Af Henrik Gade Jensen
Henrik Gade Jensen er mag. art. og leder af CEPOS UniversitetNy Alliance går ind for at skille stat og kirke mere ad. Det kan være meget fornuftigt. Grundloven siger faktisk, at folkekirken skal styre sig selv, så Ny Alliance er i tråd med Grundlovens ånd.
Jo mere folkekirkens præster og dertil knyttede organisationer bruger deres stemme til at kritisere, at det offentlige ikke bruger penge nok, kan det være svært at føle sig hjemme. Danske kirkefolk ender også ofte med en kritik af Israel og USA, sympati for terrorister og en ukritisk forståelse af alle fremmede religioner. Det er ret træls i længden.
Den enkelte kan heldigvis slippe med kirkeskatten ved at melde sig ud. Den eneste skat, som man legitimt kan unddrage sig.
Personligt ville jeg aldrig melde mig ud. Man skal aldrig true med at gå, men med at blive, sagde Uffe Ellemann-Jensen. Det gælder også folkekirken. Den gedigne protestantiske arv kan kun midlertidig forglemmes og fortrænges til fordel for politisk vindskibelighed.
Det centrale ved folkekirken er dens bekendelsesgrundlag, specielt det almindelige præstedømme. Det betyder, at folkekirken egentlig blot er de barnedøbtes fællesskab og at præsters og biskoppers opgave ikke er at udtale sig om alt muligt aktuelt i samfundet, men at forvalte sakramenterne, dåb og nadver. "Hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave" sagde Luther. Det betyder, at der ikke findes nogen kristeligt politik andet end hvad hver af os mener.
I stedet for at udskille kirken med dens bekendelsesgrundlag - det almindelige og anarkistiske præstedømme - fra staten burde det snarere udbredes til hele samfundet.
Samfundet vrimler med organistioner og foreninger, der udtaler sig på medlemmernes vegne. Hvis jeg var medlem af en fagforening, ville mit medlemsskab blive taget til indtægt for en lang række holdninger, der som regel altid snoer sig mod venstre. Virksomheder ynder sociale og miljømæssige hensigtserklæringer, Social Corporate Statements, der skal overbevise omverdenen om alt det gode, de gerne vil.
Lad os få lidt mere anarkisme og lidt færre fraser.
Søren Kierkegaard brugte sit liv på at basunere mod præster og kirkelighed, der optræder i flok og ornat. I stedet satte han den enkeltes tros- og samvittighedsfrihed. Selvom vi har grundlovens ret til at ytre og forsamle os frit i Danmark, mangler vi måske den åndelige selvtillid til at turde stå alene frem med upopulære synspunkter. For som Kierkegaard også sagde: hver gang mennesker samles i flok og de skal optræde som et 'vi', vil løgnen og bedraget altid være tilstede. Der er aldrig sandhed i flertalsudtalelser - kun politik.
Da George Orwell efter Anden Verdenskrig skrev romanen '1984' frygtede han for en totalitær fremtid, hvor den enkeltes frihed knægtes af massetyranni og gruppepres. Al vestlig litteratur i 500 år, skrev Orwell, forudsatte et individ der var redeligt og turde tale sandt. Shakespeares udtryk 'Vær sand mod dig selv' var for Orwell betingelsen for et frit åndsliv, men det så han underløbet igen og igen af tidsåndens politisering. Alle vil gerne tage munden fuld af floskler, som er uforpligtende for dem selv personligt.
Folkekirken er i princippet det eneste sted, hvor man som barnedøbt ikke kan tages til indtægt for noget. Det er den bedste form for anarkisme, der findes. Og det sikres klippefast af bekendelsesgrundlaget.
Problemet i dag er vindskibeligheden hos mange præster og kirkelige organisationer, der vil have, at den danske kirke skal kunne udtale sig om krig og fred, miljøets tilstand, sult og fattigdom. For det er samtidig en naturlov, at organisationer i samfundet uden et ansvar altid vil ende op som venstresnoede fantaster.
Hvis man ser rundt om i verden, ligner kirkernes udtalelser til forveksling venstrefløjens politiske udmeldinger. Og det er ikke tilfældigt. For NGO-ere - og hertil kan vi også regne kirkerne - behøver aldrig bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra til alt det gode, som staten bør gøre for at afhjælpe dårligdomme her i denne verden. NGO-ere vil pr. definition altid virke som venstreorienterede partisaner for at få kanaliseret statens midler over i de foretagender, som de måtte
anbefale.
I gamle dage var danske menigheder aktive for at udfolde kirkelivet lokalt og samle store midler ind til mission og hjælp i det fremmede. Det fungerede ret godt. I dag er mange kirkesamfund blevet pressionsgrupper, der arbejder på at ændre den politiske dagsorden.
Hvis den danske folkekirke blev en selvstændig organisation, ville dens udtalelser til forveksling ligne SF´s eller Enhedslistens. Det kan man forvisse sig om ved at gå ind på den svenske kirkes hjemmeside og studere dens utallige meningstilkendegivelser i den offentlige debat. At det skulle være særlig kristeligt er svært at forstå.
Man kan have meget sympati for Ny Alliance. På mig virker Naser Khader som snart den eneste protestant i et folketing af flokdyr og partimennesker, der tier og retter ind efter partilinien.
