Af Poul Erik Andersen
Skal man dømme efter den politiske chikane og det benspænd, det nyetablerede Center for Koldkrigsforskning (CFKF) udsættes for, er det hævet over enhver tvivl, at centerets leder, professor, dr. phil. Bent Jensen, i dag betragtes som en af landets farligste forskere af det politiske establishment. Altså en mand hvis forskningsresultater man af en eller anden grund nærer noget, der ligner en sand rædsel for, og som derfor med alle lovlige midler skal bremses for enhver pris.Hele sagen er grotesk i en sådan grad, at den har antaget kafka'ske dimensioner.
Beslutningen om oprettelse af Koldkrigscenteret blev truffet af Folketinget i november 2005 som en treårig bevilling, der således udløber i år. Med den relativt korte forskningsperiode, der her er tale om, skulle man således tro, at de ministerielle embedsværk efter ordre fra deres politiske chefer, her først og fremmest statsministeren og justitsministeren, ville sætte turbo på for at få formalia bragt i orden, således at selve forskningsarbejdet hurtigst muligt kunne komme i gang. Men sådan skulle det ikke gå. Tværtimod.
For det første gik der adskillige måneder med at få udarbejdet vedtægter. Derefter skulle stillingen som centerleder udarbejdes og annonceres og ansøgninger behandles. Sådan gik det første af de tre år, forskningsbevillingen lød på. Herefter opstod der problemer med at finde egnede lokaler på Forsvarsakademiet. Der skulle udarbejdes forskningsprogram og ansættes tre forskningsmedarbejdere. Det tog et halvt år, med det resultat at centeret først var funktionsklart 1. august 2007.
Så skulle man jo så tro, at professor Bent Jensen og hans tre forskningsmedarbejdere med over halvandet års forsinkelse omsider kunne kaste sig over arbejdet. Men nej, sådan spiller klaveret ikke, når politiske magthavere i solidaritet med hinanden af en eller anden grund føler sig truede på deres fortid. Man fortsætter obstruktionen med helt lovlige midler.
I dette tilfælde sikkerhedsgodkendelse af forskerne, der jo i deres arbejde får adgang til klassificeret materiale. Denne godkendelse skulle i øvrigt også omfatte Bent Jensen, som i forvejen har en mangeårig sikkerhedsgodkendelse! Det tog, siger og skriver, syv måneder, førend Statsministeriet i marts måned i år omsider kunne meddele, at alle fire forskere var blevet sikkerhedsgodkendt og endelig kunne gå i gang.
Centeret er således takket være benspænd fra Statsministeriet og Justitsministeriet nu havnet i den rent ud sagt psykedeliske situation, hvor der af en treårig folketingsbevilget forskningsperiode om Den Kolde Krig nu kun er ni måneder tilbage at arbejde i!
Men dermed er chikanerierne ikke slut, for nu er der problemer med at få adgang til relevant forskningsmateriale. Som Bent Jensen udtrykker det, så har PET og Justitsministeriet forlods lagt "deres klamme hænder" på mange af de dokumenter, centeret ønsker adgang til i forbindelse med forskningen. Formålet skulle være at afgøre, om et dokument er "forskningsrelevant", men den slags er ifølge Bent Jensen en historisk vurdering, som jurister kan have svært ved at foretage, og det er "ødelæggende for en forskning, der har som ambition at analysere og beskrive, hvad der foregik under Den Kolde Krig på en realistisk måde".
Dertil kommer, at PET-kommissionen, som nu sidder og smøler på tiende år, også sidder tungt på en række dokumenter, som Centeret har hårdt brug for. Blandt andet især dem om dobbeltspionen Oleg Gordievskij, som Bent Jensen allerede for flere år siden bad om at se, og som uden tvivl kan kaste lys over en række skjulte sandheder omkring en række fremtrædende personers handlinger under koldkrigsperioden. Og bestemt helt aktuelt om journalist Jørgen Dragsdahl.
Netop Oleg Gordievskij, der under de første år af den betændte fodnoteperiode arbejdede som højtstående KGB-officer ved den sovjetiske ambassade i København, samtidig med at han de facto var hoppet af og arbejdede for det britiske MI5, er en central person, når det gælder danskeres lyssky forbindelser og underminerende samarbejde med det sovjetkommunistiske bøddelregime. Gordievskij kendte dem alle, politikere og ikke-politkere, havde tætte forbindelser til mange af dem og forsynede løbende PET med en guldgrube af informationer om disse menneskers gøren og laden.
Således havde Gordievskij nære kontakter til bl.a. journalist Jørgen Dragsdahl og journalisten og forfatteren Arne Herløv Petersen, og da Herløv Petersen i november 1981 blev arresteret og hans bolig ransaget, var det således Gordievskij, der havde serveret ham på et sølvfad for PET. På trods af de uangribelige og vandfaste beviser, blev straffesagen mod Petersen den 17. april året efter afblæst i 11. time af daværende justitsminister Ole Espersen, som af besynderlige årsager og uden at give nogen forklaring pludselig frafaldt tiltalen, men bibeholdt sigtelsen. En sigtelse, som Herløv Petersen stadig helt urimeligt har hængende over hovedet.
