Kære borgerlige: Sådan kommer vi videre!

Slettet Bruger,

13/11/2007

Af Ole Birk Olesen

Valgets store joker var Ny Alliance med dets forslag om at sænke personskatterne til maks 40 procent og et krav om, at lavere skat skulle være afgørende for partiets opbakning til Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Valgaftenen er nu så fremskreden, at vi ved, at partiet ikke har brudt VKO-flertallet og dermed ikke vil få nogen afgørende indflydelse på den kommende Fogh-regerings politik. Ny Alliance blev vejet af borgerlige vælgere og fundet for let.

Nu kan vi se frem til tre-fire år mere med VKO's ørkenvandring. Man kan lidt polemisk formulere det sådan her: Før 2001 havde vi en socialdemokratisk regering med en borgerlig opposition. Efter 2001 (og altså også efter november 2007) har vi haft (og har vi) en socialdemokratisk regering med en socialdemokratisk opposition. Ikke en indlysende god byttehandel.

Hvad så nu, borgerlige? Når Ny Alliance ikke var svaret, hvad er svaret så? Det er i hvert fald ikke VKO, selvom der i det borgerlige Danmark er stor tiltro til de borgerlige partiers ledere. "De vil os det bedste, de kan bare ikke gør så meget, som de egentlig gerne vil," hører man igen og igen. Tro ikke på det! De vil ikke os, men sig selv det bedste.

Borgerlige politikere er kun mennesker, som mennesker er flest, d.v.s. med et veludviklet blik for, hvad der tjener egeninteressen. Står en politiker som Anders Fogh Rasmussen eksempelvis med valget mellem på den ene side at gennemføre en mængde borgerlig politik i én valgperiode, gøre en forskel, ændre Danmark, og på den anden side at gennemføre næsten ingen borgerlig politik til gengæld for et håb om at sidde i tre-fire valgperioder, hvor han sammenlagt ikke gør den store forskel, men til gengæld får masser af ros fra politiske kommentatorer, hvoraf de flest er socialdemokrater, og får mulighed for at erobre en betydelig plads i historiebøgerne alene i kraft af kvantiteten af hans regeringstid - så vælger han det sidste.

Men for borgerlige vælgere er det jo ikke så interessant, hvor længe man har regeringsmagten, mens det til gengæld er altafgørende, hvad man formår at bruge regeringsmagten til. Her er der simpelthen en interessekonflikt mellem borgerlige politikere og borgerlige vælgere, og vi vælgere vinder intet ved at foregøgle os selv, at vore politikere altid vælger den rigtige strategi på vegne af os i stedet for den rigtige strategi på vegne af sig selv.

Jeg mener, der er to muligheder for at komme videre, og at de begge skal benyttes på samme tid: Den første mulighed er deltagelse i den offentlige debat via læserbreve, kronikker, bøger, internetfora, blogs og nye medier - kulturkamp, for at bruge statsministerens ord. Den anden er at stifte et nyt parti ud fra devisen, "aldrig mere en 13. november", hvor vi blev tvunget til at vælge mellem forskellige socialdemokrater plus/minus 10 procent.

MERE KAMP FOR BORGERLIGE HOLDNINGER
Der kan ikke siges nok positivt om kulturkampstrategien, for i det lange løb er det den almindelige mening i et samfund, som bestemmer, hvilken politik der skal føres. Politikere er som siv i vinden, der bøjer sig for dem, der puster hårdest, og der bliver pustet i disse år med bogudgivelser, CEPOS, blogs, kronikker - og fra disse sider. Men der kan pustes meget mere! Det kræver bare, at flere erkender, at vi bliver nødt til at gøre arbejdet selv. At vi ikke kan læne os tilbage og forvente, at de politikere, vi stemmer på, vil gøre arbejdet for os. For det vil de ikke - de har deres genvalg at passe.

Den østrigsk fødte nobelprismodtager i økonomi, F. A. Hayek, skrev om dette forhold mellem politikere og meningsdannere for næsten 60 år siden: "Den primære lektie, som den sande liberale må lære af socialisternes succes, er, at det var deres mod til at være utopiske, som gav dem støtte fra de intellektuelle og derfor en indflydelse i den offentlige debat, og som dagligt muliggør ting, der selv for kort tid siden syntes meget langt ude i horisonten. De, som udelukkende har beskæftiget sig med, hvad der i det eksisterende holdningsklima har syntes praktisk gennemførligt, har igen og igen fundet ud af, at endda også det hurtigt er blevet politisk umuligt som et resultat af ændringer i den offentlige mening, som de intet har gjort for at påvirke."

Vores egen statsminister, Anders Fogh Rasmussen, har udtalt sig i samme retning for bare fire år siden i et interview i Weekendavisen: "Jeg har faktisk den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten."

Hvis vi vil vinde kampen om, hvordan det politiske system i fremtidens Danmarks skal skrues sammen, skal vi altså turde at deltage i den offentlige meningsdannelse med vores drømme! De borgerlige meningsdannere, politikere og politiske kommentatorer, der bruger al deres tid på at fortælle, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at gennemføre borgerlig politik, skal fylde mindre i debatten. Vi andre, der ikke tør overlade dannelsen af fremtidens mest almindelige meninger til socialister og socialdemokrater, skal fylde mere. Vi skal derfor gå mindre op i den praktiske politik på Christiansborg og gå mere op i samfundsdebatten uden for Christiansborg.

