Af Helle Merete Brix
Netop nu raser debatten i Danmark om stormoskeer, og jeg indrømmer det blankt: Jeg har et belastet forhold til moskeer. Det begyndte allerede for 10 år siden, da jeg sammen med en sydafrikansk ven ville besøge en lille moske i Durban. "Ingen kvinder i moskeen," råbte en af mændene i moskeens gård, da jeg overskred en bestemt grænse: Vandposten. Han kunne lige så godt have råbt: "Ingen hunde".Det lykkedes alligevel at få lov at se moskeen indefra. Mullahen, en yngre, skægget mand i fodlang kjortel, lod sig besnakke til, at det var forsvarligt at lukke denne vantro, skandinaviske kvinde ind et øjeblik.
I Sarajevo i Bosnien-Herzegovina fik jeg - kun efter at have indvilget i at dække mig til fra top til tå - i 2003 lov at komme ind i Gazi Husrev Beg Moskeen. Moskeen er fra 1531 og udvendigt en arkitektonisk perle. Den blev slemt beskadiget under borgerkrigen, men ved hjælp fra ikke mindst Saudi Arabien er den blevet bygget op igen. Men jeg ville med egne øjne se, om det var korrekt, hvad jeg havde læst: At de saudiske sponsorer har forlangt det meste bosniske folklore, vægtæpper og den slags, fjernet og omdannet det indvendige moskerum til, hvad der på Balkan går under navnet de "hvide hospitalskasser". Det er desværre sandt.
For det skal gerne være den rene, strenge udgave af islam, der indføres i moskeen, sådan som den praktiseres i Saudi Arabien. På strækningen fra Sarajevos centrum ud til lufthavnen kan man se nogle af de kæmpemoskeer med høje minareter, som Saudi Arabien, Kuwait m.fl. har bygget, og som har forandret byens skyline. Sådan som de har bygget moskeer overalt på Balkan, med det formål at vinde de ofte fattige befolkninger for en mere autentisk, sharia-tro udgave af islam, end den de er vant til at praktisere.
I London Central Mosque, den store moske i Regents Park, diskuterede jeg tidligere i år med den venlige vagt. Jeg ville ikke i selve moskerummet, blot i boghandlen. Men hele området her, som vagten forklarede, var en moske, hele området var hellig grund. Også et besøg i boghandlen krævede, at kvinder dækkede håret til. Det kunne lejes her, forklarede han og viftede med et sort tørklæde. Jeg afslog.
Med mellemrum slår politi i Europa ned på radikale moskeer i forbindelse med mistanke om terror. Men moskeen i Regents Park er en af de efterhånden mange "moderate" moskeer, som har været i kritiske journalisters og forskeres søgelys. Udadtil taler man i sådanne moskeer om dialog og fredelig sameksistens. Indadtil, som journalister under cover har dokumenteret, siges ganske andre ting.
I boghandlen i moskeen i Regents Park har man fundet videoer med en prædikant, der beskriver jøder som svin og ikke-muslimer som "det værste snavs".
I en anden "moderat" moske i Birmingham mente en prædikant, at frafaldne burde korsfæstes og bløde til døde i dagevis i en sand, islamisk stat.
Det er ret sigende, at det er de journalister og forskere, der ikke har gjort andet end at passe deres arbejde, som de islamiske organisationer vender deres vrede mod, når den slags kommer frem. Ikke de pågældende prædikanter. Det burde være et vink med en vognstang om, at der er noget rivende galt i Europas moskeer, når den slags ikke vækker et ramaskrig i de muslimske samfund.
Andre og endnu større moskeer end moskeen i Regents Park er igennem de seneste mange år skudt op i bl.a. Frankrig, Italien og Tyskland. Endnu flere er undervejs. Disse kæmpe prestigeprojekter, der kommer med tilhørende boglader, koranskoler med mere, gør i stigende grad europæere nervøse. Ikke uden grund for der er ikke blot tale om prestigeprojekter, men om magtarkitektur. Moskeens minaret skal være det højeste punkt i det pågældende område. Den største bygning. Der skal være plads til et astronomisk antal bedende. Moskeen skal vise islams dominans i det ikke-muslimske Vesten. De skal opfylde profetier fra islamiske retslærde om, at en dag er Europa gjort islamisk.
Det spiller naturligvis en rolle, hvem der finansierer stormoskeen. Om det er Iran som i tilfældet med en påtænkt moske på Vibevej i Københavns Nordvest-kvarter; eller Saudi Arabien i forbindelse med planerne om en stormoske på Amager.
Men Københavns integrationsborgmester, socialdemokraten Jacob Hougaard, har ikke fattet meget, når han mener, det er betryggende, at Muslimernes Landsorganisation er blandet godt ind i planerne om Amager-moskeen. Som tidligere beskrevet mig her på 180Grader, så er der ikke meget moderat islam over organisationerne og folkene bag den muslimske paraplyorganisation. Ligesom der er meget lidt moderat islam over nogen af de toneangivende islamiske organisationer i Europa.
Dansk Folkepartis annonce mod en stormoské har vakt postyr. Ikke mindst de krydsede sabler på billedet har ophidset modstanderne. Men måske uden at vide det har partiet ramt plet med denne manipulerede illustration. Som jeg har beskrevet i min bog "Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa" er det netop broderskabets mange forgreninger, der dominerer den udgave af islam, der vinder frem på vores kontinent. Siden Broderskabet blev grundlagt har de krydsede sværd sammen med teksten "Og vær rede" været organisationens symbol.
Og når man beskylder Dansk Folkeparti og andre modstandere for ikke at have forstået Grundlovens sikring af religionsfriheden, tager man fejl. Islam er ikke en religion i den forstand, vi forstår begrebet. Filosoffen Kai Sørlander har med rette påpeget, at man ved udfærdigelsen af menneskerettighedserklæringen i sin tid ikke havde taget højde for, at en af verdens religioner, islam, har et eget lovkompleks indbygget. Internationale konventioner, der skal sikre individet den videst mulige grad af beskyttelse, går dårligt i spænd med sharia, islamisk lov.
På samme måde har man ikke taget højde for, at den europæiske religionsfrihed en dag ville blive brugt til at forlange opførelse af bygninger, hvor der skal prædikes en politisk ideologi - ganske vist indpakket i religion - der ingen forståelse har for de europæiske samfunds opdeling af det verdslige og religiøse. Det Muslimske Broderskabs grundlægger, Hassan al Banna, mente, at "politik indgår i religionen, at islam omfatter herskeren såvel som den beherskede. Derfor rummer dens lære ikke ideen om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Tværtimod ... (er det sådan, at) kejseren, og hvad kejserens er, alene tilhører den almægtige Gud".
Lige fra den første moske i Medina, hvor Muhammed grundlagde den første islamiske stat, har moskeen tjent som en politisk platform. Det har den gjort lige siden. Det er naturligvis også, hvad en stormoske i København skal bruges til. "Nu afventer vi fredagsbønnen", som jeg erindrer en hændervridende politiker udtale, mens det under Muhammed-krisen bragede løs med ambassadeafbrændinger overalt på jordkloden. Og nu afventer vi, at de politikere, der ikke kan se problemet med en stormoské, sætter sig ind i, hvad islam er, og hvorfor en stormoske er et problem.
Hvis de er så forhippede på at sikre religionsfriheden, bør de starte et andet sted: De bør arbejde hårdt for, at de muslimer, der ønsker at forlade islam - eller blot vil have islam moderniseret - også i Europa kan gøre sådan uden trusler og repressalier. Det kan de ikke i dag. Indtil det problem er løst, lever jeg fint som borger i København uden en stormoske.
Helle Merete Brix er redaktør af Sappho
