Klimapolitik med fornuft

Af Morten MesserschmidtFor nogen er politik et mål i sig selv

Slettet Bruger,

28/05/2008

Af Morten Messerschmidt

For nogen er politik et mål i sig selv. Denne forudsætning deler Dansk Folkeparti ikke. Politik må aldrig blive et mål i sig selv, men skal altid forfølge et længere sigte. Når Dansk Folkeparti i finanslov på finanslov har insisteret på en højere ældrecheck, er dette ikke udslag af et ideologisk felttog, men derimod baseret på en konkret utilfredshed med de økonomisk ringest stillede pensionisters økonomiske vilkår. Og når vi modsætter os eksempelvis EU's Schengen-regler om forbud mod grænsekontrol, skyldes det ikke en ideologisk tro på, at grænsekontrol er den eneste måde at skærme landet imod international kriminalitet - men derimod vished om, at det i hvert fald kan bidrage med noget i denne kamp. Med andre ord kan politisk regulering ikke være et mål i sig selv, thi så bliver politik adskilt fra den konkrete virkelighed, som politikerne i virkeligheden er sat til at forholde sig til. Politik må altid forfølge et bestemt mål - ønsket om nogle følgevirkninger.

Med et sådan udgangspunkt kan det være vanskeligt at gebærde sig i den til tider meget ophidsede klimadebat. For hovedparten af politikere er klimapolitikken et mål i sig selv, hvor det at nedbringe den menneskeskabte CO2 i sig udgør selv et politisk mål. Dansk Folkeparti deler ikke denne forudsætning. Vi er enige i, at klimaudfordringer skal tages endog meget alvorligt - men netop derfor har vi hverken råd eller tid til at være ideologer. Netop derfor må klimapolitikken ikke være et mål i sig selv - men skal være et redskab, hvormed man kan minimere skadevirkningerne af et varmere klima, begrænse mængden af oversvømmet land, hindre dødsfald og imødegå alle de øvrige konsekvenser, som FNs klimapanel (herefter: IPCC[1] (International Panel of Climate Change)) peger på i sine rapporter. Med andre ord ønsker vi en fordomsfri og udogmatisk tilgang til klimapolitikken, hvor det er målet om en bedre verden, der formulerer politikken - og ikke ideologien.

En debat med fronter
Mange aktører spreder i disse år budskaber på den klimapolitiske scene. Én af de væsentligste har været Al Gore, der som en følge af sit store arbejde for bevidstgørelse om klimaproblemerne endog har modtaget Nobels fredspris[2]. Jeg vil ikke tage stilling til prisens berettigelse - men blot slå fast, at ingen politiske beslutninger kan være tjent med at blive styret af dommedagsprofetier. Ingen rationelle beslutninger kan i et demokrati træffes, hvis befolkningen skræmmes fra vid og sans. I Storbritannien, hvor Al Gore's film - En ubekvem sandhed - har indgået i folkeskolernes undervisning, har en række forældre i bekymring over sagligheden - man fristes til at sige: sandheden - i Gore's film indbragt den for de britiske domstole. Nu er domstolene langt fra det bedste sted for videnskabelig forskning og bevisførelse - og derfor måtte man anlægge en forsigtig linie, når filmens indhold skulle holdes op mod kendte forhold. Ikke desto mindre fastslog den britiske landsret, at Al Gore's film indeholder så mange unøjagtigheder og deciderede usandheder, at de britiske lærere fremover skal udstyres med skriftligt materiale, der korrigerer filmen, således at Gores synspunkter ikke præsenteres ukritisk for eleverne. Hele ni graverende fejl pegede domstolene på, som forårsaget af for meget overdrivelse og for lidt fakta[3].

For det første er beskrivelserne om de potentielle ødelæggelser ved, at verdenshavene stiger som følge af, at hele Grønlands indlandsis smelter, uvidenskabelige. Påstanden om, at verdenshavene vil stige med syv meter i en nær fremtid, afvises af retten som et skræmmebillede, blandt andet fordi en sådan stigning - ifølge IPCCs fremskrivninger - kun vil kunne ske efter tusinde år. Herefter påvises det, at de lavtliggende atoller i Stillehavet på ingen måde - som det ellers hævdes i filmen - er blevet forladt som følge af den globale opvarmning, ligesom landsretten slår fast, at filmens brug af grafer, der viser temperaturerne og udledningen af CO2 igennem de seneste 650.000 år er overdrevne. Endvidere forklarer filmen udtørringen af Chad-søen, tabet af sneen på bjerget Kilimanjaro og orkanen Katrina med klimaforandringerne på trods af, at der ikke findes videnskabeligt grundlag herfor. Tværtimod tyder nyere forskning på, at det skyldes ændring i luftfugtigheden og ændrede befolkningsmønstre, men ikke stigende temperatur, ligesom også Al Gore's påstand om, at Golf-strømmen vil lukke ned, af IPCC betegnes som "yderst usandsynligt".

Mange vil nok sige "hvorfor hænge sig i disse petitesser? Vi ved jo, at klimaet ændrer sig - skal vi så ikke bare komme i gang?". Når jeg alligevel vælger at bruge plads på Al Gore's film, skyldes det, at han - og Nobelpriskomiteens honorering af ham - er et symptom på den klimadebat, som i disse år præger den vestlige verden. Velmenende politikere som Al Gore, men sandelig også fra vores egen klimadebat, er gået i selvsving og udråber stadig højere og dyrere klimamålsætninger. Så sent som i valgkampen 2007 lancerede Det Radikale Venstre en plan for, at Danmark skulle reducere sit CO2-udslip med 50% i 2020 og 80% i 2030[4]. Men er dette, hvad vi har brug for? Vil 80% CO2-reduktion i 2030 løse vore problemer? Og er det overhovedet muligt at gennemføre? Hvad med andre lande og deres vilje eller formåen? Hvad koster en sådan reduktion? Og hvad godt fører den med sig?

