minhaj-ul-Quran var med til at opfordre til drab på muslimer, der ikke opfører sig i overensstemmelse med gældende islamiske regler. Formanden for centrets bestyrelse er Københavns stiftspræst, dr. theol Lissi Rasmussen, som også er centrets daglige leder. I bestyrelsen sidder desuden tidligere kirkeminister A. O. Andersen og formanden for Vor Frue Sogns Menighedsråd, lektor Karsten Fledelius.
Oplysninger om grundlaget for centrets økonomiske drift er meget sporadiske. I det kortfattede referat, der er tilgængeligt fra centrets generalforsamling 21. marts 2006, nævnes på økonomisiden kun et ekstraordinært tilskud på 50.000 kr. fra Vor Frue Kirkes Menighedsråd, samt at centret hovedsageligt finansieres af "tilskud fra en række menigheder i Københavns Stift og enkelte muslimske organisationer, medlemskontingenter, bogsalg og gruppebesøg i centret".
Til gengæld står der i referatet intet om det tilskud på 250.000 kr., som Danmissionen i 2004 besluttede at yde til centret fordelt over en femårig periode. Det må dog siges at være en væsentlig oplysning for de mennesker, som i god tro bidrager til Danmissionens arbejde i den sikre forvisning, at pengene bliver brugt til socialt og kirkeligt arbejde i U-landene og ikke til finansiering og blåstempling af muslimske fundamentalister, som med trusler om bål og brand af al magt forsøger at hindre enhver form for integration i et samfund, som med sin tolerance og sine ugudelige menneskerettigheder udgør vel nok den alvorligste trussel mod islam.
Ved at anskue integration som et teologisk spørgsmål og dermed gå i dialog med imamer, hvis eneste form for dialog er lyden af deres eget ekko, er store dele af folkekirken godt på vej til at blive den største hindring for integration af muslimer. Diverse præster, domprovster og biskopper legitimerer på den måde islams politiske og menneskefjendske diktat, og taberne bliver de muslimer, som blot ønsker en fredelig og arbejdsom tilværelse som frie mennesker i et samfund, hvis normer de ønsker at tillempe sig, men som hjælpeløse er under pres fra de islamiske organisationer og imamer, som folkekirken i stor stil blåstempler og dermed giver autoritet.
Den chikane, som de muslimske medlemmer af Khaders "Demokratiske Muslimer" udsættes for fra det muslimske miljø, taler sit eget tydelige sprog om den intimidering, folk i det muslimske miljø udsættes for. Mange af dem turde end ikke komme til den stiftende generalforsamling af angst for at blive genkendt og udsat for repressalier.
Det er meget muligt, at det hører med til det kristne menneskesyn i Danmissionen og i de kristne menigheder i Københavns Stift at medvirke til finansiering og legitimering af folk, som af såkaldt religiøse grunde slynger om sig med dødstrusler og krav om stening. Det virker temmelig bizart, men er under alle omstændigheder et symptom på den udvikling, folkekirken tilsyneladende er inde i, nemlig at et stigende antal præster, domprovster og biskopper i alarmerende grad er begyndt at optræde som noget, der ligner islams og islamismens naive og nyttige idioter.
I morgen vil imam Abdul Wahid Pedersen besvare Poul Erik Andersens kritik på denne plads.
