Måske en af de dyreste valgsejre nogensinde

Slettet Bruger,

27/06/2007

Af Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov er adjunkt i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Aarhus

Forleden indgik det offentlige arbejdsmarkeds tre parter - regeringen, de offentlige arbejdsgivere og LO/AC - en aftale om offentligt ansattes løn fra 2008 til 2011. Inklusive FTF, der foreløbig står udenfor aftalen, fordi medlemmernes (lærere, pædagoger og sygeplejersker) krav om universel ret til efteruddannelse ikke kunne opfyldes, dækker aftalen således 1,3 millioner danskere.

Aftalen, der i direkte udgifter umiddelbart kommer til at koste den danske stat 6,5 milliarder kroner over de næste tre år, kaldes 'historisk' af både Statsminister Anders Fogh Rasmussen og LO-formand Hans Jensen. Hvis man tager ordet historisk som et positivt udtryk, er det dog så som så med det historiske i aftalen. Hvis man skal finde noget historisk i den, er det nærmere en deprimerende erkendelse af, at historien gentager sig.

Den politiske situation for regeringen er, at den i stigende grad er under pres. Mens den store gruppe frustrerede højrefløjsvælgere ikke har andre steder at gå hen, gør Ny Alliance og Socialdemokraterne indhug i særligt Venstres nye vælgere, og Fogh har derfor spillet det, han sandsynligvis ser som et sikkert kort: Han bejler til de offentligt ansatte med en større lønforhøjelse og overhaler dermed Helle Thorning venstre om. Det er i en ret konkret forstand klassisk overbudspolitik i en situation, hvor de fleste danskere regner med, at dansk økonomi er stærk og sikker, og det er dermed et flot stykke politisk håndværk.

Hvad trepartsaftalen derimod af flere grunde ikke er, er ansvarlig økonomisk politik. For det første er arbejdsmarkedet sådan indrettet, at en stor lønstigning på ét område har en klar tendens til at føre til store lønstigninger på en række andre områder. Effekten af 'hvis de får, skal vi også have' er klar: Danskerne som helhed - ikke kun de offentligt ansatte - får større lønstigninger i de nærmeste år. Disse stigninger lægger pres på virksomhedernes økonomi, lige så vel som de lægger pres på statens finanser. Dermed underminerer aftalen en del af dansk erhvervslivs konkurrenceevne, hvilket fører os til punkt nummer to.

Et grundlæggende problem er nemlig, at dansk økonomi ikke er så robust, som danskerne tror, og som statsministeren, Thor Pedersen og langt de fleste politikere gerne vil have os til at tro - og måske tror på selv. Vi har været vant til at bedømme konkurrenceevnen på betalingsbalancen - jo større overskud, jo bedre konkurrenceevne - men med de senere års udvikling er betalingsbalancen en stærkt misvisende indikator. En meget betragtelig del af det danske overskud skabes af indtægter fra nordsøolien og en endnu større del af dansk rederidrift. I og med at hverken olieudvinding eller rederidrift skaber nævneværdigt mange arbejdspladser i Danmark eller er påvirkede af nationale forhold for erhvervslivet, har deres del af betalingsbalancen intet at gøre med dansk konkurrenceevne. Den resterende del af overskuddet på betalingsbalancen er således væsentligt mindre, og den er under pres.

Det følger altså, at trepartsaftalen er en særdeles dyr aftale af to særlige grunde. For det første risikerer den at udløse lønfest på større dele af det det danske arbejdsmarked, hvilket i sig selv skader dansk konkurrenceevne. For det andet indgås den i en periode, hvor dansk konkurrenceevne ikke har det specielt godt, men hvor størstedelen af befolkningen, inklusive politikerne, har en tyrkertro på, at dansk økonomi har det særdeles godt. Der er dermed ikke de sædvanlige grænser for, hvad man vil tillade sig at kræve i lønstigninger, da to af de tre parter - regeringen og arbejdstagerne - mener at det økonomiske spillerum er betydeligt større end det faktisk er.

Sammenfattende kan man sige, at den generøse trepartsaftale er et smart politisk skaktræk, som køber Fogh-regeringen popularitet, og måske endda vinder det næste valg. Men set fra en økonomisk vinkel, er det på bekostning af den økonomiske ansvarlighed, som både Schlüter- og Nyrup-regeringerne varetog med møje og besvær. Den kan nemt blive historisk som en af de dyreste valgsejre nogensinde.

Kilde: