Mit liv som offentligt ansat

Af en tidligere ansat i det offentligeDet er blevet populært de senere år at fortælle om, hvor utrolig travlt de offentligt ansatte har det

Slettet Bruger,

09/09/2008

Af en tidligere ansat i det offentlige

Det er blevet populært de senere år at fortælle om, hvor utrolig travlt de offentligt ansatte har det. Fagforeninger og hovedrystende forargede venstrefløjspolitikere fortæller igen og igen, hvor utrolig pressede deres medlemmer (og vælgere) er, sygepuklen vokser, og stress er snart mere udbredt end huller i tænderne.

Nå, men jeg vil også gerne yde et lille bidrag, som jeg håber kan nuancere debatten. Jeg var nemlig indtil for nylig offentligt ansat, og jeg lavede ikke dagens gode gerning.

Jeg mødte sent og gik tidligt, hver dag. En ugentlig hjemme-"arbejdsdag" sikrede, at jeg kun behøvede at udføre den absurde forestilling fire dage om ugen. Jeg og mine kollegaer var omhyggelige med at arrangere møder om formiddagen. Så sluttede vi inden eller med en god frokost og gik hjem. Spurgte nogen, tog mødet naturligvis "hele dagen", og alt i alt havde jeg omkring en 25 timers "arbejds"-uge. Når jeg var der, lavede jeg så godt som ingenting, for der var intet at lave. Stort set ethvert initiativ eller forsøg på selvaktivering blev desuden øjeblikkelig knust i et massivt bureaukrati og hierarki.

I starten af det nye år regnede jeg og min kontormakker vores effektive timeløn ud, inkl. telefonsamtaler, møder etc. Den lå på den gode side af 6.000 kr.

Vi blev stadig flere i afdelingen og resten af organisationen, for vi var vildt gode til at overbevise politikerne om, at vi havde brug for flere kollegaer. Budgetterne voksede mere end pris- og lønstigningerne, også selv om vi ikke engang kunne bruge halvdelen af de penge, vi fik i forvejen. "Udviklingsmidler" lød det fine ord for det store spild.

Jeg og mine kollegaer var også blevet dygtige til at rage fryns til os. "Ellers får det offentlige et rekrutterings- og fastholdelsesproblem," sagde vi til cheferne. Så vi fik efterhånden internetopkoblinger, nye bærbare hjemme-PC'er og dyre mobiltelefoner med opkobling til kontorkalenderen. Ikke at vi havde det mindste at bruge det grej til, men det fik i hvert fald mig til at føle mig lidt mere vigtig. Måske en periodevis forestilling om at jeg lavede noget fornuftigt? Det var bare selvbedrag.

Jeg var på min anden omgang offentlig ansættelse. Den første var knap så rolig. Ikke at vi havde travlt. For Guds skyld nej, vi påstod det bare i uendeligheder og fik derfor hele tiden lidt flere kollegaer. Men vi lavede dog jævnt hen ad vejen noget, der kunne minde om et trekvarttidsarbejde.

Dog ikke i sommermånederne, når Folketinget har ferie. Så gik vi i biografen eller drak en bajer ved Frederiksholms Kanal. Det var tider.

Jeg er ganske sikker på, at der er mange offentligt ansatte, der føler sig stressede, og selv om folks stressniveau er meget forskelligt, vil jeg også anerkende, at grupper af offentligt ansatte rent faktisk ofte har travlt. Men efter en del års offentlig ansættelse i to forskellige organisationer føler jeg også behov for at skrive det, som vi er mange, der ved, men som ingen rigtigt vil sige: Der er titusindvis af offentligt
ansatte, der lige som jeg, ikke laver dagens gode gerning. Og de er temmelig dyre i drift.

Jeg gav op til sidst og gik tilbage til privat ansættelse. Den anden dag ringede jeg til min tidligere kontormakker og hørte, hvordan det gik? Han kunne fortælle, at de aldrig har været flere, og at de aldrig har haft mindre at give sig til.

Skribenten har ønsket at være anonym, men 180Grader er bekendt med hans fulde identitet

Kilde: