Af Thomas Ladegaard
Så skal vi til det igen. Inden længe bliver det sagnomspundne ungdomsoprør fyrre år. Bedst som man tror, at nu har den periode fået sin del af opmærksomheden, vender det hele tilbage med uformindsket kraft.Ord som "68" og "68'er" er gået i vores sprog i en sådan grad, at det kunne tyde på, at vi her har fat i en myte af den mere sejlivede slags, som der tydeligvis er meget stor interesse i at fastholde og samles om.
Myten har taget plads i vores kollektive kulturelle bevidsthed, som den store samlede fortælling om dengang, hvor der virkelig skete noget, hvor drømmen om et bedre og mere retfærdigt samfund foldede sig ud, og hvor musikken i øvrigt var meget bedre og mere menneskelig, end det vore dages computere kan præstere.
Nu kan myter jo være udmærkede. De kan skabe fælles identitet og identifikation og være et referencepunkt i forståelsen af os og det samfund, vi er en del af. Men myter kan også blive så bastante og sejlivede, at de bliver direkte bremsende og destruktive.
Den, i egen selvforståelse, meget progressive 68-generation er blevet selve reaktionens kerne. Her er ingen drømme tilbage. Her er intet bud på en analyse af de store forandringer, vi står midt i. I stedet skues der tilbage mod en imaginær tid, som inkorporerer det bedste af 1850 og 1950. En tid med Giro 413 og Grundtvig i uskøn forening over en håndbajer i kolonihaven.
De gamle oprørere har sat tankevirksomheden i bakgear i en sådan grad, at der ikke er andet at gøre end at efterlade denne længsel efter de gode gamle dage og i stedet prøve at dekonstruere mytologien og tegne et andet billede af 68. Før vi snart skal til at fejre de fyrre år, kan vi lige så godt begynde at klippe i 68'ernes album.
Vi kan jo starte med at notere os, at det vel i virkeligheden kun var godt 5.000 mennesker, der hoppede med på tidsåndens vogn. De andre benyttede de økonomisk gunstige tider i det velfærdssamfund, som deres forældre havde bygget op, til at købe inflationære parcelhuse på favorable kontantlån med carport, gildesal, bidet og swimmingpool, som blev lukket godt ned igen efter oliekrisen.
Ifølge myten var det en tid i de bløde værdier og nytænkningens tegn. Reelt var det den mest materielle og følelseskolde tid, vi overhovedet har haft. Selv 80'erne havde mere kærlighed at byde på. Og under alle omstændigheder udgjorde 80'erne i det mindste en ærlig kynisme.
Det sagnomspundne ungdomsoprør gik mest af alt ud på at mele sin egen kage. Det er umuligt at forestille sig noget mere provinsielt og navlebeskuende end et studenteroprør, hvor det pludselig skulle være meget vigtigt for arbejdere i hele verden at gøre op med gamle professorer og sikre nogle flere mandater til de studerende i universiteternes styrende organer. Noget mere egoistisk findes simpelthen ikke. Og man skal lede længe efter en mere selvoptaget generation end disse babyboomere.
60'erne og 70'erne var en ekstrem tidsperiode, og man kommer ikke udenom den kolde krig som en nøgle til overhovedet at kunne forstå tiden og tidsånden. En tid hvor dualismen som tankegang var helt altdominerende. Når billedet af verden er to blokke, der står stejlt overfor hinanden med hver deres sandhed og atomare udrustning, så bliver meget til en os-mod-dem tankegang. Der er et "os" (de gode) mod "dem" (de onde), og når man først har taget de briller på, så kan man pludselig se rigtig mange ting på en ny måde.
Så bliver institutioner, erhvervsliv, forældre (alle med magt og positioner) til "dem", og tilværelsens mål for "os" at frigøre sig fra "dem". Med de briller på bliver en kompleks og dynamisk virkelighed pludselig enkel, og det er herefter ikke vanskeligt at være på de godes side, når nu "de" er så onde og undertrykkende. Når man ser verden i modsætninger, er de onde og de gode nemme at få øje på.
Den kontekst er vi lykkeligvis blevet befriet for nu. "Os-mod-dem" og et selvretfærdigt emancipatorisk projekt er ved at være en af de store historier, som Lyotard smed i Maos massegrav for os. Det ligger lige for at opfordre til, at vi én gang for alle smider myten om 68 samme vej, og dermed baner vejen for en samfundsudvikling, hvor vi møder det nye årtusindes væsensforskellige udfordringer med et åbent og pluralistisk sind. Når myten har udspillet sin rolle, bør den forlades.
Men helt så let går det nu ikke. Helt så let er det ikke at verfe denne store fortælling om et oprør og en kamp for en bedre verden uden undertrykkelse ud til højre. For 68 er jo netop ikke én fortælling, men en masse forskellige fortællinger der peger i utallige retninger.
Vi kan jo klippe videre og foretage en sondring mellem to typer ungdomsoprørere, to forskellige typer historier om oprøret og to forskellige årstal. Det er den afgørende forskel mellem 67 og 68.
67'erne var den del af ungdomsoprøret, der tog over, hvor de amerikanske beatniks slap, og med udgangspunkt i hele hippie- og provo-bevægelsen i kunst og musik viste os en drøm om en anden og bedre verden. Et anti-autoritært oprør mod den borgerlige fims fra efterkrigstiden og et meget virkningsfuldt forsøg på at udvide rammerne for vort samfund og vor bevidsthed. Det kunne være i kunsten, i stofferne, i musikken, i kroppen såvel som i tanken. Bevægelsen kom fra USA med åndelige fædre hos f.eks. Allen Ginsberg, Bob Dylan og Aldous Huxley, og kulminerede måske med "The summer of love" i San Fransisco i 1967. Herhjemme havde vi f.eks. Steppeulvene og Eik Skaløe, Dan Turéll og Peter Laugesen og på kunstscenen folk som Bjørn Nørgaard.
Måske døde denne livskraftige og smukke drøm allerede omkring 1970. Eller var det med festivalen i Altamont i 1969? For vor egen Eik Skaløe var det allerede forbi i det østlige Pakistan i 1968. På et eller andet tidspunkt var det i hvert fald slut med love-ins, happenings og med at male fredstegn og psykedeliske motiver i hovedet med vandmaling. På et eller andet tidspunkt døde 60'ernes drøm og blev erstattet af 70'ernes umiskendelige realisme og materialisme. På et eller tidspunkt på vejen ind i 70'erne døde frisindet, mangfoldigheden og fantasien. Det tidspunkt var maj 1968, hvor aktivisterne fra studenteroprøret i 1968 endegyldigt tog over.
Og med de akademiske aktivister kom autoriteterne tilbage i billedet. Nu hed autoriteterne bare Marx, Lenin, Mao eller Che Guevara. Drømmen blev erstattet af analyser og handling. Hippiernes drøm stødte jo på det eksisterende samfunds repressive barrierer. Derfor skiftede fokus mod en nærmere analyse af dette samfunds undertrykkende karakter og mekanismer, og derfor tog aktivisterne med tiden Marx på ordet, da han i den såkaldte elvte Feuerbachtese skrev: "Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt; det, som det kommer an på, er at forandre den."
Denne mere realistiske, analyserende og handlingsorienterede del af ungdomsoprøret kom til Danmark fra Tyskland med inspirationskilder i det berømte "Institut für Sozialforschung" i Frankfurt og med folk som f.eks. Herbert Marcuse som aktivisternes åndelige forbilleder. Herhjemme havde vi f.eks. kapitallogikken hos Hans-Jørgen Schanz og den revolutionært energiske Finn Ejler Madsen. Og et levn fra denne aktivisme nåede et tragisk lavpunkt med Blekingegadebanden.
I 70'erne bevægede vi os væk fra drømmerne og amerikanerne og hen mod aktivisterne og tyskerne. Og det er en af denne fortællings mere ironiske pointer, at med marxismen blev ungdomsoprøret nøjagtigt lige så materialistisk fokuseret som isstormens parcelhusfamilier, der stemte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup i Folketinget i 1973.
På trods af ti års debat, senest i forbindelse med Øvigs bøger om Blekingegadebanden, er der stadig en udstrakt modvilje mod at tage denne ubehagelige konsekvens af 68 op til revision. Denne del af myten bliver der af gode grunde ikke udsendt særlige jubilæumsprogrammer om.
Det bliver glemt og fortrængt, som havde det ikke eksisteret. Eller det bliver trivialiseret som en ungdommens vildfarelse, hvorefter vi så alle kan grine af generationens hønsestrik og revolutionære floskler. Og så bliver det endelig forsøgt bortdefineret fra jordens overflade, som når Rote Arme Fraktions ellers ganske håndgribelige terror ses som del af en sproglig strukturel symbolhandling.
