Af Thomas Johannes Erichsen
Hvor er det tarveligt at rejse en mindesten over militærnægtere som modsvar til planerne om at lave et monument over de unge danske mænd, der er blevet dræbt i krigene i Irak og Afghanistan. Klaus Rifbjerg og Anne-Marie Helger er blandt præmiekendisserne, som støtter op om projektet, der altså består i at hylde mennesker, der intet foretog sig, intet ville foretage sig, og hvis der blev brug for dem, ja, bare tænk på noget andet.Tror de her 68-forfattere og skuespillere virkelig så stærkt på deres romantiske ølejr- filosofi, at de ikke indser, at der stadig findes rå og simpel ondskab, kræfter der både foragter og frygter friheden, og at disse kræfter desværre kun forstår magtens, eller overmagtens sprog? Man indvender måske, at vold avler vold, men selv hvis det er rigtigt, så er det stadig pacifismen, som for alvor gør os sårbare overfor den totale volds udfoldelse. Man er ikke klar over, hvor brændbart, det vat, man pakker sig ind i, er.
Er så mange mennesker i dag virkelig blevet så bløde og ultrapædagogiske, at de går helt kolde, når de hører ord som krig og konflikter, heltedyrkelse, hæder og ære, ja selv ordet liberalisme kan få hårvæksten til at stritte på folk.
Hvor kommer det fra, denne tantede og frelste tilgang til det politiske, denne, beklager udtrykket, feminisering af det politiske? Ja, svaret er for så vidt allerede givet, den pæne tone og dagsorden i politik er i reglen sat af bløde mænd og pylrede kvinder, heller ikke demokratiet er perfekt, pacifismen vokser og skyder stadig nye politisk korrekte blomster, pacifisme er kærlighed og tro på det bedste i os alle, og hvor er det letkøbt at lægge øre til. Ikke at den politisk ukorrekte fløj ikke tror på det gode i mennesket, men vi tror også på det onde, forstået som en erkendelse af menneskets tarvelige og i værste fald brutale sider.
Sagen er, at man kan tale om to vidt forskellige former for humanisme. Dels den der består i at hylde sig selv som fredselsker, som supersolidarisk, som økologisk militærnægter etc., og på anden side en humanisme som ved, at freden og friheden ikke kommer af sig selv, og slet ikke bliver fremtryllet af guitar og fællessang. Man kan tilsvarende tale om to former for optimisme, den som tror blindt på det gode i mennesket, og den der på trods af historiens rædsler stadig tror på abedyret. En anstændig politik ville, og vil, til enhver tid tage højde for det værst tænkelige, fordi det værst tænkelige har fundet sted, og indtil flere gange. En uanstændig, såvel som uansvarlig politik, ville grine lidt af højrefløjen, kalde konservative for hævntørstige og liberale for egoister, uvidende om at deres omgivende, fredelige og velstående samfund er resultat af liberal og konservativ tankegang, ikke af 70'ernes politiske flips.
I en perfekt verden ville pacifismen være fuldt berettiget. Men måske mener pacifister, at vi lever i en perfekt verden. For hvis man, for at sige det rent ud, ikke følger med, så ved man ikke, hvor galt det står til med de individuelle friheder i alt for mange kontra-liberale lande syd for ækvator - man kan uden at blinke nævne Yemen, Jordan, Syrien, Iran, Saudi Arabien og endelig de præcise tilstande under Saddam Hussein eller Talebanstyret. Og hvis man lægger en generel foragt for USA oveni naiviteten, så har man opskriften på en kærlighed til fred, der nemt kan få den modsatte effekt, at man lader stå til og både kærligheden og freden undertrykkes i den gode tones navn.
Når der argumenteres for, at man må kæmpe for friheden, er der på ingen måde tale om en romantisering af kampen - den slags overlades til venstreorienterede dyrkere af Che Guevara eller andre voldsikoner. Der er tale om, at friheden, selv når den er vundet, må betragtes som en lykkelig, men skrøbelig tilstand man dagligt må kæmpe for at bevare. Således må man komme de frihedsforagtende kræfter til livs, før de kommer ind på livet af os, hvilket man kan gøre på to måder. Man kan forsøge dialog og dermed satse på fornuften i selv en religiøs frihedsbekæmper, men hvis bylden er blevet så stor og betændt, som det eksempelvis er tilfældet i de lovløse grænseegne mellem Afghanistan og Pakistan, hvor terrorister fra hele verden valfarter til, trænes og atter rejser ud i verden for at myrde uskyldige, så må man gå anderledes til værks. Især efter den seneste tre-dages terrormassakre i Indien burde man overveje mere definitive midler overfor terroristernes arnesteder.
At modsætte sig enhver form for krig er åndssvagt, og er der ikke bare tale om moralsk imagepleje, når man modsætter sig alle former for stridigheder? Ville man heller ikke skære halsen over på Stalin, hvis man havde muligheden for det? Er det gode selskab i politik ikke snarere det selvgode selskab? Og hvordan kan man overhovedet betegne sig selv som god, hvis man også nægter at bekrige selve det onde? Det kalder på både undren og ærgrelse, at man nu praler af at have opført et monument for militærnægtere herhjemme, men det giver imidlertid udmærket mening, at mindesmærket er rejst i Gribskov - ligesom den spidsnæbede fugls yndlingsbeskæftigelse består i at hakke løs i ådsler, så er mindestenen først og fremmest en sparken til de døde soldater og deres efterladte familier.
Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur, lærer, konsulent i en privat virksomhed og bestyrelsesmedlem i Liberal Alliance i Københavns storkreds