Det bliver nogle gange udlagt som uhæderligt at tale om prisen for vores klimapolitik. Som om man ikke deler visionen om at "redde kloden"[5], hvis man er bekymret for, hvad de politiske tiltag koster. Overvej et sekund, om man kunne forestille sig sygehusplanlægning uden hensyn til, hvordan man redder flest menneskeliv for de ressourcer, der nu en gang er afsat indenfor denne sektor. Eller kunne man forestille sig at føre socialpolitik uden at vide nogenlunde, hvor meget der skal til, førend folk på overførselsindkomst kan opretholde en tålelig levestandard? Naturligvis ikke - og sådan bør det vel heller ikke være i klimadebatten. Det er kun rimeligt, at omkostningerne ved at reducere CO2-udslippet holdes op imod de konsekvenser og omkostninger, det vil have, om man ikke gør noget. Og det er kun rimeligt at vurdere, om de påvirkninger, et varmere klima vil have på vores samfund, kan imødegås på anden - og måske bedre måde - end ved at reducere i CO2-udslippet. Ingen lande har uanede ressourcer. Det er den triste kendsgerning - og derfor må vi finde en måde, hvor vi for den mængde ressourcer, vi nu en gang har til vores rådighed, kan skabe mest velstand, bedst miljø, redde flest mennesker og bedst sikre livets eksistens på kloden.

Hvad er realiteterne?
Det er altid vanskeligt i en debat, der er dybt afhængig af videnskabelige kendsgerninger, at skulle træffe politiske beslutninger. Men jo mere videnskabelig en debat er, desto større bør sagligheden også være. Og her har vi ovenfor set, hvordan en sådan proportionalitet mellem videnskabelige kendsgerninger og lødig politisk tilgang til stoffet ikke kendetegner klimadebatten. Jeg vil derfor ud fra den til rådighed værende viden forsøge at præcisere, hvad det er for udfordringer, vi i fremtiden skal håndtere som en følge af den globale temperaturstigning.

Ifølge IPCC vil den globale gennemsnitstemperatur frem til 2100 stige med 2,6 grader celsius i forhold til i dag[6], såfremt vi ikke foretager os noget. Men hvad er gennemsnitstemperaturen? Som bekendt er der stor forskel på, hvor meget energi det kræver at opvarme land og vand. Det kræver mere energi at opvarme de flere kilometer dybe verdenshave end overfladejorden. Det er baggrunden for, at IPCC påpeger, at de kolde tidspunkter vil stige mere end de varme. Vore nætter og vintre bliver gennemsnitligt varmere end vore dage og somre. Derfor er det ikke rigtigt, når nogen varsler store hedebølger i fremtiden. Der, hvor den primære forskel bliver, er om vinteren, som vil blive mildere. Allerede i dag er de gennemsnitlige vintertemperaturer steget mere end de gennemsnitlige sommertemperaturer[7], ligesom temperaturen også stiger mere i de kolde egne end i de varmere. Derfor oplever USA, Nord- og Midteuropa, Kina, Australien, New Zealand mv. færre dage med frost. Men det er kun i Australien og på New Zealand at toptemperaturen er steget. I Kina er den eksempelvis faldet[8], mens den i USA ikke viser nogen udsving. Det er derfor svært direkte at få hold på, hvad det egentlig vil sige, at den globale gennemsnitstemperatur stiger.

Ofte får vi at vide, at temperaturstigningen vil føre katastrofale scenarier med sig. Vi får at vide, at smeltende gletschere og is fører til uoverskuelige vandstigninger; at hedebølger vil slå tusindvis af mennesker ihjel; at de øgede vandmasser vil få Golfstrømmen til at gå i stå og introducere en ny istid. Lad os se nærmere på disse potentielle katastrofer og på, hvad forskerne samt IPCC siger, er de realistiske udviklingsscenarier.

Højere vandstand
Det siger sig selv, at højere temperaturer fører til mere afsmeltning af is. Vi ved, hvordan temperaturen har svinget, ligeså længe kloden har eksisteret. Og vi ved, at der har været flere istider - så sent som for 400 år siden, da den lille istid ramte Europa. Således ved vi også, at én af Norges mest udforskede gletsjere - Bjørnbreen - inden for de sidste 10.000 år er blevet genskabt seks gange og i en tredjedel af denne periode slet ikke har eksisteret[9]. Med andre ord er det naturligt, at gletsjere går og kommer, afhængig af klimaets udvikling. Skal vi da ikke gøre noget? Jo, vi skal - men på oplyst grundlag og ikke lade os skræmme af for eksempel Greenpeace, som i snart flere år har kørt kampagne ved at vise videoklip af istoppen på Kilimanjaro og fortalt, at smeltningen er prisen for vor manglende indsats imod CO2-udslippet. Smeltningen på Kilimanjaro, som har fundet sted uafbrudt siden år 1800[10], skyldes nemlig ikke højere temperaturer, men et tørrere klima. Det er let at blive revet med, når man ser sådanne videoer, ligesom de mange billeder af den kæmpende isbjørn på den smeltende isflage går lige i hjertet på os alle sammen. Men er det sådanne opgørelser, vi ønsker at basere vores politik på? Hvis det virkelig handler om klodens overlevelse, jf. note 5, er vi så ikke forpligtede til at forholde os til videnskabelige kendsgerninger snarere end emotionelle påvirkninger fra tilfældige observationer?

IPCC slår i sin rapport fra 2007 fast, at havvandsstigningen frem til udgangen af dette århundrede vil blive 29 cm[11]. Svetlana Jevreveda, der er forsker på Proudman Oceanographic Laboratory, har i samarbejde med en række andre forskere udarbejdet en rekonstruktion af havoverfladernes udvikling fra 1807 til 2002[12]. Heraf fremgår det, at selvom 29 cm reelt er en stor stigning af havoverfladen, så er det faktisk den samme havvandsstigning, som vi har oplevet siden 1860. Man må nødvendigvis spørge, om vi mon ikke i de kommende hundrede år - med langt bedre teknologi og flere ressourcer end i det 19. århundrede - vil være i stand til at håndtere de udfordringer, som altså generationerne siden 1860 har kunnet håndtere.

