Når gode viljer gør ondt i ulandene

Slettet Bruger,

17/05/2007

Af Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov er adjunkt i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Aarhus

Forleden fandt den amerikanske præsident George W. Bush fælles fodslag med kongressens demokratiske flertal om, hvordan de kommende års amerikanske handelsaftaler skal skrues sammen. Siden den såkaldte Doha-runde i Verdenshandelsorganisationen - der nu er sat på standby på ubestemt tid - blev indledt i 2001, har USA fokuseret på at forhandle om et sæt emner, der handler konkret om handelsadgang, landbrugsstøtte og andre specifikke emner. Denne strategi synes desværre at være fortid med det nye politiske fodslag.

Efter demokratisk pres er den republikanske regering gået med til at lægge vægt på at lægge en række standarder ind i nye handelsaftaler, på trods af at de ikke har noget egentligt med handel at gøre. Der er netop tale om standarder på områder som miljø, officielle arbejdstagerrettigheder og fagforeningsarbejde, og mere moralske emner som børnearbejde. EU's forhandlere er givetvis stærkt tilfredse med den amerikanske kovending, mens det er værd at bemærke, at de fleste ulande af gode grunde har kæmpet hårdt for at holde disse såkaldte 'non-trade concerns' ude af handelsaftaler.

Rent umiddelbart kan det være svært at se, hvad der er galt i at inddrage overholdelse af bestemte miljøstandarder eller arbejdstagerrettigheder i internationale aftaler, men bekymringerne bliver klare, så snart man indser konsekvenserne af dem. En del af arbejdstagerrettighederne er nemlig forhold som en mindsteløn, der selv i velfungerende, dynamiske vestlige økonomier hæver lønniveauet og dermed skaber arbejdsløshed. Miljøstandarder indebærer også ofte krav om, at produktionen af en række produkter sker med brug af vestlig teknologi eller lignende.

Når det huskes, at de fleste ulandes særlige internationale fordel og konkurrenceparameter er deres lave løn- og omkostningsniveau, er problemerne derfor klare. Højere løn indebærer højere omkostninger, uden at produktionen af den grund stiger, og den nødvendige dokumentation, der følger med miljøstandarder - uanset om man overholder dem eller ej - er også særdeles omkostningstung. Dette gælder ikke mindst for små producenter, der muligvis ikke har mulighed for at bære de øgede omkostninger og dermed holdes udenfor en lukrativ eksportindtægt.

På denne måde virker en lang række standarder, når de inkluderes som krav til handel i internationale aftaler, præcist på samme måde som en told; blot er de langt mindre gennemsigtige og dermed mindre synlige for vestlige landes befolkninger. EU's taktik i Doha-rundens forhandlinger har derfor været, at give indrømmelser på toldområdet på den eksplicitte betingelse, at nye aftaler omfattede standarder - der vel at mærke fungerer ligesom told. Forståeligt nok har ulandene som samlet gruppe kæmpet stærkt imod sådanne forsøg på skin-liberalisering, og de har indtil videre haft USA på deres side.

Det er derfor en sørgelig udvikling, at amerikanske særinteresser i landbrug og andre industrier har haft held til at presse en ændring igennem politisk. USA's protektionistiske skift betyder, at ulandene får endnu sværere ved at forhandle en aftale igennem, der indebærer en reel liberalisering af verdenshandelen. Dermed møder verdens fattigste fortsat høje forhindringer for at få mulighed for at arbejde sig ud af deres fattigdom. At det sandsynligvis også betyder en fortsættelse af en europæisk handelspolitik, der udover at skade ulandene indebærer en ekstraudgift for en typisk dansk familie på 10.000 kroner om året (efter skat) er blot en ekstra bet.

Kilde: