Af Helle Merete Brix
Muhammed-tegningerne satte verden i brand, men ikke kunstnerne og slet ikke det danske teaterfolk. En ny teatersæson står for døren, og det ville være oplagt med en forestilling, der i det mindste berørte trusler mod ytringsfriheden, manglende integration med mere. Men det er der åbenbart ingen instruktører eller dramatikere, der ønsker.For nylig fik jeg "Ta' i Teatret"-kataloget ind af døren, og her kan man se, hvad der er af politisk teater i den kommende sæson og forår og sommer 2010. Det er ikke opmuntrende.
Her er for eksempel i september en genopsætning af "Sandholmlejren" på Mungo Park, som jeg så, da forestillingen havde ur-premiere i 2006. Anna Bros manuskript og forestillingen giver et fuldstændig sort-hvidt billede af forholdene i asyllejren, asylansøgere oppe imod et ondt og umenneskeligt system. Afspejler det blot tilnærmelsesvis virkeligheden?
Og her er Husets Teater med forestillingen "Sandsynligvis" - baseret på den berømte whistleblower Frank Grevils historie. Fra katalogteksten: "I terrorens skygge er Danmark gået i krig, men regeringens vurdering af truslen stemmer ikke overens med mandens egen opfattelse af virkeligheden". Den løgnagtige regering én gang til, ikke sandt.
På teater FÅR 302 finder man en dramatisering af Per Lägerkvist berømte roman Dværgen, der er skrevet i 1944 i nazismens skygge. Der er, kan man forstå, tale om en meget fri opsætning. Fra katalogteksten: "Vi stiller i DVÆRGEN skarpt på den indre svinehund....." Så har man en klar fornemmelse af, hvad den nutidige parallel skal være.
Samme teater opsætter også Maria Richs monolog "Kære Osama", om en mors personlige brev til Osama bin Laden. Osama har bombet Parken, og hendes søn er blevet dræbt. Udgangspunket er britiske Chris Cleaves bog af samme navn. Weekendavisens anmelder Klaus Rothstein referede fra handlingen, da bogen kom på dansk i januar 2005: "London er hårdt såret og presset stiger på byens indvandrere. Muslimerne suspenderes fra alle offentlige jobs, der opsættes kolossale spærreballoner - kaldet Håbets Vogtere - med ofrenes navne og billeder for at forhindre nye angreb fra luften, og radioen genlyder hele tiden af Elton Johns nykomponerede, patriotiske sang om det blødende England." Det må være det, teater FÅR 302 mener med katalogteksten om, at "Verden omkring hende (altså moderen, HMB) er præget af en klaustrofobisk terrorangst". Af Rothsteins anmeldelse fremgår det også, at Cleaves har fortalt, at han begyndte på romanen "i en desperat reaktion på den amerikansk-engelske invasion i Afghanistan og Irak og den orwellske manipulation af den offentlige debat i England".
Som om det ikke var rigeligt, byder vinteren og Prøvehallen Valby på forestillingen "Gidslet", skrevet af Andreas Garfield og sat i scene af Pelle Koppel. Der er tale om en "politisk Thriller", der beskriver en ambitiøs og succesfuld partileder: "Med velklingende one-liners pirker han til fremmedhadet og skærper kravene til samfundets svageste. Tre unge idealister bliver så frustrerede over partilederens manipulation af den apatiske befolkning at de lokker politikeren ud i et øde sommerhusområde. De vil spærre ham inde i et videoovervåget rum og fastholde ham i en diskussion, så de kan gennemhulle hans populistiske argumenter".
Hvorfor ikke en forestilling om imamernes indre svinehunde? Om kvinder der tvinges til at bevæge sig rundt i telte i Københavns og Ålborgs gader? Om en tegner der må bo i et elektronisk fængsel, fordi han har brugt sin ytringsfrihed til at tegne en profet med bombe i turbanen?
I de seneste år har jeg med mellerum været i London, hvor jeg har benyttet lejligheden til at se forskellige forestillinger med et politisk budskab. Der er bestemt også problemer her, med selvcensur og konformitet. Men visse teaterstykker bryder med konsensus om, at islam ikke må generes. Det gælder blandt andet Richard Beans seneste forestilling "England people very nice" om immigrationens historie til East End i London.