Hertil kommer, at en sammenligning af IPCCs forudsigelse fra 2007-rapporten med tidligere rapporter viser, at forudsigelserne i dag er langt lavere end tidligere. I 90erne rapporterede IPCC om vandstigninger på 67 cm - og i 80erne lå der fra blandt andet amerikanske forskere indicier om flere meter. Hvorfor bliver beregningerne så lavere? Fordi man løbende får mere viden, bedre måleinstrumenter og flere ressourcer til udforske, hvad vi står overfor. Det er dejligt, at målingerne bliver mere præcise - men samtidig bemærkelsesværdigt, at den politiske debat overhovedet ikke afspejler dette. Jeg tror aldrig, at klimadebatten, som efterhånden har nogen årtier på bagen, har været mere skinger end i dag, hvor politikere næsten dagligt skal overgå hinanden i at udråbe verdens undergang og komme med stadig mere uvidenskabelige løsninger på, hvordan problemerne håndteres.

Spørgsmålet er således, hvad vi skal gøre for at imødegå problemerne med 29 cm højere vandstand. Ingen bilder sig ind, at reduktioner i CO2-udslippet er gratis. Fremskrivninger, baseret på scenarier i IPCC's rapporter, viser, at den gennemsnitlige årlige indkomst i 2080 vil være 72.700 dollars, hvis vi ikke implementerer Kyoto-protokollen - imod 50.600 dollar[13], såfremt man fuldt implementerer protokollen. Det er en forskel, der er til at få øje på. Meget mere konkret kan vi også se på, hvad EU's indsats for at nedbringe CO2-udslippet koster. Som bekendt er EU's mål at nedbringe udslippet med 20% i 2020 i forhold til 1990-niveau. Flere forskere[14] har påpeget, at en sådan reduktion vil føre til udgifter på omkring 90 milliarder dollar om året fra 2020 og frem. Der er altså tale om enormt store summer, som bruges på at nedbringe CO2-udslippet. Som vi skal se senere, er også de danske investeringer og tab som følge af den nuværende klimapolitik uhyre. I årene 2002-2004 blev der hvert år opkrævet omkring 4 mia. kroner i PSO-afgift[15], som går til investeringer i vedvarende energi. De følgende år har PSO'en været noget lavere, men det samlede billede er, at der bruges store investeringer i alternative energiteknologier, som ikke er konkurrencedygtige og derfor får støtte. Vi skal senere se på, om disse penge er anvendt fornuftigt. Men at der er omkostninger som følge af den førte klimapolitik kan ikke bestrides, ligesom det nye kvotehandelssystem, som pålægger udledningen af et ton CO2 en bestemt markedspris, såvel som afgifterne på udledning af CO2 medfører store udgifter og lægger en begrænsning i produktionen og dermed i væksten.

Herimod må man naturligvis erklære, at ingen pris er for høj, når det gælder klodens overlevelse. Det kan de fleste nok blive enige om. Men det får mig til at dvæle en smule ved begrebet "klodens overlevelse". Det har altid undret mig såre, at de folk, der med størst vrede taler om klodens snarlige undergang som følge af for meget menneskeskabt CO2 i atmosfæren, også er dem, der taler hårdest imod introduktionen af atomkraft. Lad det være sagt med det samme, at Dansk Folkeparti ingenlunde støtter dansk produktion af atomkraft. Der er alt for mange usikkerheder og risici forbundet med denne energiproduktionsform til, at vi vil binde an dermed. Men var vi virkelig i en så graverende situation, at kloden stod foran at kollapse, tror jeg, de fleste ville være enige i, at ubehagelighederne ved atomkraft trods alt var til at leve med som pris for at kunne opretholde den eneste planet i universitet, vi indtil videre kender som egnet til vor livsform. Det er svært at forene dommedagsretorik og ideologi - og her er blot endnu et eksempel på klimadebattens mange besynderligheder.

Naturligvis skal vi gøre noget for at forhindre de stigende vandmængder i at ødelægge vore kyststrækninger. Spørgsmålet er, hvad der skal gøres - og om Kyoto-protokollen kan løfte opgaven. Desværre viser fremskrivninger, at effekten af en fuld implementering af Kyoto-protokollen er meget lille. Lægges IPCC's scenarium om en 2,6 graders stigning til grund, vil en fuld implementering af Kyoto-protokollen, hvor alle lande i hele det 21. århundrede overholder denne, føre til en 0,05 grader C lavere temperatur i 2050 og en reduktion i temperaturen på 0,18 grader celsius i 2100, set i forhold til i dag. Desværre vil temperaturstigningen fortsætte i tiden efter 2100 - præcis ligesom den gjorde sidste gang kloden bevægede sig ud af en kold til en varmere periode - og efter fem år vil resultatet af de billiardstore investeringer igennem det 21. århundrede være indhentet.

Baseret på IPCC's tal viser beregninger[16], at den fulde implementering af Kyoto-protokollen - som i dag er meget langt fra at være realiseret - vil udskyde den gennemsnitlige temperatur fra år 2100 til 2105. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at ingen af de forskere, som gennem tiden har siddet i IPCC, har tillagt Kyoto-protokollen evnen til at standse den globale temperaturstigning. Ingen har anført, at Kyoto-protokollen vil løse problemerne. Tværtimod udgør den kun et lille skridt på vejen for at bremse en temperaturstigning, hvis konsekvenser vi alligevel - endskønt på et senere tidspunkt - må imødese. Spørgsmålet er derfor ikke, om der skal gøres noget. Spørgsmålet er hvad. Et totalt ophør af den menneskeskabte CO2-udledning er ikke realistisk. Og omkostningerne ved det, vi gør i dag, er så enorme, at det kun er rimeligt at se på, hvad prisen for ikke at gøre noget er.

Som nævnt, er det en uundgåelig følge af et varmere klima, at vand smelter. Men hvor meget smelter, og hvad er omkostninger ved dette - for slet ikke at tale om prisen for at modvirke konsekvenserne af en højere havoverflade? Når havvand stiger, skyldes det ikke, at isen smelter. Flydende is, der smelter, fortrænger bare sin egen vægt - præcis ligesom når man på en varm sommeraften har is i sin drink og isen smelter. Det får ikke drinken til at løbe over kanten på glasset. Derfor udgør smeltende is ikke i sig selv et problem. Der, hvor problemet kan være, er, at vand på linie med alt andet udvider sig, når det bliver varmere, ligesom tilstrømning fra smeltende gletsjere forøges, når temperaturen stiger. Siden 1960 kan 60% af havvandstigningen henføres til smeltende gletsjere, mens 40% skyldes vandudvidelse[17]. Som følge heraf fastslås det i IPCCs 2007-rapport[18], at havvandstigningen på 29 cm frem til 2100 primært vil skyldes varmere vand. Smeltningen af gletsjere og indlandsisen vil alene bidrage med 8 cm[19].

