Af Henrik Fogh Rasmussen
Efter denne uges primærvalg i 24 amerikanske delstater tyder meget på, at valget i november kommer til at stå mellem John McCain på den ene side og enten Hillary Clinton eller Barack Obama på den anden. Dermed har Demokraterne et stort problem.Præsidentvalget kommer uundgåeligt til at handle om sikkerhedspolitik, fordi sikkerhedspolitikken ganske enkelt vil være den altoverskyggende udfordring mange år frem i tiden. Den næste præsident kommer til at træffe skelsættende beslutninger omkring Afghanistan, Irak, Iran og en lang række andre brændpunkter rundt omkring i verden. Og amerikanske medier og vælgere tager den slags spørgsmål langt mere seriøst, end man gør i Europa, hvor de fleste sikkerhedspolitiske spørgsmål hurtigt udarter sig til en overfladisk og følelsesladet debat om forholdet til USA.
Demokraterne har et problem, fordi McCain fremstår som en langt stærkere og mere troværdig leder i sikkerhedspolitiske spørgsmål end Clinton og Obama. McCain er en højt dekoreret krigsveteran, som har været aktivt involveret i amerikansk sikkerhedspolitik i 50 år, heraf 21 år som senator. Obamas sikkerhedspolitiske erfaring er begrænset til tre år som senator, og Clinton har nu haft syv år som senator.
Og historien viser, at Demokraterne taber, når de er svage i sikkerhedspolitikken.
Siden ungdomsoprørerne myldrede ind i partiet i 1968, er det gået støt tilbage for Demokraterne, som kun har vundet tre ud af de sidste ti præsidentvalg. Til sammenligning vandt Demokraterne syv af de ti præsidentvalg mellem 1928 og 1968. Tilbagegangen har en klar sammenhæng med 68'ernes bløde sikkerhedspolitik, som ligger betydeligt til venstre for den amerikanske befolkning.
Ungdomsoprørernes udtalte modstand mod Vietnamkrigen og gadeoptøjer under Demokraternes partikonvent i Chicago underminerede Hubert Humphreys valgkamp mod Richard Nixon i 1968. Da Demokraterne nominerede den stærkt venstreorienterede krigsmodstander George McGovern i 1972, vandt Nixon i 49 af de 50 delstater i USA.
Valget i 1976 var det tætteste i 60 år, og Jimmy Carter vandt formentlig kun, fordi præsident Ford kom til at fremstå svag i sin udenrigspolitik, da han kort tid før valget udtalte, at Sovjetunionen ikke dominerede Østeuropa. Ronald Reagan var meget tæt på at blive den republikanske kandidat, og han ville formentlig have kunnet slå Carter i 1976, ligesom han gjorde i 1980, hvor han vandt i 44 delstater.
Igen i 1984 og 1988 nominerede Demokraterne kandidater med en blød sikkerhedspolitik og tabte. Efter Sovjetunionens fald blev sikkerhedspolitikken mindre prominent i den offentlige debat. Bill Clinton vandt i 1992 og 1996, og Al Gore var meget tæt på en sejr i 2000.
Efter terroristangrebene den 11. september 2001 kom sikkerhedspolitikken igen i højsædet, og præsident Bush vandt en klar sejr over John Kerry i 2004. Det mest betegnende øjeblik i valgkampen var, da den demokratiske senator Zell Miller optrådte på det republikanske partikonvent med en brandtale imod sit eget partis sikkerhedspolitik: "De påstod, at Carters pacifisme ville føre til fred. De tog fejl. De påstod, at Reagans oprustning ville føre til krig. De tog fejl. Og intet par har taget mere fejl, tydeligere fejl og oftere fejl end de to senatorer fra Massachusetts, Ted Kennedy og John Kerry."
Demokraternes bløde sikkerhedspolitik siden 1968 står i stærk kontrast til den oprindelige demokratiske filosofi, som Zell Miller holder i hævd. Det var Demokraterne Woodrow Wilson, Franklin Roosevelt og Harry Truman, der involverede USA i de to verdenskrige og Korea-krigen. Og det var John F. Kennedy og Lyndon Johnson, der sendte amerikanske tropper til Vietnam.
Hvis Demokraterne skal gøre sig forhåbninger om at besejre McCain, er de nødt til at lægge 68-oprøret bag sig og vende tilbage til partiets oprindelige sikkerhedspolitik. Og det bliver svært for både Clinton og Obama, som begge fører valgkamp på en hurtig tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Irak.
Meningsmålingerne viser ganske vist, at flertallet af den amerikanske befolkning er imod krigen i Irak. Men det betyder ikke nødvendigvis, at amerikanerne ønsker en hurtig tilbagetrækning. McCain var den absolut stærkeste fortaler for Bush-administrationens beslutning om at sende flere tropper til Irak sidste år i stedet for at begynde en tilbagetrækning. Alligevel viser exit-målinger fra primærvalgene, at McCain klarer sig bedst blandt vælgere, som er imod Irak-krigen. Det tyder på, at de utilfredse vælgere hellere vil have en sejr i Irak end det nederlag, som en hurtig tilbagetrækning ville føre til. Og de tror på, at McCain kan levere en sejr.
Henrik Fogh Rasmussen er kommunikationsrådgiver og forfatter til bogen "Amerikanske Tilstande". Han har netop lanceret et "road show" med Jacob Holdt, forfatter til bogen "Amerikanske billeder"
