Af Karsten Anker Petersen
I Danmark er det uklogt at sige, at ulighed ikke er et onde. Og man nærmest beder om ballade, hvis man går så vidt som at sige, at der rent faktisk er nogle fordele ved ulighed.Indrømmet, sammenligningen er en smule karikeret, men at sige den slags ting i den danske politiske debat er lidt ligesom, hvis man tegner profeten Muhammed for næsen af en rettroende muslim. Man kan komme grueligt galt af sted.
Det er ikke, fordi vi mangler ting at samles om her til lands. Alligevel formår modstanden mod økonomisk ulighed at komme ind højt oppe på listen.
Den nemmeste måde at skyde et hvilket som helst politisk forslag ned, er faktisk at konstatere, at det vil føre til mere ulighed. Så er der ingen, der vil røre ved det forslag.
Jeg forstår ikke denne angst for ulighed - eller rettere, denne tilbedelse af ligheden. Hvorfor er det godt, at alle er lige rige - eller lige fattige?
Hvis min nabo tjener ti, tyve eller måske hundrede gange så meget som jeg, kan jeg vælge at beundre hans fine hus og dyre bil på to måder: Jeg kan tænke, at sådan en vil jeg også have. Det får mig til at arbejde endnu hårdere, til gavn for både mig og samfundet.
Eller jeg kan tænke, at det ikke er rimeligt, at han har sådan en flot bil og sådan et flot hus. Denne egenskab kaldes misundelse og er en central byggesten i mange socialistiske partiers værdigrundlag. Men det kan undre, at også borgerlige og liberale partier bøjer sig for tilbedelsen af ligheden.
Tag fx et parti som Venstre. Hos Venstre-folk er det et godt gammelt mantra, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men hvis det skal være rigtigt, må det jo betyde, at man skal kunne tjene mere ved at være i arbejde end ved ikke at bestille noget. Eller sagt på en anden måde: Venstre mener, at ulighed har en klar fordel - det motiverer folk til at gøre en indsats, til gavn for både sig selv og samfundet.
Alligevel skal man også i Venstre være meget varsom med at fremhæve ulighedens fordele. Spørg bare tidligere socialminister Eva Kjer Hansen. Hun kom for skade at sige, at "uligheden gerne må blive større, fordi den skaber dynamik i samfundet". Og det selvom hun udtrykkeligt tilføjede: "Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode."
Det fik statsministeren, der også er Venstre-mand, til at slå fast, at "ulighed ikke skaber mere dynamik". Men så tilføjede han, at "det altid skal kunne betale sig at arbejde" - underforstået, at ulighed skaber dynamik. Så er der vist ikke flere ledige standpunkter i den debat ...
Problemet med ulighed er, at den opstår. Den er ligeglad med, om politikerne kan lide den eller ej.
Faktisk er vækst i samfundsøkonomien en af de væsentlige årsager til ulighed. Mere vækst betyder flere i arbejde og dermed større ulighed. Det er bl.a. derfor uligheden er steget de senere år.
Andre forklaringer er de stigende boligpriser og skattelettelserne i 2004, der gjorde indkomstforskellene hos beskæftigelse og ikke-beskæftigelse endnu større. Skattelettelserne handlede således om, at det skulle kunne betale sig at arbejde(!).
Tilbedelsen af ligheden kommer særligt til udtryk i skattedebatten. Mængden af analyser, der dokumenterer, at det (næsten) er gratis for statskassen at lette eller helt fjerne topskatten, er nærmest overvældende. Til gengæld vil det skabe en masse dynamik i samfundet - og en masse mennesker vil få lov at beholde en større del af egen indkomst.
Prøv at invitere de folketingsmedlemmer, der går ind for en fjernelse af topskatten, hjem til middag. Du behøver ikke låne tallerkener hos naboen. Langt de fleste folketingsmedlemmer tilbeder ligheden. Og ganske mange af regeringspartiernes medlemmer er, om ikke tilbedere af ligheden, så i hvert fald meget bange for at udfordre den danske lighedstanke.
Eller sagt lidt firkantet: Der er stort flertal for at opretholde en skat, som det ikke vil koste særlig meget at afskaffe, men som har en række skadelige effekter på samfundsøkonomien.
Endnu mere absurd bliver det af, at topskatten - isoleret set - faktisk kun bidrager til en ganske lille del, af den omfordeling, der finder sted i samfundet. Det er altså mere for syns skyld, at topskatten opretholdes.
Den daværende SR-regering leverede en helt uprovokeret tilståelse, da den for næsten ti år siden præsenterede finansredegørelse 98/99. Heri kan man læse, at:
"Indkomstoverførsler og skatter er specielt målrettet mod omfordeling på tværs af indkomst."
På det tidspunkt havde socialdemokraterne styret dansk skattepolitik med hård hånd i seks år, og det blev der stolt gjort rede for i finansredegørelsen:
"Skattesystemets øgede bidrag til omfordelingen viser sig ved, at de højeste indkomster nu bidrager med en større andel af skattebetalingen end tidligere. I 1996 blev 23 pct. af den samlede skattebetaling indenfor gruppen af 25-59 årige således betalt af de 10 pct. bedst stillede mod ca. 22 pct. i 1983. Større progression i skattesystemet har mindsket betydningen af forskelle i løn og arbejdstid og dermed medført, at forskellene i de disponible indkomster i perioden fra 1983 til 1996 er mindsket."
Bemærk den stærkt begrænsede effekt af den stigende progression. Kun én procentpoint stigning i skattebetalingen fra de bedst stillede over en periode på 13 år.
Jeg ved ikke, hvad der er mest absurd: At Socialdemokraterne er stolte af den politik, eller at de borgerlig og liberale tøver med at udfordre den.
Glædelig jul. Den tilbeder vi næsten lige så højt som ligheden.
Karsten Anker Petersen er kommunikationschef