Grønland omtales meget i den danske debat - og såvel statsministeren som klima- og energiministeren har ved mange lejligheder inviteret højtstående udenlandske repræsentanter med til den vel nok smukkeste del af rigsfællesskabet. Men ifølge IPCC's figurer forventes Grønland kun at bidrage med 3,5 cm i den globale havvandstigning frem til 2100[20]. Alt dette giver til sammen en forøget vandstand på 34,5 cm - men da den globale opvarmning også fører til øget nedbør, blandt andet på Antarktis hvor isen vil hobe sig op og fratager 5,5 cm, bliver IPCCs forudsigelse altså 29 cm[21]. Som beskrevet oven for har Proudman Oceanographic Laboratory allerede påvist, at dette svarer til, hvad vi har oplevet siden 1860. Når jeg slår op i de mange værker om Danmarks og Verdens historie siden 1860, kan jeg ikke se ret mange beskrivelser af disse stigende vandmasser. Det spiller faktisk ikke nogen rolle i de beretninger, de seneste fire-fem generationer af forfædre har efterladt os. Spørgsmålet er derfor, om vi skal bruge ufattelige summer på at forhindre en havvandstigning, som mildest talt må siges at være overkommelig - og som vi i bedste fald kun kan udskyde i fem år. Burde vi ikke i stedet bruge vore ressourcer på at forberede vore kyster, vore kloaker og dem, der bor i disse områder, på en sådan udvikling? Vi har tid nok - for alle fremskrivninger arbejder med år 2100 som skæringstidspunkt. Men kan vi investere nok i forebyggelse og udvikling af nye teknologier, hvis vi bruger alle ressourcer på at nedbringe CO2-udslippet? Og står prisen for denne indsats overhovedet mål med de konsekvenser, det vil have, såfremt vi ikke nedbringer? Lad os se på nogle af de øvrige konsekvenser af et varmere klima.

Vejrfænomener
For nyligt var der debat i Folketinget om Danmarks klimatilpasningsstrategi[22]. Ordføreren for forslagsstillerne åbnede debatten ved at summere op, hvilke udfordringer hun så for Danmark - og nævnte her den store storm i 1999 som indikator på klimaforandringerne og bevis for, at "det her er altså også noget, der koster penge, og vi ved, at hvis vi ikke sætter ind nu, skal vi betale i den anden ende"[23]. Med andre ord - den globale opvarmning fører til flere storme, der forårsager værre og større skader end tidligere. Men er det rigtigt?

FN's World Meterological Organization[24] (herefter: WMO) - en slags forgænger for IPCC - udtalte i sin seneste konsensuserklæring fra 2006, at "selv om der både er noget, der taler for og imod eksistensen af et tydeligt antropogent signal i klimarekorden for tropiske cykloner til dato, kan der ikke drages nogen endelig konklusion på dette punkt". Derimod påviser WMO en sammenhæng imellem beboersammensætningen i de områder, hvor de store orkaner slår til, og de efterfølgende skader. Ved at relativere det 20. århundredes største orkaner og storme i forhold til nutidens beboersammensætning opnås yderst interessante resultater. Rammer en orkan en storby, er det klart, at det fører til betydelig mere skade, end hvis den rammer en ørken. Og følgelig er der grund til se på, hvilke omkostninger det sidste århundredes store storme ville have ført med sig, hvis USA igennem dette århundrede havde set ud som i dag. Først hvis en sådan sammenligning bekræfter, at skaderne bliver større, kan man - som SF gjorde i Folketinget - tale om en egentlig sammenhæng.

Tallene taler deres klare sprog. Havde den store Miami-orkan i 1926 fundet sted over Miami anno 2008, ville skaderne have beløbet sig til 150 milliarder dollars. Det ville gøre stormen til USA's værste i det 20. århundrede. Den næststørste ville være stormen i Galveson år 1900, som målt i nutidsforhold ville have medført skader for 100 milliarder dollars. Og på tredjepladsen kommer så den meget omtalte Katrina, der i 2005 hærgede New Orleans, og førte til omfattende dødsfald og skader for 81 milliarder dollars. Alle disse storme har været frygtelige og medført katastrofale menneskelige lidelser. Men når forsikringsselskaberne forventer, at tabene ved katastrofer som eksempelvis storme og orkaner vil vokse i fremtiden[25], skyldes det ikke den globale opvarmning, men derimod at der til stadighed bor flere mennesker ved kysterne, som har enormt høje ejendomspriser, og at den generelle samfundsudvikling fører til, at der ødelægges mere og flere værdifulde ting, end der gjorde før.

Hvordan hjælper vi så disse mennesker? Ja, eftersom der ikke er påvist nogen sammenhæng mellem de store storme og den globale opvarmning, er det svært at forestille sig, at CO2-reduktionen skulle hjælpe. Denne politik koster til gengæld ustyrtelige summer, som i stedet kunne have været brugt på bedre regulering af boligområder, der er i risikogruppen for at blive udsat for orkaner, storme og oversvømmelser. Det kunne have været brugt til offentlige opkøb af risikoområder, bedre varslingssystemer, evakueringsmuligheder, bedre kloakering, nye bygningstyper, som kan modstå stærk blæst, bedre diger og dæmninger - ja, listen er næsten uendelig. Vi kan nemlig gøre rigtigt meget for at skærme os imod den voldsomme natur. Men det koster alt sammen penge, som desværre kun kan bruges én gang.

Hedeture
En anden konsekvens af den globale opvarmning, som ofte fremhæves, er de mange dødsfald, som en højere gennemsnitstemperatur vil medføre. Mange husker med sikkerhed endnu sommeren 2003, som var meget varm, og førte til ikke mindre end 35.000 døde i Europa. Bekymringen er derfor helt reel - og i begyndelsen af 2007 stillede jeg sundhedsministeren følgende spørgsmål: Kan ministeren oplyse, hvor mange der inden for de sidste 10 år i Danmark anslås at være omkommet af kulde henholdsvis varme, og hvilken betydning mener ministeren, at den globale stigning i gennemsnitstemperatur vil have herpå?[26] Efter konsultation med Sundhedsstyrelsen og dennes brug af Dødsårsagsregisteret blevet tallene opgjort således:

Antallet af dødsfald som følge af kulde overstiger altså langt tallet for dødsfald på grund af varme. En sådan statistik, der alene baserer sig på danske forhold, er naturligvis ikke repræsentativ for hele kloden. Men da eksempelvis dødsfald som følge af hjerte/karsygdomme har højere hyppighed i kolde end varme omgivelser, er der en statistisk tendens mod flere af sådanne sygdomstilfælde som følge af kulde[27]. Til gengæld stiger antallet af dødsfald som følge af åndedrætsproblemer i varmere temperaturer. På verdensplan ser regnestykket imidlertid ud til at være positivt. Ifølge Cagle og Hubbards model vil ca. 1,4 millioner mennesker om året blive reddet, når de højere temperaturer fører til ca. 1,7 millioner antal færre dødsfald på grund af hjerte/karsygdomme, mens 365.000 flere vil dø som følge af åndedrætsproblemer. Alt er ikke sort og hvidt - og vi må til stadighed overveje, hvordan vi redder flest menneskeliv. Ved bedre information om, hvordan man skal håndtere varme perioder eller ved meget dyrt og meget kortsigtet at udskyde den globale opvarmning?

Golfstrømmens endeligt
Et andet rædselsscenarium, som vi til tider præsenteres for, er tanken om, at afsmeltningen af indlandsisen og polerne vil føre til golfstrømmens endeligt. Det spændende ved denne forudsigelse i modsætning til nogen af de øvrige er, at vi har oplevet det før. Mellem 1200 og 1850, hvor der var usædvanligt koldt i Europa, ved vi fra sedimenter fra det nordlige Atlanterhav[28], at golfstrømmen var meget svag. Og for omkring 8.200 år siden satte golfstrømmen ud og medførte en 1.000 år lang istid i Europa, fordi de sidste istidsdækker fra Nordamerika smeltede og dannede en stor sø af ferskvand, som fossede ud i det nordlige Atlanterhav og dermed fortyndede saltvandet i et sådan omfang, at den proces med synkende saltvand, som udgør teknikken bag golfstrømmen, satte ud af kraft. For tiden oplever vi igen øget ferskvand i området - nemlig smeltevand fra Grønland. Og det har fået historierne om en ny istid til at florere - blandt andet i Al Gore's film, se ovenfor. Men dette rædselsscenarium var netop ét af de vigtige punkter i den britiske domsafgørelse imod Al Gore. Ifølge IPCC kan vi nemlig i de kommende århundreder forvente, at Grønland vil smelte med hen ved 1.000 gange mindre end det, Atlanterhavet oplevede for 8.200 år siden. For at efterprøve dette satte er forskerhold sig for at undersøge, hvad der skal til for at mindske golfstrømmen. For at være sikre, tredoblede de mængden af ferskvand i forhold til de scenarier, som IPCC arbejdede med - og alligevel blev konklusionen, at "golfstrømmens gennemgående karakteristika var uforandrede"[29]. Med andre ord hører tanken om goldstrømmens endeligt til i katastrofefilm - ingen forskning underbygger påstanden.

Sultens slavehær
En sidste påstand, som vi skal se på, er den udbredte frygt for, at den globale opvarmning vil føre til flere sultende. Flere undersøgelser har forsøgt at analysere problemerne[30]. Som fællestræk kommer de imidlertid alle frem til, at der i det kommende århundrede vil ske en stigning i landbrugsproduktionen. Eksempelvis er de enige om, at der frem til 2100 vil ske en fordobling af kornproduktionen i forhold til i dag. Umiddelbart lyder det jo som en god nyhed. Årsagen baserer sig først og fremmest på, at vores fødevareproduktion generelt udvikler sig og bliver stadig mere raffineret, hvorfor udbyttet bliver større. Den globale opvarmning vil ifølge analyserne have en betydning - men i selv de meste skeptiske opgørelser er det totale fald i forhold til situationen, hvis vi ikke bremser den globale opvarmning, 1,4%. Det skal ses i forhold til, at den gennemsnitlige stigning i landbrugsproduktionen siden 80'erne har været på 1,7%[31]. Omregnet til Kyoto-forhold betyder det, at landbrugsproduktionen, hvis vi ikke gennemfører reduktioner i CO2-udslippet, må vente til 2081 med at være fordoblet i forhold til i dag, mens en fuld implementering af Kyoto-protokollen vil gøre, at vi kan glæde os over en fordobling allerede i 2080. Er denne forskel de mange milliarder, som CO2-reduktionen hvert år koster verden, værd? Eller kunne pengene være brugt anderledes? Måske endda bedre?

Mest gavn for miljøet
I Dansk Folkeparti stiller vi os selv det spørgsmål, hvordan vi gavner miljøet mest muligt for de penge, vi nu engang har. Politisk regulering kan ikke være et mål i sig selv. Det handler om effekten. Redder vi flest mennesker fra sultedøden ved at bruge milliarderne på at udskyde den globale opvarmning nogle år - eller ved at investere i bedre produktionsmetoder, skabe vandingsanlæg i tørre egne og nedbringe vore toldbarrierer? Modvirker vi de højere vandstande bedst ved at udskyde den globale opvarmning nogle år eller ved at bygge dæmninger, udvide vådområder, opføre bølgebrydere og forske i nye teknologier? Det hele handler grundlæggende om, hvordan vi får det bedste ud af klodens begrænsede ressourcer. Uanset hvor meget vi ønsker det, kan vi ikke gøre alting - i hvert fald ikke på én gang. Og i Dansk Folkeparti tillader vi os at stille spørgsmål ved, om bekæmpelse af fattigdom, sygdomme, artsudryddelsen mv. sker bedst ved at nedbringe CO2-udslippet eller ved at forøge fødevareproduktionen, udbrede kendskab til hygiejne og medicin samt på anden måde skabe bedre forhold for livet på vor klode.

Klimadebatten i dag lider af et bemærkelsesværdigt fravær af netop denne diskussion. Debatten er domineret af skrækscenarier, hvoraf vi har set, at kun få - om nogen overhovedet - har reelt bund i den videnskabelige virkelighed. Ønsker vi at føre politik på følelser, skal vi bare blive ved og tro på, at vi gør det rigtige. Men tro hører religionen til. Ikke politik. Her handler det om at vide - og for Dansk Folkeparti er det afgørende, at også klimadebatten kan føres på en fordomsfri og åben måde, hvor alle videnskabelige resultater er velkomne.

Uenighed blandt forskere
Ovenstående betragtninger er ført ud fra IPCC's opgørelser. Men langt fra alle forskere er enige med IPCC. Således sendte over 100 anerkendte forskere - heriblandt både nuværende og tidligere medlemmer af IPCC - ved juletid 2007 et brev til FN's generalsekretær, hvori de erklærer sig uenige i, at den globale opvarmning er menneskeskabt og kan påvirkes af et reduceret CO2-udslip. Der er ikke tale om andenrangsforskere - tværtimod tæller listen en lang række professorer og Ph.D's, som i lang tid har beskæftiget sig med klimaudviklingen på seriøst plan[32]. I brevet til FNs generalsekretær skriver de bland andet:

"Det er ikke muligt at stoppe klimaændringer, et naturligt fænomen som har påvirket menneskeheden igennem alle tider. Både geologisk, arkæologisk, mundtlig og skriftlig historie bevidner de dramatiske udfordringer, som fortidens samfund blev udsat for som følge af forandringer i temperatur, nedbør, vind og andre klimatiske udsving. Vi har derfor brug for at gøre lande modstandsdygtige i forhold til hele rækkevidden af disse naturlige fænomener ved at fremme økonomisk vækst og velstandsskabelse. [...]

Særligt er det ikke dokumenteret, at det er muligt at ændre det globale klima afgørende ved at reducere den menneskelige udledning af drivhusgasser. Oven i det, og fordi forsøg på at reducere udledningen vil bremse verdens udvikling, vil den nuværende FN-tilgang til CO2-reduktion sandsynligvis øge den menneskelige lidelse forårsaget af fremtidens klimaændringer, snarere end at mindske den. [...]

FN's klimakonference på Bali skal efter planen føre verden frem mod voldsomme CO2-restriktioner, og man ignorerer dermed den åbenlyse lektie fra den fejlslagne Kyoto-protokol, den kaotiske beskaffenhed af det europæiske CO2-kvotemarked og ineffektiviteten af andre omkostningstunge initiativer med et formål at bremse udledningen af CO2. Afbalancerede cost/benefit-analyser bakker ikke op om brugen af globale foranstaltninger for at bremse eller reducere energiforbruget med det formål at begrænse CO2-udledning. Oven i det er det irrationelt at bruge "forsigtighedsprincippet", eftersom mange videnskabsfolk anerkender, at både nedkøling og opvarmning er realistiske muligheder på mellemlangt sigt. [...]

Forsøg på at forhindre global opvarmning i at ske er i sidste ende nyttesløse og udgør en tragisk fejlagtig anvendelse af ressourcer, som bedre kunne anvendes på menneskehedens reelle og presserende problemer."

Hverken jeg eller Dansk Folkeparti kan påberåbe sig at have den endegyldige sandhed, når det kommer til klimaets udvikling. Men kan vi som politikere tillade os at lukke øjnene for videnskabelige betragtninger og i tillid til, at Nobelpriskomiteen ikke tager fejl, da blindt rette os efter, hvad Al Gore og andre fortæller os? Er det rimeligt, at man skal beskyldes for at ville kloden det ondt, blot fordi man ønsker, at politik skal baseres på realiteter? I en debat, hvor påstandene flyver om ørerne på os, har enhver politiker pligt til at holde hovedet koldt og ikke lade sig rive med. Og det er Dansk Folkepartis grundlæggende tilgang til de klimapolitiske spørgsmål.

Energi er magt
Desværre er klimaet ikke vores eneste bekymring her i verden. De seneste år har vist os, at energipolitik i stigende grad anvendes også som magtpolitik. Det gælder både i Europa, hvor vi har set Rusland spille med musklerne, men i særdeleshed også i forhold til vores afhængighed af Mellemøsten, som er hovedleverandør af verdens olie. En sådan afhængighed gør os svage og sårbare i en verden, der bliver stadig mere åben. Muhammedtegningerne og de deraf følgende optøjer i de muslimske lande, hvor masserne let hidses op af deres despoter, har vist os, at afhængighed er farlig. Disse landes kombination af en høj befolkningsvækst, en lav økonomisk vækst samt fravær af uddannelse, frihed og demokrati, skaber en farlig cocktail, som udover at føre til de småpatetiske angreb imod Danmark rummer en dyster fremtid for hele regionen.

I et samfund, hvor udviklingen er gået i stå, og hvor koncentrationen af vrede mænd i alderen 16-25 år stadig stiger, vil frustrationerne og revolutionstendenserne vokse. Vi har set det i Iran, hvor en gal mand i dag kontrollerer landet, udvikler atomvåben og truer hele den vestlige verden. Vi har set det i Pakistan, hvor de reaktionære muslimske kræfter vinder frem. Og vi ser det over hele den mellemøstlige verden, hvor frustrationen over til stadighed at være taber vokser. Det er vor ulykke, at den mest ustabile del af kloden også råder over de oliereserverer, som vi har brug for, hvis vi vil fortsætte verdens fremgang. Med andre ord har vi et behov for at gøre os uafhængige.

Det er på denne baggrund af, at Dansk Folkeparti tilslutter sig målsætningerne om øget anvendelse af vedvarende energi[33], ligesom vi anerkender behovet for en målrettet indsats med henblik på at nedbringe energiforbruget. Siden 1973 er en gennemsnitsbil i USA blevet 67% mere kørselseffektiv[34]. Og i EU er opvarmningen af vore hjem i samme tidsperiode blevet forbedret med 24%. Det er beviser på forskningens resultater - og derfor ønsker Dansk Folkeparti, at der skal ske en massiv satsning på at forske i nye teknologier, som hurtigst muligt kan frembringe en vedvarende energikilde, der kan tage konkurrencen op med fossile brændselsformer.