Årsagerne til betænkelighederne ved en retssag, hvor mange ting jo pludselig vil komme for dagens lys, kan man selvfølgelig gisne om, men faktum er, at netop PET's Gordievskij-dokumenter er af vital betydning for en korrekt historisk udredning om koldkrigsperioden, og disse dokumenter er af bureaukratiske grunde indtil videre lukket land for Bent Jensens forskningscenter, som i skrivende stund nu kun har syv måneder til at gennemføre det projekt, som et flertal i Folketinget havde givet tre år!
Sideløbende med de mere eller mindre åbenlyse chikanerier og benspænd for koldkrigscenterets arbejde, køres der fra PET's og Justitsministeriets side en personlig hetz mod Bent Jensen inspireret af Jørgen Dragsdahl som følge af en artikel i Jyllands-Posten 14. januar sidste år, hvor Bent Jensen citerede et PET-dokument, hvoraf det fremgik, at PET anså Dragsdahl for at være KGB's nr. 1 i Danmark.
Det medførte, at Dragsdahl omgående løb til sine politiske venner i SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, og at PET herefter anklagede Bent Jensen for at have brudt sin tavshedspligt. Ikke for at have citeret fra dokumentet, men ved at nævne Dragsdahl ved navn og i denne forbindelse i øvrigt også truede Jensen med bål og brand.
Afgørelsen er selvmodsigende i en sådan grad, at alt tyder på, at PET har været udsat for og stadig er udsat for et massivt politisk pres fra formanden for Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne, Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, Morten Bødskov. I sin afgørelse erkender PET, at der ikke findes klare og entydige regler for, hvilke personoplysninger, der kan offentliggøres, og dels, at PET ikke mener, at Jørgen Dragsdahl er så kendt i offentligheden, at det kan berettige en offentliggørelse af oplysningerne.
Det er rent vrøvl, for med henvisning til Dragsdahl påståede anonymitet erkender PET blankt, at Bent Jensen skam da godt må offentliggøre navne, blot de er kendte i offentligheden. Set med PET's øjne ville der således ikke have været tale om brud på tavshedspligten, hvis Bent Jensen i stedet for Dragsdahl havde skrevet om så kendt en person som eksempelvis tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen. For slet ikke at tale om socialdemokratiets tidligere udenrigspolitiske ordfører Lasse Budtz. Eller for den sags skyld nuværende EU-kommissær Poul Nielson.
Med de artikler, som Jørgen Dragsdahl skrev i Information, som ammunition var netop disse tre under fodnoteperioden i de koldkrigsafgørende år i 1980'erne bannerførere for en politik, der havde til formål at sabotere Danmarks tilknytning til NATO og i stedet drive landets sikkerhedspolitik i armene på Sovjetunionen.
I oktober 1984 drog denne socialdemokratiske trio således til Moskva og forklarede de formentlig måbende russere, at den danske opposition i modsætning til regeringen fuldt ud tilsluttede sig Sovjetunionens fredsskabende politik, der bl.a. gik ud på at afbryde nedrusningsforhandlingerne og i stedet klistre Østeuropa til med de berygtede SS-20 missiler, som hver havde en rækkevidde på ca. 3.000 kilometer, og som hver var udstyret med tre styrbare atombomber.
Der er ingen tvivl om, at man i Socialdemokratiet er rædselsslagne ved tanken om en både nøgtern og kritisk forskning i Den Kolde Krig, og Morten Bødskov har i lighed med i øvrigt SF's Pernille Frahm da også lige siden Bent Jensen artikel i Jyllands-Posten 14. januar sidste år gjort, hvad han kan for at stoppe Bent Jensens adgang til PET's arkiver og dermed også sabotere koldkrigscenterets forskning.
"Regeringen må trække hans arkivadgang tilbage," erklærede Bødskov i Jyllands-Posten 3. maj sidste år, og ligeledes sidste år dyngede Bødskov statsministeren til med spørgsmål om Bent Jensens arkivadgang. Alene i perioden 26. april - 3. maj stillede Morten Bødskov således statsministeren ikke færre end 12 skriftlige spørgsmål om dette emne!
Nu lader det til, at Morten Bødskov og konsortier er ved at få held med at sabotere en hårdt tiltrængt og nøgtern og dermed også politisk ukorrekt forskning i Danmarks rolle under Den Kolde Krig, og for at færdiggøre arbejdet går man nu personligt efter denne besværlige professor, der ikke har fattet, at historien er den løgn, det er mest bekvemt for politikere at blive enige om.