NYT PARTI: DE BORGERLIGE
Men skal vi da ikke have et parti, vi kan stemme på også? Joda, især fordi det ville være godt, hvis der også var politikere, der turde stå frem og benytte deres rigelige adgang til medierne til for en gangs skyld at sige borgerlige ord, fremfor al den socialdemokratiske retorik som vi i dag hører fra politikere fra alle partier. Folketinget som en talerstol til nationen er for vigtig til, at den bør være forbeholdt alle de andre. Men føler vi os heldige?

For mindre end 10 år siden havde vi jo nærmest sådan et parti, endda et stort et. Det var dengang, man vidste, hvor man havde Venstre. Dengang partiet gik til valg på bl.a. lavere indkomstskatter, en udfasning af efterlønnen og en afskaffelse af skatten på lejeværdien af egen bolig. Men det parti er i dag pist borte! Hvorfor skulle det ikke også gå sådan med et nyt parti? Incitamenterne i politik er ens for alle politikere: De drages mod midten, fordi det er der, det priviligerede liv som minister findes.

Hvis man vil stifte et nyt parti, der ikke kun på kort sigt deltager i den offentlige debat med klare borgerlige synspunkter, må man derfor ændre på incitamenterne. Partiets leder og folketingsmedlemmer skal ikke kunne drage personlig fordel af at svigte værdigrundlaget.

Til alle, der tirsdag ikke havde det rigtigt godt i maven med at stemme på deres "borgerlige" parti, foreslår jeg derfor stiftelsen af ... De Borgerlige - nu med indbygget modstandskraft mod holdningsforfald og taburetkløe!

De Borgerlige er ikke et parti som alle andre, for partiets folketingsmedlemmer er ikke traditionelle politikere. De bevarer deres jobs og karrierer i det civile liv, men ser det som en pligt at påvirke den politiske beslutningproces ud fra rationalet, at hvis de ikke selv deltager i landets styre, så er der nogle andre og mindre kompetente, som gør det.

De Borgerlige går ikke ind på Christiansborg som levebrødspolitikere. De deltager ikke i det sædvanlige udvalgsarbejde, for det har de simpelthen ikke tid til, når de samtidig skal tjene til føden via et rigtigt arbejde. Men de stemmer, når de kan gøre en forskel, og de bruger Folketingets talerstol til at sige deres ærlige mening om rigets tilstand. Råt for usødet, uden skelen til meningsmålinger og fokusgrupper. Kulturkamp!

Når det kan lykkes for De Borgerlige, så skyldes det den afgørende forskel, der er på deres og de andre partiers folketingsmedlemmer. De Borgerliges MF'ere er ikke primært folk, som ikke rigtigt kunne blive til andet end politikere. De er ledende erhvervsfolk, selvstændige erhvervsdrivende, mennesker fra kulturlivet, eller bare helt almindelige og ordentlige mennesker, som ikke føler, det er fint at være politiker og bestemme over andre mennesker, tværtimod, men som på den anden side heller ikke vil bestemmes over og derfor mener, det er nødvendigt at stille op til Folketinget. På samme måde som de arbejder i skolebestyrelsen, ejerforeningen eller menighedsrådet - for at gøre en forskel til det bedre i det samfund, de lever i, ikke for at mele deres egen kage.

Der er nemlig ingen løn forbundet med at være folketingsmedlem for De Borgerlige. Det udbetalte vederlag putter de folkevalgte i en fond, hvorfra der hvert år trækkes lod om, hvilke heldige danskere, der skal have deres indbetalte skat tilbage. Alle danskere kan indsende deres årsopgørelse fra skattevæsenet, og der trækkes årsopgørelser op af puljen, indtil alle pengene er brugt. Næste år kommer der nye vederlagspenge i kassen, og lodtrækningen gentages. Partistøttemidlerne på 25 kr. årligt per stemme puttes også i kassen.

Kan man garantere, at dette nye parti ikke også vil lade sig korrumpere og tænke mere på egen vinding end på at sætte en anden dagsorden i den offentlige debat? Nej, for det kan ikke udelukkes, at partiet på et tidspunkt ændrer sine vedtægter og vender tilbage til de velkendte incitamenter, hvor politikerne belønnes med fine titler, når de erstatter faste holdninger om rigtigt og forkert med den totale principløshed. Men udgangspunktet er bedre end i de andre partier.

SÅDAN!
Så kære borgerlige, sådan kommer vi videre: Vi forstærker kampen for vores holdninger, og vi holder op med at lytte til alle, der fortæller, at intet kan lade sig gøre, og at man helst skal holde mund med sine holdninger, hvis man vil blive til noget. Og vi stifter et nyt parti, der tør, hvor andre tier.

Fremad mod 2011!

Ole Birk Olesen er ansvarshavende redaktør på Netavisen 180Grader.dk

Kilde: