Af Karsten Anker Petersen
Min søn spiller fodbold i vores lokale fodboldklub. Han er syv år, meget entusiastisk og markant bedre til det med en bold, end jeg var, da jeg var på hans alder - selvom det ikke siger særlig meget.Der er træning to gange om ugen og stævner ca. en gang om måneden, og jeg er med næsten hver gang, fordi det er en stor fornøjelse. Indrømmet, jeg er en af de der forældre, der ikke kan stå på sidelinjen og holde min kæft, men jeg arbejder på at tøjle mit engagement.
Der er mange børn på holdet, og der er stor forskel på evnerne, så trænerne har klogelig delt dem op i mindre hold efter formåen. Det gavner både de dygtige og dem, der endnu ikke har lært at ramme en bold i bevægelse.
For nylig valgte et forældrepar at flytte deres dreng fra holdet med de bedste drenge. De mente træningen var for seriøs, og at der var for meget fokus på at vinde. Træneren var naturligvis forundret. Havde han gjort noget forkert, spurgte han os andre.
Men selvfølgelig havde han ikke det. Han har lært drengene, at man skal koncentrere sig, når man spiller fodbold. At de skal holde deres positioner, at det er et holdspil, hvor man kun vinder, hvis man spiller sammen, og at der skal gøres en indsats, hvis man vil vinde. Han har også lært dem, at man skal træne, hvis man vil være god.
Rene selvfølgeligheder, skulle man tro. Børn skal naturligvis lære, at de dygtige vinder over de dårlige, og at de dygtige er dem, der øver sig og øver sig - igen og igen. Sådan er det i sport, i skolen og for øvrigt også i resten af livet.
Men den holdning er ikke så udbredt, som man kunne ønske sig.
Tværtimod er det en særlig dansk specialitet, at det der med konkurrence kan "blive for meget". At det på en eller anden måde er skadeligt at være engageret i konkurrencer.
Derfor er det normen i både daginstitutioner, klubber og skoler landet over, at vores børn skal beskyttes mod konkurrence så længe som muligt. De kan tidsnok erfare, at verden er "ond", når de engang selv skal på arbejdsmarkedet.
Den holdning kommer også til udtryk ved, at vi ser skævt til mennesker, der er meget dedikerede til deres profession. Hvis de er villige til at bringe store ofre for at blive blandt de absolut bedste, må der være noget galt med dem. De er sikkert ikke "hele mennesker", og de er for øvrigt også alt for egoistiske. Der skal jo være plads til os alle.
Et oplagt eksempel fra sportens verden:
I 80'erne og 90'erne var Rolf Sørensen en af Danmarks bedste cykelryttere. Som helt ung knægt flyttede han til Italien og helligede sig sin sport fuldstændigt. Sådan gør man dernede, hvis man vil vinde, og det ville Rolf Sørensen - hver eneste gang. Han var frygtet på de andre cykelhold, fordi han altid kørte sig fuldt ud i jagten på sejren.
Herhjemme blev han betragtet med forundring og endda spot. Han var alt for arrogant, fordi han forud for de store cykelløb udtalte, at han stillede op for at vinde. Og når han efter en tæt afslutning blev to'er tillod han sig at være sur på sig selv. Han forstod aldrig, at det kun handler om at være med og blev aldrig folkeeje i sit hjemland.
De fleste kan sikkert godt anerkende, at konkurrence samlet set hæver niveauet, både i sport, i erhvervslivet og i samfundsøkonomien. Men i Danmark hylder vi ikke konkurrencementaliteten. Vi accepterer den, til nøds, fordi resultaterne er indiskutable, men den generelle holdning er, at alle skal kunne være med, når der spilles og dyrkes sport. Derfor hedder det heller ikke "de gode" og "de dårlige", men de "dygtige" og de "lidt mindre dygtige".
Hvem fanden prøver de at narre?!
Børnene ved godt, hvem der er gode og dårlige, og for øvrigt er det helt naturligt at blive glad når ens eget hold scorer, og ked af det, når de andre scorer.
Medierne kalder den kultur for "bløde værdier". Men middelmådighed er sgu ikke en værdi.
Det er nemt at kritisere konkurrence med henvisning til, at mennesker, der dyrker deres profession meget dedikeret, må lide afsavn på andre områder. Ja, selvfølgelig. Det kaldes at prioritere. Og selvfølgelig er der ikke så meget tid til venner, ferie, tv og sysler i haven, hvis man vil være chef i en stor virksomhed eller blandt de bedste i verden til sin sport.
Men husk på at ingen af dem, der prædiker middelmådigheden, selv har prøvet at vinde på Centre Court i Wimbledon, komme først over stregen i Flandern Rundt eller at få hængt en OL-guldmedalje om halsen.
OL er netop startet. Af alle steder i verden foregår det denne gang i Kinas hovedstad. I de kommende uger kommer vi til at se en masse ypperlige sportspræstationer og sportsfolk med medaljer om halsen. Skulle det ske, at det er danske sportsfolk, der vinder guld, så husk at de ikke kun har kæmpet mod deres konkurrenter. De har også vundet kampen mod den danske mentalitet om, at det blot handler om at være med. Og jeg tør vædde på, at de er glade for sejren.
Karsten Anker Petersen er kommunikationschef