Som følge af Bent Jensens artikel i Jyllands-Posten 14. januar sidste år anlagde Jørgen Dragsdahl den 6. februar injuriesag mod Bent Jensen og Jyllands-Posten. Han ville ikke finde sig i at blive kaldt KGB-agent og krævede en erstatning på 250.000 kr.
Jeg skrev dengang naivt i Jyllands-Posten, at Dragsdahl nu var godt på vej til at skyde sig selv i foden, for under en retssag ville han blive nødt til at forklare, "hvorfor det var absolut nødvendigt for ham at mødes med sine PET-overvågede KGB-agenter under suspekte forhold på S-togsstationer eller i tog og ude i provinsen. For slet ikke at tale om møder med KGB-agenter i Wien". Jeg henviste ligeledes til, at Oleg Gordievskij havde holdt PET løbende orienteret om hans KGB-aktiviteter, samt at han politiske fodnotevenner nu var sat uden for enhver form for indflydelse.
Alt dette under den helt klare forudsætning, at PET selvfølgelig ville udlevere de relevante dokumenter. Om ikke for andet, så efter ordre fra den konservative justitsminister Lene Espersen. Men sådan skulle det ikke gå. Nu nægter PET at udlevere de dokumenter, som forsvaret har brug for i sin bevisførelse for, at Bent Jensen artikel var korrekt fra ende til anden, og justitsministeren foretager sig intet. Eneste håb for forsvaret er, at dommeren i Svendborg, hvor sagen skal føres, pålægger PET at udlevere dokumenterne.
"Det virker helt kafka'sk på mig," sagde Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Carsten Juste, til Information 23. februar, men denne kafka'ske situation er ikke af ny dato. I 1994 anlagde Jørgen Dragsdahl en lignende injuriesag mod Ekstra Bladet, hvor journalist Jacob Andersen med Oleg Gordievskij som kilde havde beskrevet Dragsdahls virke som KGB-agent.
Sagen blev aldrig optaget til doms af den enkle grund, at den daværende justitsminister Erling Olsen sammen med Ole Espersen via pres på PET saboterede Ekstra Bladets bevisførelse med det resultat, at avisen var nødt til at indgå forlig og betale en erstatning på 125.000 kr. Nu regner Dragsdahl så åbenbart med, at han på den baggrund kan skovle yderligere 250.000 kr. i lommen på trods af, at vi nu har en borgerlig justitsminister, om hvem man umiddelbart skulle tro, at hendes parti bestemt ikke har koldkrigsskeletter i skabene og derfor af samme grund ikke kan have nogen interesse i at spænde ben for Bent Jensen.
Men man begynder efterhånden stærkt at tvivle. Obstruktionen og chikanerierne mod Center For Koldkrigsforskning stammer fra justitsministerens og statsministerens ministerier, og begge ministre har passivt set til og dermed accepteret, at der nu én gang for alle skal lægges låg over seriøs historisk forskning om Danmark og danskeres rolle under Den Kolde Krig.
Vi har også en borgerlig justitsminister, der undlader at gribe ind over for PET, men tværtimod passivt ser til, medens venstrefløjen anført af Socialdemokratiet nu via en retssag sætter de afgørende dolkestød ind i ryggen på den mand, der via sin forskning om nogen nøgternt har bidraget til både folkelig og rent videnskabelig oplysning om sovjetkommunismen og venstrefløjens roller.
Og vi har en borgerlig statsminister, der i 1999 i forordet til Bertel Haarders bog "Hvem holdt de med?" blandt andet skrev:
"Det skal være et opgør med de kræfter, der under Den Kolde Krig gik Sovjetunionens og Warszawapagtens ærinde. Et opgør med de mennesker, der ikke var i stand til at forstå, at der nu engang er forskel på ven og fjende. Den enkle, men deprimerende kendsgerning er jo den, at vi her har at gøre med mennesker, som reelt begik et intellektuelt og moralsk forræderi af format, men som helt er sluppet for tiltale."
På dansk har vi et meget rammende udtryk for den slags: fine ord og fedt flæsk!
Tilbage står nu et helt afgørende og centralt spørgsmål, nemlig: er det en flok politikere, der af hensyn til egen partihistorie og måske også borgfreden inden for murene, skal bestemme, hvad befolkningen må få at vide om sin egen historie og Den Kolde Krig? Svaret blafrer desværre stærkt i vinden.
Midt i al denne virak, obstruktion, chikanerier og dolkestød i ryggen fylder hovedpersonen, Danmarks p.t. farligste forsker, professor dr. phil. Bent Jensen 70 år lørdag den 10. maj. Hans forlag, Gyldendal, fejrer dagen med udgivelsen af en anatologi med den meget rammende titel "Kampen om Den Kolde Krig", redigeret af Lars Hedegaard og med bidrag fra blandt andre Jess Ørnsbo, K.G.H. Hillingsøe, Mikael Jalving, Flemming Rose med flere. Bent Jensen vil få overrakt bogen ved en sammenkomst på Gyldendal i dag, torsdag.
Poul Erik Andersen er journalist