Forsyningssikkerhedsproblemet
Kul findes i modsætning til olie i betydelige mængder mange steder på kloden. USA, Indien og Kina har store lagre af kul, og de vil bruge disse som led i at mindske behovet for import af energi. Omkostningerne for den hidtidige danske indsats til at håndtere det stigende forbrug af energi og de stigende udledninger af klimagasser løber op i nærheden af 100 mia. kr.[35] - eksempelvis i forbindelse med omlægning af energiproduktionen til kraftvarme, udbygning med vindkraft samt en række andre initiativer. Det er en indsats, som har holdt det danske energiforbrug stort set uændret siden 1980, men det er langt fra en indsats, som er tilstrækkelig til, at vi har gjort os uafhængige af fossile brændsler. En energipolitisk indsats for Danmark må tage udgangspunk i disse realiteter. Det betyder, at vi især skal af med vores olie- og gasforbrug, hvorfor elektrificering af trafikken i kombination med satsning på effektive kraftværker som en konkurrencedygtig vedvarende energiindsats er oplagt.

En bred satsning
I en sektor, hvor forskningen hele tiden kommer med nye, banebrydende resultater, og hvor nye teknologier hele tiden blomstrer op i klodens mange forskningsmiljøer, vil en en-sporet satsning være farlig. Vi kan ikke tillade os at lukke døre, men må hele tiden have for øje at frembringe en vedvarende energikilde, der er så billig og effektiv som muligt. Behovet for støtte til den vedvarende energi afhænger af udviklingen i de relative priser på de enkelte teknologier. Men som det er i dag og har været de sidste mange år, så vil danske energiforbrugere kunne mærke omkostningerne til omstilling af energisystemet via deres elregning. Uafhængighed koster penge - og Dansk Folkeparti er villig til at betale denne pris. Men vi insisterer til gengæld så også på, at målene skal nås på den for alle billigste måde.

Internationaliseringen
Den energi- og klimapolitiske dagsorden er i stigende grad blevet international. Energi- og klimapolitikken handler mere og mere om beslutninger i FN-regi om CO2-målsætninger og en øget harmonisering i EU med fælles regulering og initiativer. Om disse internationale beslutninger er kloge kan diskuteres, jf. afsnittene ovenfor. Men uanset hvad, er Danmark efter stats- og regeringschefernes beslutninger på topmødet i marts 2007 om bindende EU-mål forpligtet på 20% vedvarende energi i 2020 samt 20% CO2-reduktion i 2020. Rammerne for udbygning med vedvarende energi, CO2-reduktionsmål og mål for energieffektivisering fastlægges nu i EU.

Det betyder ikke en aflysning af nationalstaternes indflydelse på energipolitikken. Det betyder blot, at den politiske arena, hvor ideerne og visionerne for fremtidens energi- og klimapolitik brydes, flyttes fra København til Bruxelles. Der skabes dermed i stigende grad fælles spilleregler for virksomheder og borgere i hele EU. Det har den fordel, at dansk erhvervsliv ikke oplever en mærkbar konkurrenceforvridning i forhold til sine nærmeste konkurrenter, der i EU er underlagt de samme krav og mål. Men EU's beslutninger indeholder også den negative konsekvens, at såfremt et land gør mere end gennemsnittet, kan andre lande gøre tilsvarende mindre. Dermed giver det ingen ekstra miljø- eller sikkerhedseffekt, såfremt Danmark påtager sig forpligtigelser over det europæiske gennemsnit.

Til fremme af effektiviteten i den europæiske energiproduktion er der dog næppe tvivl om, at det nyopfundne kvotehandelssystem indeholder gode elementer. For et land som Danmark, hvor produktivitetseffektiviteten og miljøhensynet altid har stået højt på dagsordenen, er det godt, at de meget forurenende kulkraftværker fremover skal betale en højere afgift end de mindre forurenende. Der er i kraft af kvotehandelssystemet sket en kapitalisering af forurening, som gør det dyrt at være CO2-udleder. Det er godt for miljøet - men også godt for de danske kraftværker, der netop på grund af vor høje teknologiske formåen får en konkurrencefordel. Økonomien og CO2-udslippet er delt op i to dele - den kvoteomfattede del og den ikke-kvoteomfattede. Det betyder, at de overordnede CO2-mål for den kvoteomfattede del af økonomien og detailreguleringen fastlægges på EU-niveau. For den resterende del af økonomien - transportsektoren, landbruget, industrien uden for kvotereguleringen samt opvarmning med olie og gasfyr - er det overordnede mål fastlagt i EU, men initiativerne til at nå målet er fortsat fokus for den nationale energi- og klimapolitik.

Det er væsentligt at huske på, at ingen af de former for vedvarende energi, vi i dag kender, er en mirakelkur. For det første er teknologierne dyrere end konventionel energi. For det andet har vedvarende energi en række uønskede konsekvenser. Det gælder gener i forhold til lokalbefolkningen i forbindelse med opstilling af vindmøller på land, det gælder udpining af jord og fordyrelse af fødevareproduktion i forbindelse med anvendelse af biomasse og biobrændsler. Målet for Dansk Folkeparti er således ikke i sig selv at subsidiere de mange former for vedvarende energi, vi i dag kender. Målet er gennem forskning og en bredviftet satsning af skabe vedvarende energikilder, som en dag kan tage konkurrencen op med fossile brændstoffer.

Effektivitet er et nøgleord
Når EU har besluttet, at 20% af energiforbruget i 2020 skal komme fra vedvarende energi, følger det, at de resterende må komme fra en kombination af fossile brændsler og a-kraft. Det er derfor afgørende, at vi anvender de fossile brændsler så effektivt som mulig. Her spiller opførelsen og renovering af kulkraftværker en central rolle. DONG Energy har beregnet, at såfremt alle verdens kulkraftværker havde samme effektivitet som de bedste danske, kunne det globale CO2-udslip til el-produktion på kul nedsættes med omkring 30%[36]. På den baggrund har Dansk Folkeparti været tilhænger af at fjerne de restriktioner på de centrale kraftvarmeværkers brændselsvalg.

Avedøreværkets anden kraftværksblok (AVV2) blev idriftsat i 2001 og anvender i dag halm, træpiller, naturgas og fuelolie. Værket kan med en mindre ombygning også anvende kul. Dansk Energi har fået beregnet, at frit brændselsvalg vil øge driftstiden betydeligt til elproduktion[37]. Således viser en beregning[38] af konsekvenserne, baseret på Energistyrelsens brændselspriser for 2007, at Danmark dermed vil forøge sin el-eksport, hvorved mindre effektive værker vil fortrænges. Eksporten fortrænger primært kul og tørv på finske anlæg samt kul- og naturgasfyrede anlæg i Tyskland. Når produktionen flyttes til det effektive værk AVV2, reduceres CO2-emissionen med ca. 400.000 tons i det samlede område. Sagt på en anden måde: for at producere samme mængde strøm, vil vi, hver gang vi smider tre skovle kul i ovnene i Danmark, kunne tage fire skovle kul ud i Tyskland.

Samlet set vil frit brændselsvalg på AVV2 betyde, at det er muligt at producere el på et effektivt anlæg ved anvendelse af et relativt billigt brændsel. Dette betyder, at de samlede omkostninger til at producere den efterspurgte el og varme falder. Ifølge modelberegningerne er der en samlet driftsnytte på ca. 15 mio. kr. årligt[39]. Endelig viser beregningerne, at frit brændselsvalg på AVV2 vil medføre et lille fald i elpriserne på ca. 0,4 øre/kWh i Østdanmark og 0,2 øre/kWh i det øvrige Norden, hvilket også kommer elforbrugerne til gavn. Skulle ideologi virkelig blokere for en mere rationel energiproduktion og billigere elpriser?

Afrunding
En dansk klima- og energipolitik skal tage udgangspunkt i den europæiske regulering og i, at markedet er åbent. Det betyder, at danske mål skal være i tråd med de forpligtigelser, vi påtager os som led i det europæiske samarbejde, og at alle tiltag, vi griber til i Danmark, skal bidrage til en omkostningseffektiv opfyldelse af vores forpligtigelser, samtidig med at vi beskytter danske arbejdspladser. På lang sigt er målet en uafhængig energiproduktion. Og midlet er en bred satsning på såvel forskning som udvikling af kendte teknologier. Vi skal udnytte, hvad vi i dag har og ved - og det skal danne grundlaget for de syvmileskridt, som vi i fremtiden skal blive i stand til at tage, hvis vi vil nå vores mål. Sådanne skridt kan kun nås, hvis dansk klima- og energipolitik baserer sig på realistiske og saglige vurderinger. Ideologi kan ikke drive Danmark frem - det kan kun nøgterne overvejelser.

Jeg er ikke ekspert i hverken klima- eller energipolitik. Mit fagområde er et helt andet. Men jeg har i denne artikel forsøgt at skitsere de tanker, som danner udgangspunktet for min og Dansk Folkepartis tilgang til disse politikområder. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at vi i dag kun står på det nederste trin i en formodentlig meget lang udviklingsproces. Det er Dansk Folkepartis ønske, at Danmark fortsat skal være den første til at tage de følgende skridt opad - og her er skitseret konturerne til, hvordan vi når dertil.

Morten Messerschmidt er energiordfører og EU-ordfører for Dansk Folkeparti

1. http://www.ipcc.ch/
2. http://nobelprize.org/nobel_prizes/peace/laureates/2007/
3. http://news.bbc.co.uk/1/hi/education/7037671.stm
4. http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?id=10058
5. Se Folketingsdebat fredag 5.april 2008, hvor et sådan ordvalg faktisk anvendes.
6. Ved det, som i IPCC's rapport fra 2007 kaldes "business as usual".
7. Assessment of US climate variations using the US. Climate Extremes Index, af Karoly, D., A. Ruppert, D. Easterling, K. Gleason, and J. Lawrimore, 2005.
8. Observed Variability and Trends in Extreme Climate, af D. R. Easterling,+ J. L. Evans,+ P. Ya. Groisman,+ T. R. Karl,+ K. E. Kunkel - side 419: http://www.agci.org/publications/eoc98/articles/BAMS_2.pdf
9. http://tinyurl.com/439fdc
10. Modern glacier retreat on Kilimanjaro as evidence of climate change: observations and facts, Published online in Wiley InterScience (www.interscience.wiley.com). DOI: 10.1002/joc.1008
11. IPCC 2007b: 10.6.5.
12. http://www.pol.ac.uk/psmsl/author_archive/jevrejeva_etal_gsl/
13. Nicholls, 2004: 72. Priserne er i 2005-dollars.
14. Anslået ud fra Nordhaus 2006d.
15. http://www.energistyrelsen.dk/sw15754.asp
16. Wigley, 1998.
17. IPCC's rapport fra 2007: table 5.5.2.
18. 2007b) Figur 10.6.1
19. 2007b) Figur 10.6.3
20. 2007b) Figur 10.6.4
21. 2007b) Figur 10.6.4
22. Folketingsdebatten 1.april - Forespørgsel om regeringens klimatilpasningsstrategi.
23. http://www.ft.dk/forhandlinger/20072M046_2008-04-01_1300.htm
24. http://www.wmo.ch/pages/index_en.html
25. Insurance Journal, 2006.
26. S3475
27. Cagle & Hubbard 2005.
28. http://ing.dk/artikel/74934
29. Jungclaus et al. 2006.
30. Nyest er Fischer et al. 2005.
31. FAO, 2006, side 16.
32. http://tinyurl.com/25jvvl
33. http://www.ens.dk/sw11367.asp
34. http://www.eia.doe.gov/
35. Energinet.dk årsrapport 2006.
36. Beregninger gennemført af Dansk Energi oktober 2007.
37. Frit brændselsvalg på Avedøreværkets blok 2, Ea Energianalyse juni 2007.
38. Frit brændselsvalg på Avedøreværkets blok 2, Ea Energianalyse juni 2007.
39. Frit brændselsvalg på Avedøreværkets blok 2, Ea Energianalyse juni 2007.

Kilde: