Af Katrine Basbøll
Katrine Basbøll studerer erhvervsjura på Syddansk UniversitetI disse dage kører der en stor kampagne under navnet "Gratis skolemad" - en kampagne der er støttet af bl.a. Danske Tandlæger, Foreningen Skole og Samfund, Danmarks Lærerforening, Børnerådet og en række andre interesseorganisationer.
Gratis betyder i denne (og vist også mange andre) sammenhæng(e) det samme som "betalt over skatten". Det vil sige, at alle i Danmark, uanset om de har børn eller ej, skal betale for, at poderne kan få frokost hver dag. Sådan lyder det dog ikke på kampagnens hjemmeside eller på SFs, Enhedslistens eller Socialdemokraternes for den sags skyld. Her lyder der en kollektiv indignation over, at regeringen er så fedtet og sur, at den ikke under børnene et ordentligt måltid mad, men foretrækker at børnene bliver fede og ukoncentrerede (sådan bredt fortolket). Med andre ord er det altså politikernes penge, som de strenge politikere er tilbageholdende med at dele ud af. Lidt ligesom teenagere, der ikke forstår, at forældrene ikke hoster op med flere lommepenge.
Lidt naivt kunne man måske tro, at det, at sørge for at børn får noget at spise, er forældrenes ansvar. Og hvis de ikke selv har tid til at smøre en madpakke, eller synes deres børn skal have noget andet, så kunne man tro, at man i skolebestyrelserne kunne finde ud af en form for madordning, hvor forældrene så betaler til, at der kommer frisk og sund mad på bordet ved frokosttid i skolen hver dag. Men nej ... Det er en stor fejl at antage at fodring af børn ligger indenfor forældrenes ansvarsområde.
Skulle du være i tvivl kan du læse videre på kampagnesiden:
Det er ikke kun forældrenes ansvar fordi:
* vi er et rigt samfund, som har råd til at prioritere vores børns sundhed og indlæring
* madpakker ofte er grund til mobning
* vi kan smøre madpakken, men vi kan ikke se, om den bliver spist
* det at smøre madpakker ofte er en hade-opgave i en travl familie
* voksne spiser kantinemad - ofte varm mad - på deres arbejdsplads
Personligt skulle jeg lige læse det et par gange, før jeg var sikker på, at jeg havde læst rigtigt. Jeg har dog stadig ikke helt forstået argumentationen. Hvis jeg ikke gider smøre madpakke, og jeg har travlt, så bliver det samfundets ansvar? Hvis nogen mobber mine børn med deres madpakke, bør der indføres skolemåltider over skattebilletten, så ingen spiser noget, som ikke alle får? Og burde man med dette argument ikke også indføre skoleuniformer, ens frisurer og kun optage elever af samme højde med forældre på samme alder? Hvis samfundet bliver rigere, skal vi ikke selv sørge for, at vores børn får noget at spise til frokost? Og fordi voksne spiser kantinemad på deres arbejdsplads, er det ikke kun forældrenes ansvar at deres børn får et ordentligt måltid? Beklager, jeg er ikke med ...
At både børn og forældre foretrækker et frisk tilberedt måltid til frokost frem for en madpakke, der er smurt kl. 7 om morgenen, er forståeligt nok. Men hvorfor det skulle være bedre, at få alle til at betale mere i skat for det i stedet for selv at betale for sine børns mad har jeg stadig ikke forstået.
Skolemadsordninger er heller ikke nogen garanti for højere folkesundhed, slankere børn eller mere koncentration. I f.eks. England og USA har en stor del af skolerne kollektive madordninger, nogle egenbetalte og nogle offentligt finansieret. Dette har dog hverken gjort børnene sundere eller slankere.
På den anden side vil fortalerne sikkert synes, det er i orden, bare alle børnene er lige usunde og lige fede ...