Bean er en af Storbritanniens kendteste dramatikere og forestillingen spiller for fulde huse lige nu på National Theatres største scene med plads til 1.000 mennesker. Nogen mener, at forestillingen er racistisk - det er naturligvis noget sludder - og der har været både en lovlig demonstration foran teatret og en ulovlig besættelse af scenen under et teaterforedrag om forestillingen.
På et tidspunkt i forestillingen troner en kæmpe tegneserie-imam over East Ends huse. Imamen formaner kvinder til at overholde de mest rigide regler om slør og tildækning, mens han ruller med øjnene. Her er også en beskrivelse af "generationsskiftet" i den muslimske gruppe i Storbritannien. Forældregenerationen var måske religiøst konservativ eller slet ikke religiøs: "Koranen er Guds ord og han glemte at nævne dinosauerne!", siger for eksempel en socialistisk muslim i stykket. Men de unge muslimer er i stigende antal modtagelige over for islams revolutionære budskab.
I forestillingen er der referencer til den radikale islamist Sayyd Qutbs berømte bog Milestones. Og her er unge islamister, der demonstrerer i East End til fordel for "sheikh" bin Laden og Muhammed Atta og hans kumpaner, der dræbte tre tusinde mennesker og styrtede World Trade Center i grus. En rap-sang, sunget af den tildækkede Labiba, skærer det ud i pap, her er de indledende linier: "Sister, it ain't never too late look/to quit your kuffar Facebook/paradise waitin'/hate the disbelievers/they tryna deceive us/they will never believe us/Sheik Osama lead us/Shakespeare was a gay boy/knowwhatitsayboy ..."
Amerikanerne kan også: Christopher Shinn, der bor i New York, har skrevet den anmelderoste forestilling "Now or Later". Den havde ur-premiere sidste år i London. Forestillingen udspiller sig en skelsættende nat i slutfasen af præsidentvalget i USA. Demokraterne ser ud til at vinde, men så lækkes en video på internettet. John, der er bøsse og søn af Demokraternes præsidentkandidat, har optrådt udklædt som Muhammed. Og det i en simuleret seksuel situation med en mandlig medstuderende, maskeret som den konservative, kristne prædikant Pastor Bob. Inden længe er verden sat i brand. Skal præsidentens søn undskylde til verdens muslimer?
Men hvorfor gjorde John noget sådant? Fordi hykleriet på campus ikke er til at holde ud. De samme studerende, der vælter rundt til et nøgenparty, har hidset sig op over de Muhammed-tegninger, som nogen anonymt har sat op på campus. John har forsvaret ytringsfriheden og retten til at tegne sådanne tegninger i en kommentar i studenterbladet. En muslimsk organisation vil have tegningerne klassificeret som hate speech, og synspunktet vinder genklang hos de frisindede studerende.
I stykket indgår referencer til nogle af de groveste angreb på ytringsfriheden i Vesten i de senere år: Sagen om Salman Rushdies roman "De Sataniske Vers" og Muhammed-tegningerne. Her er diskussioner af islams sammenknytning af religion og politik. Og her er kloge ord lagt i munden på John: "Jeg synes ikke, vi skal opgive vores værdier for at finde fælles grund. Så er det ikke fælles grund, det er deres grund, og vi står bare på den".
Kunne man forestile sig noget lignende her i landet? Teaterforestillinger med referencer til verdensberømte islamiske frontfigurer som Sayyd Qutb og Yussuf al Qaradawi? Til filmen "Submission" og frafaldne muslimer? Til Rushdie og Westergaards tegning? Til Muhammed som womanizer og krigsherre? Jeg vil se det, før jeg tror det. Indtil det når så vidt her i landet, vil jeg glæde mig til opsætningen af "Det sorte album" - en forestilling baseret på den pakistansk-britiske forfatter Hanif Kureishis roman af samme navn fra 1995. Romanen foregår i 1989, året for Khomeinis fatwa, og handler ikke mindst om, hvad der i dag, 20 år efter fatwaen, er tidens største udfordring: Islams revolutionære kraft. Den opsættes i London.
Hvornår sker der noget i dansk teaterverden?
Helle Merete Brix er forfatter og redaktør af sappho.dk
