Muren i vores hoveder

Af Thomas Ladegaard

"Some men see things as they are and say why - I dream things that never were and say why not."

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.

Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.

På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.

Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.

De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.

Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60'erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.

Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe "Wir sind das Volk". For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl- eller Christian Führer-motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker dem for det nye perspektiv, de gav os.

Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.



Thomas Ladegaard er forfatter og partner i LADEGAARD A/S. Han har skrevet bøgerne Mordet på JFK 40 år efter og Bolsjedrenge og jernhårde ladies, og han twitter på twitter.com/thomasladegard