Men det har eksisteret, og det var og er en væsentlig del af en ikke ubetydelig række menneskers liv. Præcis derfor er det vigtigt at gribe fat i det. Det er simpelthen bydende nødvendigt, fordi den autoritære marxisme i 60'erne og 70'erne peger på nogle helt centrale punkter, der rækker langt videre end det historiske kuriosum. Men det er en vanskelig og smertefuld proces, fordi den involverer levende mennesker. Mennesker med hele det personlige engagement, der var en afgørende ledetråd bag det anti-autoritære opgør og den senere bevægelse mod marxismen.
Skal man indfange det personlige engagement træder man imidlertid på nogle indgroede ligtorne. Den tids aktører havde et uomtvisteligt engagement, og i marxismen smeltede lidenskab og teori sammen i en syntese, som vi nok kan mangle i dagens intellektuelle sysler, men som samtidig gør et opgør med tiden så meget mere smertefuldt.
Som bekendt var metaforen om 'kamp' en vigtig ingrediens i tidens jargon. Og når der er kamp, er der vindere og tabere. Mange af den tids kæmper ser derfor nødvendigheden af en konfrontation med den tid som et spørgsmål om, at nu skal 'kampens vindere' så til at skrive historien, og herefter er der kun heksejagt og offentlige bodsøvelser tilbage for 'kampens tabere'. Men nu er heksejagter og bodsøvelser jo næppe særligt produktive, og selvom man måske kan få et indtryk af et indestængt behov for at bekende sine 'synder', så kan det være svært at se disse uden den trivialiserende ironi.
Tilbage står imidlertid en tvingende nødvendig pointe, der peger langt ud over Che-plakaterne. Når en stor del af en generation kan kaste sig i armene på marxismens potente blanding af romantiske drømme om utopia og rationelle kritik fra oplysningsfilosofferne, er der ikke tale om noget trivielt fænomen. Så er der tale om en ordentlig huskekage til os alle. Marxismen skal behandles og bearbejdes som den menneskelige og intellektuelle tragedie, den var.
For der er noget at lære. Hvordan kunne det f.eks. gå til, at så mange ud af en hel generation lod sig forføre af tidsånden, tog de samme marxistiske 'briller' på, og derefter kun kunne se de samme ting? Og hvordan kunne det gå til, at 'den gode vilje' og engagementet mod alverdens uretfærdigheder, blot blev erstattet med ny undertrykkelse og absurde forsvar for, eller stiltiende accept af, nogle af dette århundredes mest forrykte forbrydelser?
Det er og bør være en tankevækkende erkendelse, at en hel elite af utvivlsomt meget begavede akademikere i den grad lod sig rive med og ikke formåede at erkende den ældgamle og egentlig trivielt enkle pointe, at 'den gode vilje' har en tvillingebror i 'den onde praksis'.
Der er ingen grund til katolske bodsøvelser og offentlige bekendelser. Men der er til gengæld al mulig grund til at tage ved lære af disse begivenheder og fortsætte en helt nødvendig dialog og debat om dem. Så hvor meget vi end kan takke ungdomsoprørerne for (ikke mindst deres helt nødvendige opgør med efterkrigstidens altfortærende borgerlighed), så er der al mulig grund til at tage hele den sejlivede myte om 68 op til revision. Og det er der, fordi den ikke peger frem, men i stedet vender blikket anekdotisk konservativt tilbage. Det kan endnu et jubilæum trods alt bruges til.
Måske er det tilværelsens cykliske ironi, at det netop er den tids ungdomsoprørere, der nu er vore dages bevarende magthavere med magt, indflydelse, penge og prestige på spil og interesser i at fastholde myten om dengang, da der var drømme til. De har noget at forsvare og længes tilbage til. Vi, der følger efter, må så, og helt efter den store generationernes bog, med tiden vippe dem af pinden.
På historiens ildelugtende mødding må vi med glad mine placere materialismen, den totalitære tankegang og det store frigørelsesprojekt, der endte som en tragisk, forstenet karikatur i kollektivet eller parcelhuset. Det vi kan tage med os ind i et nyt årtusinde, er det anti-autoritære råb om mangfoldighed, tolerance og al magt til fantasien - være realistiske og kræve det umulige.
Thomas Ladegaard er forfatter og partner i LADEGAARD A/S. Han har skrevet bøgerne Mordet på JFK 40 år efter og Bolsjedrenge og jernhårde ladies og blogger på thomasladegaard.dk
